En boliviansk minearbejder sprængte tirsdag sig selv i luften i Kongresbygningen, som huser parlamentet i hovedstaden La Paz, fremgår det af presserapporter.
En talsmand for præsidentens kontor sagde, at eksplosionen tillige dræbte Kongressens sikkerhedschef og kvæstede adskillige andre.
Minearbejderen var ifølge rapporter ved at forhandle med sikkerheds-officials, da han udløste den dynamit, han havde bundet til kroppen. Det skete angiveligt i protest over hans pension.
Præsident Carlos Mesa havde forladt bygningen umiddelbart før eksplosionen. Episoden kommer samtidig med, at præsident Mesa søger at berolige gemytterne og skabe ny fremdrift efter de omfattende nationlae protester i oktober af bønder, arbejdere og minefolk.
Revolten førte til, at den daværende (folkevalgte) præsident, Gonzalo Sanchez de Lozada, måtte opgive embedet og flygte ud af landet over hals og hoved for at undgå de rasende menneskemængder.
Bolivia er Danidas eneste programsamarbejdsland i Sydamerika og udenrigsminister Per Stig Møller (K) besøgte en række dansk-støttede udviklingsprojekter i Andeslandet i efteråret.