DR er allerede gået så småt i gang og har i TV skærpet appetitten på Ramasjang og Ultra, hvor der i november vises en række film fra Tanzania. Man kan tage på rejse med Sebastian Klein, UltraNyt eller Sofus.
Overskuddet fra årets u-landskalender går nemlig til SOS Børnebyernes arbejde for børn i Tanzania, nærmere bestemt til 10.000 skolebørn i millionbyen Dar-es-Salaam.
De skal have en bedre skole – en skole med små klasser og ikke som nu med 200 elever i hver, en skole med bord og stol til alle og en skole med en lærer, der kan give spændende undervisning.
Glæde for 45 kr
U-landskalenderen er en fornem tradition, et samarbejde mellem Danmarks Radio og Danida, som gennem nu 54 år har hjulpet børn i fattigere lande, og som – kan man håbe – har lagt kimen til forståelse hos danske børn for, at ikke alle har de samme muligheder her i livet.
Julen er sjov og chokolade, men også tiden, da medmenneskelighed bliver central. Man bliver mindet om, at man bliver glad ved at give. Det ved børn.
Børnenes U-landskalender, som den begynder 1. december, er dobbelt: Her sender Ramasjang ”Nissebanden i Grønland”, som vil være et glædeligt gensyn for mangen en ung sjæl, mens DR1 tæller ned til den 24. december med ”Den anden Verden”.
”Amals Hemmelighed”
Børnenes U-landskalender kan også være med til at gøre skoleundervisningen for danske børn spændende.
Børnebogsforfatteren Henrik Einspor har skrevet ”Amals Hemmelighed”, der med tegninger af Dorte Bengtson og fotos af Jeppe Gudmundsen-Holmgreen giver et charmerende indblik i en tanzaniansk drengs hverdag og udfordringer, samtidig med at den fortæller afrikanske fabler og om livet generelt i Tanzania.
Det er en vidunderlig bog, som Danida (udenrigsministeriet) har udgivet sammen med en lærervejledning. Det er undervisningsmateriale beregnet til 1.-4. klasse, men synes brugbart både til mindre og større børn.
Man må håbe, at rigtig mange skoler griber chancen og gør Børnenes U-landskalender til tema. Grydeklart materiale, klart til servering.
”Amals hemmelighed” kan læses på www.u-landskalender.dk, og den kan også hentes som gratis lydbog, indtalt af Sebastian Klein.
Danida dobler op
I 2015 var det børn i Nepal, der fik gavn af u-landskalenderen, som i alt indbragte 3,5 millioner. Det var mindre end i 2014, så SOS Børnebyerne håber på at rigtig mange køber årets u-landskalender.
Kalenderen koster 45 kr. og de penge går ikke blot ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde i Tanzania – Danida dobler op, hvad salget af kalendere giver.
På www.u-landskalender.dk kan man også gå på opdagelse og få meget mere at vide.