SUCRE: Den 3. december gik bolivianerne til stemmeurner for at vælge dommere til landets domstole. Det totale antal af ugyldige stemmer løb op i 53 procent.
Ikke fordi bolivianerne ikke ved, hvordan man skal stemme, men fordi stemmesedlerne bevidst var overstreget, der var stemt på for mange kandidater og andre kreative løsninger for at ugyldiggøre ens stemme.
Dertil kom i alt 13 procent blanke stemmer. Valgresultatet endte med, at 66 procent af stemmerne var ikke-brugbare på landsniveau med blot 34 procent gyldige stemmer på de opstillede kandidater.
Dette skal dels ses som et krav om reform af et ineffektivt, ugennemsigtigt, og korrupt retssystem. Dels som protest mod den beslutning seks dommers i den bolivianske forfatningsdomstol tog blot seks dage før valget om at ændre den bolivianske forfatning og fjerne grænsen for genvalg af bolivianske autoriteter, der nu giver den siddende præsident, Evo Morales, mulighed for at genopstille på ubestemt tid. En beslutning som miskrediterer resultatet af folkeafstemningen i 2016, hvor 51,4 procent stemte imod en forlængelse af præsidentens begrænsning på to valgperioder.
Kreative vælgere
Bolivianerne benyttede mange kreative metoder for at protestere i deres stemmeseddel.
De overklistrede kandidaternes fotos i stemmesedlerne med billeder af sig selv, stregede kandidaternes navne ud og tilføjede deres egne, tegnede skæg og grimasser på kandidaternes billeder.
Mange af disse eksempler blev stillet til offentlig skue på de sociale medier og de ikke-statslige nyhedsmedier og valget latterliggjort.
Mange bolivianere mødte også op armeret med deres egne medbragte kuglepenne, da de ikke stolede på om statens blæk mon kunne bortkomme eller tage anden form under stemmeoptællingerne, og de frygtede og mistænkte valgfusk.
Vota Nulo
”Bolivia sagde NEJ”, råbte menneskemængderne i kor med henvisning til valgresultaterne i 2016 i de mange demonstrationer op til valget i december.
Den store kampagne ”Vota Nulo” – Stem Ugyldigt ført an og promoveret af både oppositionspartier og civilsamfundsorganisationer florerede på de sociale medier i ugerne op til valget med slagord som: ”Stem Ugyldigt – Lad din protest blive hørt” og ”Nej til korruption, nej til genvalg”.
Efter forfatningsdomstolens afgørelse fik kampagnen for alvor medvind, og der blev tilføjet argumenterne: ”Respektér forfatningen!” og ”Respektér folkets beslutning!”.
Regeringen og det bolivianske valgorgan, OEP, havde ligeledes ført stor landsdækkende kampagne for valget under sloganet ”Jeg stemmer, jeg bestemmer”, men havde ikke lige så stor succes på valgdagen.
Roligt valg og høj deltagelse
Valgene forløb roligt over hele landet. 6,4 millioner bolivianere var berettiget til at stemme og stemmeprocenten nåede op på 78 procent.
I regionen Santa Cruz var antallet af ugyldige stemmer helt oppe på 61 procent og i selve byen Santa Cruz på 79,20 procent (kilde: OEP). I byerne var modstanden generelt størst med 65,87 procent ugyldige stemmer i gennemsnit.
Valgresultaterne fik bolivianer til at gå i gaderne i flere byer og fejre “la victoria del voto nulo”, den ugyldige stemmes sejr.
Anne Grue Nielsen er bosat i Sucre og arbejdede tidligere for organisationen IMCC, International Medical Cooperation Commitee i Chuquisaca regionen.