Højt oppe på den bolivianske Altiplano højslette i mere end 3.700 meters højde ligger hospitalet San Juan de Díos i provinshovedstaden Oruro. Her regerer Rosmery Betty Flores Cardozo, 55-årig oversygeplejerske og fagforeningsleder. Hun har måttet kæmpe for stort set alt her i livet.
Rosmery mistede sin mor, da hun var 12 år gammel, og hun levede det meste af sin barndom sammen med sine søskende og deres far, som var gammel militærmand og meget hård ved alle børnene. Som hun selv formulerer det:
”Jeg havde ikke en lykkelig barndom”.
Hun blev gift som 23-årig med sit livs udkårne, men skæbnen ville, at hun blev enke i en meget tidlig alder, kun lige fyldt 33 år – og blev dermed eneforsørger for tre mindre børn.
Til en start arbejdede hun med forefaldende arbejde på hospitalet og tog sideløbende sin uddannelse som sygeplejerske. Hun bed tænderne sammen og fik enderne til at mødes på arbejdet og hjemmefronten.
Chikane af værste skuffe
Det største problem opstod, da hun efter endt eksamen blev beordret til at tage sit første arbejde i en lille landsby langt væk fra alt. Hun havde anmodet om at blive placeret et sted, hvor hun som alenemor kunne sikre skolegang for sine tre børn. Men på trods af, at hun officielt havde fået tildelt arbejde i byen Huari ikke så langt fra Oruro, blev hun beordret til at tage til Ulmiri, hvor der ingen skole var overhovedet. Hendes protester blev ignoreret, og hun var tvunget til at efterlade sine to ældste døtre alene hos deres aldrende onkel, mens hun tog den mindste med sig. Der var ingen telefon endsige elektricitet i landsbyen, og det var lang tid før mobiltelefoner blev almindelige i Bolivia.
”Det værste var usikkerheden og den konstante frygt for, at der skulle ske noget ubehageligt, uden at jeg fik det at vide,” erindrer Rosmery.
Var ved at miste synet
Rosmery var tæt på at miste synet efter en faldulykke på arbejdspladsen. En læge som hun assisterede, pressede hende helt urimelig hårdt ved hele tiden at give hende nye opgaver, før de første var gjort færdige. Hun blev meget nervøs over den grove behandling, og da hun løb ned efter røntgenbilleder snublede hun på en trappegang og faldt hele vejen ned til den næste repos. Hendes øjne måtte efterfølgende opereres hele to gange, og i sygdomsperioden forsøgte ledelsen at få hende fyret.
”Jeg var heldig, at kooperativet San Pablo Sexto ville låne mig de 56.000 kroner, som operationen kostede. Lægerne i det offentlige sygehusvæsen havde kapituleret i forhold til min øjenskade, men i dag ser jeg fint med briller på”.
Men gælden fortsætter Rosmery med at betale af på.
Indignation og medfølelse som vigtigste brændstof
Rosmery bliver rødglødende af raseri, når hun hører om, eller selv oplever, at nogle af hendes medsøstre og kolleger får en urimelig og hård behandling. Det er en af grundene til, at hun i første omgang blev aktiv i fagbevægelsen. En anden er, at hun blev inspireret af en anden stærk kvindelig rollemodel, Irma Calle, som fik sygehusledelsen til at ryste i bukserne.
I dag har Rosmery lært at beherske sig og tænke både strategisk og taktisk, når hun går i vælten for at forsvare sine kolleger og i særdeleshed andre kvinder, som diskrimineres enten på arbejdspladsen eller bare helt generelt.
”Jeg har lært, at det sjældent giver de ønskede resultater, når vi søger den direkte konfrontation, så i stedet benytter vi os mere og mere af overraskelsesangreb, lidt i ly af mørket” fortæller hun med et smil på læben.
Rosmery har fra 2005 og frem til i dag haft tre tillidshverv i sin fagforening, og lige nu er hun forbundssekretær indenfor konfliktløsning. Hun har truffet et bevidst valg om at bruge sit liv på gennem fagbevægelsen at søge at skaffe retfærdighed, overholdelse af rettigheder, lighed mellem kønnene og kamp til den bitre ende for sine kolleger på arbejdspladsen.
”Hvis de vil fjerne mig (fra mit job), skal det være med velunderbyggede anklager og aldrig for at forsvare mine arbejdskolleger eller for at kræve respekt, mindst af alt når det handler om kvinder,” siger hun.
Rosmery er en af de mange faglige ledere, som Dansk Sygeplejerråd (DSR) har støttet via et solidaritetsprojekt i Oruro, og som Ulandssekretariatet støtter via vores programsamarbejde i Bolivia med det bolivianske sundhedsforbund CSTSPB.
Læs om kvindedagen hos UN Women
