Af Ingeborg Gaarde
Lørdag d. 7. september fejrer Brasilien sin uafhængighedsdag. Brasilianerne har efter 20 år i dvale rejst sig som en stormfuld folkelig bevægelse og forbereder sig til årsdagen med store demonstrationer.
Den nye græsrodsbevægelse, der har manifesteret sig i gadebilledet efter de første protester i juni, finder det rimeligt, at befolkningen oplever sociale fremskridt, der svarer til landets økonomiske fremgang.
Mens bevægelsen kræver inkludering af folkets stemmer i det politiske liv, fokuserer de brasilianske medier på den vold, uro og hærværk, der er fulgt med bølgen af protesterne i gaderne.
Ulighed
Brasilien er de sidste to årtier blevet fremhævet som en rollemodel på den internationale scene. Landet er stormet frem med imponerende væksttal.
Ifølge den anerkendte økonom, Goldman Sachs, vil Brasilien være verdens fjerde største økonomi i 2050. Med den prestigefulde placering i BRIKS-gruppen af nye fremadstormede økonomier samt ’come backet’ som et konsolideret demokrati efter militærstyrets faldt i 1985, har landet vundet stor international anseelse.
Derudover er landet af mange kendt som et turistmekka med hvide sandstrande, smukke naturrigdomme, cariparinas og sambarytmer.
Solstrålehistorierne om fuld fremgang har størstedelen af den brasilianske befolkning dog svært ved at genkende. De sætter nu massiv fokus på den hidtil oversete skyggeside: Uligheden i samfundet er stigende og alarmerende.
På trods af ti år med økonomisk vækst er nationen det 10’ende mest ulige land målt på indkomstfordeling. På gaden i Brasilien taler man om det paradoks, at landet har et rigdomsniveau på linje med Belgien men et sundhedssystem på niveau med Ghanas.
Menigmand beskylder særligt Arbejderpartiet (Partido dos Trabalhadores, PT), der har været ved magten siden 2002, for at have brudt sine løfter om at skabe demokrati, social udvikling og fattigdomsbekæmpelse.
Boligpriserne og hverdagsomkostningerne er steget voldsomt og har skabt dybe skel mellem landets lav- og middelklasse og den politiske og økonomiske elite.
Lanceringen af stigende priser på busbilletter, afsløringer af politikersager med massivt misbrug af offentlige midler samt de astronomiske beløb, staten planlægger at bruge på det kommende VM i fodbold (2014) og OL (2016), var det sammenfald af faktorer, der i juni fik bægeret til at flyde over.
Titusinder af brasilianere indtog gaderne i protest mod udviklingen i landet.
Ballademagere eller demokratiforkæmpere
De utilfredse stemmer i Brasilien har de sidste to måneder manifesteret sig på forskellig vis.
På det seneste har voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter ført til en ophedet debat om, hvem der bærer skylden for volden i gaden. De protesterende mener, at politiet overreagerer med vold, gummikugler og tåregas mod fredelige demonstranter og journalister.
På Youtube på netttet cirkulerer videooptagelser, der dokumenterer den hårde politivold og billeder af politiet, der angiveligt skulle have infiltreret demonstrationerne og ophedet stemningen blandt de demonstrerende.
På den andens side bebrejder medierne demonstranterne for sammenstødene. Særligt af den brasilianske mediegigant, ’Rede Globo’, fremstiller demonstranterne som ’utilpassede unge’ og ’ballademagere’.
Dette er et billede, mange af deltagerne fra protesterne har svært ved at genkende.
Ifølge en ung aktivist og matematikstuderende (20), der har deltaget i størstedelen af protesterne siden juni måned, underminerer medierne, det han kalder ’gadens nye parlament’ i Brasilien:
“Rede Globo sætter kun fokus på den lille aggressive gruppe, der begår hærværk, men sætter ikke fokus på baggrunden for vores protester og forsamlinger. Vi er ikke ballademagere, men almindelige mennesker, der ønsker reelt demokrati i vores land”, siger han.
Han understreger, at folk ved at indtage gaden – modsat den politiske elite – tager reelt og konkret ansvar for landet sociale udvikling:
“Størstedelen her bliver fattigere dag for dag: Alle leveomkostninger er steget, men lønninger er ikke fulgt med. Vi oplever øget vold og kriminalitet i vores daglige liv her, det kan ikke være rigtigt”.
Ifølge professor, José Dominges, professor i statskundskab ved det Føderale Universitet i Rio, er det et positivt tegn, at befolkningen indtager gaderne i Brasilien.
“Det faktum at folk kræver deres rettigheder, er en vigtig grundsten i det formelle demokrati«. Nu er det op til det politiske liv at udvikle demokratiet så befolkningen føler ejerskab, og at deres krav bliver hørt.
Make-up
De protesterende kræver investeringer i sundhed og uddannelse frem for regeringens storstilede investeringsplan i prestigebyggerier.
Brasilien forventes at bruge, hvad der svarer til 79 milliarder danske kroner på det kommende verdensmesterskab i foldbold. Det skaber vrede hos mange.
