Styrelsen i Dansk Røde Kors har besluttet at opstille Bodil Nyboe Andersen som kandidat til posten som præsident for organisationen. Dansk Røde Kors skal vælge ny præsident ved det årlige repræsentantskabsmøde i weekenden den 5.-6. november 2005.
Dansk Røde Kors nuværende præsident, Freddy Karup Pedersen, der takker af efter 8 år på posten, er glad for at kunne indstille Bodil Nyboe Andersen som sin efterfølger, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag.
– Bodil Nyboe Andersen har et solidt demokratisk folkeligt engagement og er rede til at kæmpe for Røde Kors humanitære principper. Hun vil efter min overbevisning være en værdig repræsentant for Dansk Røde Kors såvel nationalt som internationalt, siger den 61-årige overlæge og dr.med, der blev Røde Kors-præsident i 1997. Før da (1986-89) var han medlem af den store humanitære organisations forretningsudvalg og hovedbestyrelse og vicepræsident 1989-97.
Karup Pedersen har ligesom sin forgænger på præsidentposten, det nu 79-årige tidl. socialdemokratiske folketingsmedlem og formand for U-landstyrelsen, Christian Kelm-Hansen, der sad fra 1993 til 97, et nært kendskab til u-landene og u-landsbistand. Han har således siden 1983 bl.a. været konsulent for mor/barn sundhedsprojekter i bl.a. Bangladesh, Nepal, Vietnam, Filippinerne og Etiopien.
Bodil Nyboe Andersen har hverken haft tilknytning til Røde Kors før sin opstigen til præsident, endsige erfaring med u-landsvirke, noterer iagttagere sig. Hendes nærmeste kontakt til u-landene går via hendes netop afdøde far, profesor, dr.oecon. Poul Nyboe Andersen, der blandt sine mange tillidshverv talte en formandspost for U-landsstyrelsen.
Som nationalbankdirektør koncentrerer Bodil Nyboe Andersen i øjeblikket sin indsats om arbejdet i Nationalbanken, men i forbindelse med sin fratræden til oktober (hvor hun bliver 65) ser hun frem til at arbejde for Røde Kors og Københavns Universitet, hvor hun er blevet formand for bestyrelsen.
– Jeg er opvokset med folkelige bevægelser som højskolen og brugsforeningerne. I 1980erne var jeg direktør i Andelsbanken, hvis organisation også var baseret på lokale kredse og en fælles overbygning. I mit arbejde som nationalbankdirektør har jeg været meget involveret i internationalt samarbejde. Det er disse erfaringer, jeg gerne vil bruge i Røde Kors, fortæller Bodil Nyboe Andersen – som blev udnævnt til Årets Erhvervskvinde i 1989 og Årets Kvindelige Leder i 2002.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsafdelingen i Dansk Røde Kors på telefon 35 25 92 00.