På det samme konstituerende bestyrelsesmøde blev Niels Elbæk valgt som kasserer, Bettina Gram som sekretær, og Frode Højer Pedersen som menigt medlem. Lise Blom er suppleant.
I forbindelse med valget udtaler Bjørn Førde:
”I dagens medievirkelighed arbejder mange journalister, fotografer, dokumentarister og kommunikationsfolk med formidling af udviklingsstof i mange andre sammenhænge end de store medier. De landsdækkende medier har gennem årene nedtonet den journalistiske dækning af især Asien, Afrika og Latinamerika. Dermed er store dele af formidlingen om det globale Syd i stor grad overladt til civilsamfundsorganisationer.
Det gør det ekstra bekymrende, at den mangeårige oplysningsbevilling fra Danida i øjeblikket ikke er tilgængelig, og at fremtiden forekommer usikker og uklar. Det fremgår bl.a. af den ”analyse af det internationale udviklingssamarbejde i finanslovsforslaget for 2021”, som journalist Jesper Heldgaard i sidste uge præsenterede. Puljen for 2020 er suspenderet på grund af Covid-19, men som Jesper Heldgaard skriver:
”Det blev også besluttet ikke at udnævne nye medlemmer til oplysningsudvalget, hvis tre-årige periode udløb i sommeren 2020. For første gang i årtier har Danida således ikke noget oplysningsudvalg, så det synes helt åbent, hvordan oplysningsmidlerne fremover skal bruges og forvaltes.”
Nairobi-klubbens bestyrelse finder ikke blot denne udvikling stærkt bekymrende, men også uforståelig, især i lyset af udviklingsminister Rasmus Prehns understregning af behovet for folkelig forankring og engagement. Det lader sig ikke gøre uden oplysning! Det er derfor en sag, vi vil følge op på, også i forhold til ministeren.”
Om bestyrelsen
Bjørn Førde, formand: Cand.phil. i samfundsfag. Mellemfolkeligt Samvirke 1975-2002 som redaktør, informationschef, landechef og generalsekretær; FN-medarbejder 2003-2010; direktør for Institut for Partier og Demokrati 2011-2016. Har skrevet undervisningsbøger samt børne- og ungdomsbøger om udvikling.
Niels Elbæk, kasserer: Cand.comm. i internationale udviklingsstudier. Ansat i Mellemfolkeligt Samvirke 1990-2005 som forlagsredaktør, forlagschef og afdelingsleder I perioden 2005-2019 butiks- og videncenterchef, sekretariatschef Campus Book Service, direktør for Campus E-books Aps og koordinator for Campus Import Group. I dag forretningsudvikler hos Globalnyt.
Bettina Gram, sekretær: Cand.mag. i dansk og u-landspædagogik. Kommunikationsmedarbejder og undervisningskonsulent i UNICEF Danmark 1992-2001; forlagsredaktør hos Mellemfolkeligt Samvirke 2001-2005; forlagsredaktør på GO Forlag 2006-2020. I dag selvstændig freelancejournalist og ekstern forlagsredaktør.
Frode Højer Pedersen, medlem: Journalist og filminstruktør. 1965-2006 medarbejder i Danmarks Radios Børne- og ungdomsafdeling. Har produceret mere end 50 dokumentar- og fiktionsfilm i Afrika, Asien og Latinamerika for DR og internationale organisationer i tæt samarbejde med lokale mediefolk.
Lise Blom, suppleant: Freelancejournalist og skriver artikler og tekster til fagblade, hjemmesider, magasiner og aviser. Rejseleder til Mali, Ghana, Togo, Benin og Balkan. Arbejder desuden med kommunikation og formidling for diverse kunder.
Læs mere om Nairobi-klubben: http://www.nairobi-klubben.dk/