BOGANMELDELSE: “Americanah” af Chimamanda Ngozi Adichie

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Signe Hermann, U-landsnyt.dk

Adichie har skrevet endnu en medrivende bog, der handler om så traditionelle emner i afrikansk litteratur som samfund i opbrud, racisme, integritet og kærlighed. Den foregår bare i dag, i USA, England og Nigeria.

Chimamanda Ngozi Adichie tilhører den nye generation af forfattere med afrikanske rødder, der nyder stor succes i øjeblikket. De såkaldte afropolitanere. Hun har for nyligt besøgt det kongelige bibliotek her i Danmark, og hendes fjerde bog, ”Americanah”, udkom sidste år.

To fortællere, to sider af samme søgen efter et ståsted i verden

Bogens to hovedpersoner er Ifemelu og Obinze, der møder hinanden, da de går på samme gymnasium i Lagos. Ingen af dem passer helt ind det daværende Nigerias normer for, hvordan teenagere skal være, men de passer til gengæld helt perfekt til hinanden. De oplever en kærlighed, der overlever alle opbrud og tumulter i deres tilværelse, selvom deres søgen efter et sted at høre til efter militærkuppet i Nigeria river dem fra hinanden og placerer dem på hvert sit kontinent.

Americanah er en kompromisløs fortælling om menneskers søgen efter integritet og ægthed, som ikke kommer med nogle lette svar (forsidefoto: Gyldendals Forlag).

Ifemelu havner i USA, hvor hun bliver optaget på universitetet og må forsøge at overleve uden arbejdstilladelse og uden de trygge rammer, hendes nigerianske opvækst gav hende. De ting, hendes økonomiske trængsel tvinger hende ud i, og de oplevelser, hun får som sort i USA, medfører en identitetskrise, som får hende til at opgive kontakten med Obinze og til at skrive en blog om race, der til sidst genopbygger hende og gør hende kendt i det afro-amerikanske samfund.

Obinze bliver illegal indvandrer i England, hvor han også må arbejde med falske papirer og underlægge sig mere eller mindre ærlige mennesker for at kunne overleve. Han konfronteres med tidligere studiekammeraters ”identitets-prostitution” for at passe ind i ægteskaber, der sikrer dem en plads i det forjættede land, men bliver fanget af politiet og udvist af England i sidste øjeblik, før det lykkes ham selv at indgå et proformaægteskab.

Gensyn med Nigeria

Det lykkes Obinze at blive ”opdaget” af en rig boligspekulant i Lagos, og pludselig er han selv rig og lever det søde liv. Han gifter sig med den smukkeste kvinde indenfor rækkevidde, får en yndig datter og fører en tilværelse, de fleste af hans tidligere venner mener er højdepunktet for, hvad man kan ønske sig at opnå i sit liv. Men for Obinze er spørgsmålene om identitet og integritet stadig lige relevante, og han nyder ikke den maskerade, hans nye status tvinger ham ind i.

Ifemelu begynder også at føle, at hendes amerikanske tilværelse, på trods af hendes hårdt tilkæmpede succes, er som at leve på en løgn. Til alles store bestyrtelse vælger hun at flytte tilbage til Nigeria, og det er kun hende selv, det lykkes hende at forklare bevæggrundene for. I Nigeria får hun arbejde som journalist, men finder sig fanget i et nyt skuespil, som heller ikke rigtigt tilfredsstiller hendes søgen efter at kunne leve ærligt.

Gensyn med ægtheden

Naturligvis mødes Ifemelu og Obinze igen før eller siden. På trods af de ar, deres oplevelser har givet dem på sjælen, lever deres kærlighed endnu og er stadig lige ægte. Selv fortielserne om de ikke altid frivillige valg, der har formet dem i de mange år, hvor de ikke har set hinanden og ikke har haft kontakt, kan ikke ændre på, at de i bund og grund kun er helt ærlige om, hvem de er, når de er sammen.

Nu må de så beslutte, om de skal løsrive sig fra de mennesker, der er involveret i deres nye tilværelser, og vælge hinanden igen, eller om de skal tage konsekvensen af, hvordan deres historier har formet sig uafhængigt af hinanden, og blive ved med at leve liv, der er som brød uden salt, men hvor de lever op til de ansvar, der er konsekvensen af tidligere beslutninger. Det er ikke noget let valg.

Ingen lette svar

I rammerne af de temmelig desperate tiltag, afrikanske indvandrere rundt omkring i verden må tage, er det en historie om eksistentialistiske valg, om identitet og integritet og om at finde et sted at leve og nogle mennesker at leve med, som giver en plads til at leve ærligt.

Bogen giver ingen lette eller oplagte svar, og nogle af dens konklusioner rokker ved de typiske, vestlige forestillinger om, hvor meget frihed til at være hvem man er, der er at finde forskellige steder i verden. Det bliver en overraskende og til tider lidt foruroligende historie, der under overfladen berører nogle dybe temaer om baggrund og tilhørsforhold og om de rammer, forskellige samfund indkapsler sine medlemmer i.

Varme anbefalinger

Bogen kan varmt anbefales. Både fordi den belyser nogle af indvandrer-livets skyggesider, som man ikke normalt bliver konfronteret med i sin egen hverdag, og fordi den belyser nogle af livets allerstørste spørgsmål fra nye vinkler. Men også fordi dens to hovedpersoner, så forskellige de end er, er beskrevet levende og sympatiske og bestemt er et bekendtskab værd.

 

Americanah, dansk udgave, Gyldendals Forlag. 520 sider, udgivet 15.05.2014.