Høringsfristen for udviklingsministerens udkast til en ny udviklingslov udløber torsdag. Loven kan ses som fuldbyrdelsen af en lang proces.
Processen gør op med en “gammel forestilling om, at u-landshjælp skal forankres i det danske folk for at skabe solidaritet med folkene i Den Tredje Verden. Dansk udviklingsbistand har udviklet sig fra et projekt båret af folkelighed, frivillighed og interesseorganisationer — til en professionalisering og faglighed, som der er gode argumenter for, men som også har lagt den på afstand af folket”, skriver Information onsdag.
Stig Jensen, centerleder på Center for Afrika-studier ved Københavns Universitet, siger:
– Der er sket en professionalisering, som har gjort, at det dybest set er blevet akademikere, der sidder og diskuterer de her ting, og den folkelige involvering er ikke særlig stor længere. Det betyder, at afstanden mellem de ansatte i interesseorganisationerne er vokset.
Den u-landsbistand, som trådte sine barnesko i starten af 1960’erne, var baseret på frivillige idealister, som havde en idé om, hvordan man ændrede samfundet, og så tog ned og gjorde det.
Det handlede om folk, som ikke nødvendigvis havde den store viden om politik, økonomi, eller det land de kom til, men som kunne et håndværk af den ene eller anden art og så tog til et fattigt land og brugte det håndværk. Skolelæreren tog til Afrika for at undervise og tømreren for at bygge huse eller skolen.
En stor del af u-landsbistanden var også reelle donationer fra den danske regering til regeringen i modtagerlandet, men i takt med, at DANIDA fik bevilget flere penge at gøre godt med, blev det også nødvendigt at se på, hvorvidt pengene egentlig blev brugt på den mest effektive måde, og det betød, at de danske interesseorganisationer fik større betydning for fordelingen af pengene, fortæller Thorsten Borring Olesen, forsker i dansk og nordisk udviklings- og bistandspolitik, ved Aarhus Universitet til Information.
Torsdag er deadline, hvis man vil ytre sig om den nye “bistandsgrundlov” her på U-landsnyt.
