Af Jesper Heldgaard
Den globale bistand til sundhed, uddannelse og andre sociale sektorer kan fremvise imponerende resultater. Men der kan og bør komme mere ud af bistanden, mener eksperter.
Der var masser af opløftende nyheder og resultater, men også adskillige drøje hug til donorerne, da det dansk/svensk-finansierede forsknings- og kommunikationsprogram om udviklingsbistand, ReCom, onsdag i sidste uge på et velbesøgt møde i Stockholm fremlagde nye resultater fra sin forskning i bistanden til de sociale sektorer.
Først et par af de gode nyheder: Den globale udviklingsbistand er firedoblet fra 1960 til nu – fra 36 til 146 mia. dollar. I samme tidsrum er den andel af bistanden, der går til de sociale sektorer, også firedoblet – fra lidt under ti til lidt over 40 pct.
Og resultaterne er fulgt med: For 30 år siden blev mindre end hvert femte barn i udviklingslandene vaccineret mod de vigtigste børnesygdomme. Nu bliver mere end fire ud af fem børn vaccineret. Siden 1999 er mere end 50 mio. børn flere kommet i skole, så ni ud af ti børn i udviklingslandene nu går i skole, for blot at nævne et par af de resultater, de færreste havde forestillet sig for få årtier siden.
ReCom kan også dokumentere, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem udviklingsbistand og forbedrede sociale vilkår for befolkningen i udviklingslandene.
ReCom har beregnet, at årlig udviklingsbistand på 25 dollar om året pr. indbygger til et udviklingsland forlænger den gennemsnitlige skolegang med 0,4 år og den gennemsnitlige levetid med 1,3 år, mens børnedødeligheden reduceres med syv for hver 1.000 fødsler.
”2½ million børn reddes hvert år på grund af den øgede sundhedsindsats, og verden er blevet et bedre sted at leve for millioner af jordens fattige,” konkluderede professor Zulfikar Bhutta fra Aga Khan University i Karachi i Pakistan.
Men langt igen
Han og de andre forskere gjorde dog også opmærksom på, at der på mange områder stadig er langt igen:
”Hvis der er levende væsener på Mars, må de undre sig over, at vi fra universets blå planet, Jorden, sender raketter til Mars for at lede efter vand, når der her stadig er 750 mio. mennesker, der mangler adgang til rent vand,” lød det fra P. B. Anand, direktør for Center for International Udvikling på Bradford University.
Og professor Finn Tarp, direktør for FN-organisationen UNU-WIDER i Helsinki, der koordinerer ReCom-programmet, understregede, at ”selv om 2015 målet om at halvere fattigdommen allerede er nået, vil der i 2015 stadig være 900 mio. mennesker på kloden, der lever i ekstrem fattigdom, og 2½ milliard mennesker, der mangler adgang til ordentlige sanitære forhold.”
Kritik af donorerne
Udviklingsbistanden er for kortsigtet, den er for snævert fokuseret, og så er den i alt for høj grad dikteret af de mange forskellige donorer hver for sig og ikke af behovene og ønskerne i udviklingslandene. Sådan lød den overordnede kritik af udviklingsbistanden både til sundhed, til uddannelse og til vand og sanitet.
”Ja, det er stort set lykkedes at udrydde polio i Indien, men det skete ikke på en måde, der involverede og styrkede det nationale sundhedssystem i Indien til at tage kampen op mod andre sygdomme,” lød kritikken fra Zulfikar Bhutta, der ser det samme mønster gentage sig i den globale indsats mod HIV/AIDS: Donorerne har øremærket næsten halvdelen af den globale sundhedsbistand til HIV/AIDS, mens der er langt færre midler til at opbygge lokale sundhedssystemer.
P. B. Anand bemærkede, at bistanden til vand og sanitet fokuserer for meget på rør og andet isenkram: ”Vi har den teknologi, der skal til for at skaffe alle rent vand og sanitet. Det, der mangler, er at få opbygget institutioner, der kan få systemerne til at køre og gøre dem bæredygtige. Men det er et vanskeligt område og ikke nær så populært blandt donorerne.”
Også på uddannelsesområdet var der kritik af donorerne. Professor Katharina Michaelowa, University of Zürich, fortalte, at donorerne – trods deres meget snak om grunduddannelse til alle – faktisk giver mere bistand til højere uddannelse end til grunduddannelse, og Abby Riddell fra UNESCO kritiserede donorerne for hver især at promovere deres egne uddannelsesprojekter i stedet for samlet – og sammen med modtagerlandet – at forholde sig til den samlede uddannelsessektor:
”Selv om et udviklingsland har en national plan for uddannelsessektoren, er det min erfaring, at donorerne alt for ofte stiger ud af flyet med deres egne grydeklare uddannelsesprojekter. De har ikke lyst til at lade sig styre eller tålmodighed til at tage ud i landet og lytte til lokale ønsker og problemer.”
Miguel Nino Zarazua, der leder ReCom-programmets forskning i de sociale sektorer, fremlagde tal, der viser, at den udskældte projektstøtte stadig er donorernes foretrukne bistandsform. Den udgør næsten 70 pct. af den samlede, globale bistand, mens budgetstøtte kun udgør cirka 6 pct.
Hvad blev der af Paris-erklæringen?
Forskerne erkendte åbent, at der ikke er så meget nyt i deres kritik. Det meste af den har lydt i adskillige år og førte i 2005 til Paris-erklæringen, hvor donorerne forpligtede sig til at koordinere og samarbejde bedre. Og der er sket fremskridt, men altså langt fra nok.
”Hvordan kan det være, at donorerne bliver ved med i så høj grad at gøre det samme, selv om de siger noget andet?” spurgte mødelederen, den svenske journalist, Sharon Jåma.
Svarene var forskellige variationer over temaet, at det stadig i højere grad er donorernes ønsker end modtagernes behov, der bestemmer, hvordan bistanden skrues sammen: Donorerne vil have hurtige og synlige resultater, der kan kædes sammen med ”deres” bistand, og det fører til kortsigtede og fragmenterede indsatser. Hertil kommer, at bistanden også ligger under for skiftende modeluner blandt donorerne.
Tilløb til en opskrift
Zulfiqar Bhutta understregede, at løsningen ikke bare er at erstatte projekt- med budgetstøtte:
”Projektstøtte kan være god nok, hvis den lever op til de krav, al god bistand overholder: Den skal være fleksibel og langsigtet. Den skal være koordineret med andre donorers indsats, og så skal den først og fremmest bidrage til at fremme nationalt ejerskab ved at være integreret i modtagerlandets egne systemer, så den nationale kapacitet styrkes til at videreføre aktiviteterne, efter at bistanden ophører.”
Læs om og se videooptagelser fra mødet:
http://www1.wider.unu.edu/recomresults/article/recom-results-meeting-aid-and-social-sectors
Her kan du også læse de mange forskningsrapporter fra ReCom-programmet og om kommende ReCom-møder i København og Stockholm.
Jesper Heldgaard er freelance-journalist, tilknyttet ReCom
