Bizar skæbne for kunstværk i São Paulo

Forfatter billede

São Paulos kommune har beslaglagt et stykke installationskunst, der blev klassificeret som en “forladt bil på offentligt sted”. Gruppen bag installationen skal nu betale 40.000kr for at få deres værk tilbage.

São Paulos kommune har beslaglagt et kunstværk, der tilhører kunstnerkollektivet Bijari. Værket har allerede været udstillet på den internationale biennale for arkitektur i São Paulo og på den østrigske udstilling Rotor, såvel som det har været med i en lang række nationale events.

Det skriver avisen Estadão torsdag den 22.3.

Værket består af et gammelt sortmalet bilvrag fyldt til bristepunktet med grønne planter og er tænkt som en kritisk kommentar til automatiseringen af den gigantiske millionby. For at få værket tilbage skal kunstnerkollektivet nu betale en afgift på 40.000kr, som de ikke har.

Projekt Urban Natur

Kollektivet Bijari har siden 2007 kørt et succesfuldt projekt under navnet Natureza Urbana (Urban Natur), hvis formål det er, at omforme symboler på urbanitet, som alle kan identificere sig med, som fx biler, busser og overfyldte skraldespande, ved hjælp af grønne, frodige planter.

Det famøse kunstværk holdt parkeret uden foran kunstnerkollektivets galleri i Villa Madalena. Det drejer sig om en udtjent stationcar af mærket Volkswagen quantum, hvor motoren er pillet ud og erstattet af bregner og buske.

Kollektivet Bijari har flere biler og busser parkeret i São Paulos gader, der følger samme koncept. Ifølge gruppens talsmand, Rodrigo Araújo, giver planterne nyt liv til de udtjente bilvrag, da de sammen danner en ny sammensmeltet organisme.

“Hvem er byen til for: menneskene eller bilerne? Svaret er ikke entydigt. At beslaglægge en bil er nemt. men at udstille et kunstværk, der stiller spørgsmål, det er svært!”, siger Rodrigo Araújo til avisen Estadão.

Der er omkring 7 millioner biler i São Paulos gader og stræder.

Tjek kunstnerkollektivet Bijaris hjemmeside her: www.bijari.com.br