Blodig vedtagelse af ny forfatning i Bolivia

Redaktionen

Fire dræbte, mange sårede og en lovløs by er resultatet af demonstrationer i Bolivia efter at den socialistiske regering har vedtaget en ny forfatning, skriver flere latinamerikanske medier.

FNs Generalsekretær, Ban Ki Moon har udtrykt bekymring over situationen i Bolivia.

Vedtagelsen af forfatningen fandt sted fredag i en militær kaserne uden deltagelse af oppositionen.

Det medførte voldsomme demonstrationer lørdag og søndag i Bolivias økonomiske hovedby, Sucre, med sammenstød mellem politi og demonstranter.

3 demonstranter og en politibetjent meldes dræbt.

Ifølge den spanske nyhedsportal, Hechos de Hoy, trak politiet sig helt ud af byen, fordi stemningen var så betændt.

Forhandlingerne om en ny forfatning i Bolivia har stået stille siden august, fordi regeringen, ledet af socialisten Evo Morales, og oppositionen – primært bestående af godsejere og virksomhedsejere i de 4 rige, østlige provinser – ikke kan finde sammen.

Fredagens vedtagelse blev opfattet som et slag i ansigtet af oppositionen, selvom præsident Evo Morales har bebudet en folkeafstemning om forfatningen.

Den ny forfatning er et af Evo Morales´ valgløfter. Den skal bla. gøre det muligt for staten at konfiskere uopdyrket jord og give den til jordløse landmænd.

Den indebærer dog også øgede beføjelser til præsidenten, hvilket ikke falder i god jord hos oppositionen.