Børnenes U-landskalender 2003 går til ørkenbørn i Niger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det bliver børn i et af verdens allerfattigste lande, hvor 85 procent af indbyggerne hverken kan læse eller skrive, der får glæde af overskuddet fra Børnenes U-landskalender i 2003.

Derfor vil danske poder op til denne Jul komme til at høre en masse om halvørkenlandet Niger, der ligger i Vestafrika på kanten af Sahara, et af de steder på kloden hvor langt de fleste børn aldrig kommer i skole. Og derfor som oftest er henvist til udsigtsløs fattigdom.

Hvert år vælger Danida et bistandsprojekt ud som modtager af overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender på DR. Projektet skal bl.a. være egnet til at fortælle, hvordan jævnaldrende i Den 3. Verden lever, og valget faldt i år på CARE Danmarks projekt “Ørkenbørn – på spring til uddannelse & demokrati” i det sydlige Niger.

Her vil der i løbet af 4 år (2004-2007) blive bygget nye landsbystyrede skoler, hvor der undervises efter helt nye undervisningsplaner, som tager udgangspunkt i børnenes liv. Bondedrengen, der passer familiens husdyr og hjælper til i marken, og pigen, der laver mad, maler hirse og passer børn, har ikke nødvendigvis behov for svære matematiske ligninger og tekster, eller for at lære fransk på bekostning af det lokale sprog.

De har behov for lærdom, som tager udgangspunkt i deres hverdag og daglige arbejde og styrker deres viden om, hvilke rettigheder og pligter, de har som borgere i et nyt demokratisk Niger (landet har nu en folkevalgt regering). De har brug for regning, der er anvendelig i den daglige husholdning og på de lokale markeder, så de ikke bliver snydt, og for miljølære i det barske land med den karrige natur og for samfundslære.

Uddannelse er nemlig ikke kun et spørgsmål om at lære at læse og skrive, men i høj grad også om at lære om samfundet. Manglen på uddannelse og et svagt udviklet civilsamfund har skabt en ond cirkel i Niger. Den efterlader de fleste mennesker uden de færdigheder eller netværk, der skal til for at holde lokale myndigheder og andre magtudøvere i ørerne og i det hele taget skabe et levende civilsamfund. Derfor skal Nigers ungdom lære, at de kan have indflydelse på deres lands demokratiske udvikling. Og derfor skal demokratiet helt ind i klasseværelset.

CARE Danmarks projekt har omkring 1.800 ørkenbørn som direkte målgruppe, idet de skal sikres skolegang på det nye grundlag. Samtidig vil projektet træne lærere og sikre et bredt samarbejde med civilsamfundet og myndighederne, hvorved demokratiske undervisningsmetoder kan sprede sig til langt større grupper. Af samme grund ventes projektet at få betydning for over 50.000 mennesker i området.

Det er også hårde odds Nigers børn og unge er oppe imod, selv om mere end halvdelen af befolkningen er under 15 år. En kombination af fattigdom, lav organisering og mangel på skoler, lærere og undervisningsmaterialer har hidtil hindret de fleste børn i at komme i skole. Undervisningsplanerne er for dårlige og utidssvarende, og undervisningen foregår næsten udelukkende på fransk, som ikke er særlig bevendt på landet, hvor de fleste bor.

DR har gjort regnskabet op for u-landskalenderen i 2002. Der blev solgt 238.000 kalendere, som hver bidrager med 21 kroner til indianske skolebørns undervisning i Bolivia i Sydamerika under et projekt ledet af den katolske hjælpeorganisation, Caritas Danmark. De i alt 4,8 mio. kr. bliver sammen med et næsten tilsvarende beløb fra Danida brugt til specialundervisning af indianske børn, der har svært ved at følge med i skolen, fordi de taler dårligt spansk.

Medarbejdere fra Caritas Danmark har i forbindelse med u-landskalenderen været rundt at holde foredrag om Bolivia i over 30 skoler. – Og det er vores plan at knytte bånd mellem nogle af de 37 skoler i Bolivia, som er omfattet af projektet, og de danske skoler, så de kan få en venskabsklasse, sagde informationskoordinator i Caritas, Knud Kluge, tidligere på året til Berlingske Tidende.

Børnenes U-landskalender kan fra mandag d. 13. oktober købes i banker og sparekasser landet over eller på www.dr.dk/netbutik
Prisen er 30 kr.

Læs mere på hjemmesiderne
www.u-landskalender.dk
www.care.dk
www.caritas.dk