En kvindelig brasiliansk doktor (61), der på løbende basis deltager i demonstrationerne, mener, at det er borgerne, der på længere sigt kommer til at betale prisen:
“Selv om regeringen har taget forslag om stigende billetpriser til de kommende fodboldbegivenheder af bordet for at dæmpe protesterne, kommer vi til at betale for investeringerne på længere sigt”.
Hun fortæller, at minimumslønnen i Brasilien er på 766 reais per måned (svarende til 1.909 danske kroner), og at billetpriserne på de billigste plader til Rios kendte Maracana stadium er steget 30 gange i løbet af de sidste år.
De mindrebemidlede har ikke længere råd til at tage deres familier med til foldboldkamp om søndagen:
“Fodbold er kultur i Brasilien. Det var engang en nationalsport for folket. Nu er fodbold blevet en sport for eliten”, gør hun gældende.
Den brasilianske kvinde fortæller, at hun deltager i demonstrationerne, fordi hun er træt af, at regeringen bruger astronomiske beløb for kun at vise facaden af det brasilianske samfund:
“I sidste måned fik vi besøg af Paven. Det kostede os 119 millioner reais (300 mio. kr.). Det er alt sammen vores skattekroner, der bliver brugt til at omverdenen skal se et glansbillede af Brasilien, frem for at vise landets sande ansigt”.
Arbejderpartiet i krise
Et grundlæggende spørgsmål er, hvad der skete med de sociale kerneværdier, som var basen for det parti, som tidl. præsident Lula stod i spidsen for.
Der er sket ændringer for de allersvageste. I dag modtager de fattigste husholdninger en større andel af den nationale indkomst end nogensinde. Da Lula kom til magten, blev han verdenskendt for programmet kaldet ”Nul fattigdom”, hvor regeringen bl.a. yder fast finansiel støtte til fattige familier.
Ikke desto mindre er regeringens programmer rettet mod fattigdomsbekæmpelse netop under særlig hård kritik.
Ifølge Bringel går kritikken på, at regeringen ved give en pose penge til de allersvageste har bidraget til at pacificere denne del af befolkningen. Derudover har disse fremskridt ikke givet flere en mere vægtig politisk stemme eller indflydelse på de politiske processer.
Det repræsentative demokrati i krise
I kølvandet på de sidste måneders protester taler man i Brasilien i stigende grad om, at det repræsentative demokrati befinder sig i en krisetilstand. Folk føler sig førte bag lyset og ekskluderede fra den politiske arena.
Derfor vender mange i stigende grad systemet ryggen, mens de søger efter nye kanaler. Efter tre måneders gadekampe i Brasilien er folk begyndt at tale om, hvorvidt indignationen blandt befolkningen kan udmønte sig som en transformativ social demokratisk bevægelse – uden for det partipolitiske system.
I Rio de Janeiro forsamles demonstranter på ugentlig basis i distriktet Lapa, der er kendt som storbyens puls samt livlige kulturliv. Her har demonstranterne mulighed for at udvikle det, som de kalder ’folkets alternativ’.
De protesterende i Brasilien er så småt ved at institutionalisere sig i stil med Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street-bevægelsen i New York, hvor de protesterende udviklede nye organiserings- og deltagelsesformer.
En af deltagerne understreger vigtigheden af at skabe nye folkelige fora: “De her møder er en mulighed for at udveksle erfaringer og skabe gensidig forståelse mellem de forskellige paroler i demonstrationerne. Det er vigtigt, at vi drøfter konkrete forslag til det fælles alternativ, vi ønsker”.
Demonstranten er medlem af Brasiliens største bevægelse af jordløse bønder (Movimento Sem Terra, MST), der kæmper for omfordeling af landbrugsjorden i Brasilien. Han har den sidste måned hver uge fundet vejen ind til byen for at deltage i drøftelserne af, hvilken retning bevægelsen skal tage.
Da han modtager den vandrende mikrofon i kredsen af deltagere, er kritikken rettet mod, at Arbejderpartiet ikke har indfriet sine løfter om at indføre jordreformer i Brasilien:
“Vi har aldrig oplevet den omfordeling af jord, som vi blev lovet, siden vi stemte på Lula for første gang. Regeringen fortsætter med at satse på agro-industrien i Brasilien, men svigter de svageste samfundsgrupper i samfundet”.
Inddrag græsrødderne
2014 er ikke blot året, da det omdiskuterede VM i foldbold finder sted i Brasilien. Brasilianerne går også et valgår i møde.
Præsident Dilma Rousseff, der selv har en fortid som politisk aktivist, har med forskellige udmeldinger forsøgt at genvinde tilliden hos demonstranterne og bl.a. udtalt, at ’de fredelige demonstrationer er legitime og berettigede i demokratiet’.
Ifølge Breno Bringel er det dog ikke nok at Rousseff anerkender demonstrationerne: “Befolkningen finder det rimeligt, at den politiske elite lytter til befolkningens krav om frie medier og sociale fremskridt, der svarer til landets økonomiske fremgang”.
Det bliver vanskeligt for PT at genvinde det tabte terræn. De unge har ingen erindring af partiet som rodfæstet i sociale bevægelser.
De forbinder i stedet Arbejderpartiet med den systematiske korruption i det politiske system.
Sociologen minder os om, at sociale bevægelser tager temperaturen på samfundet:
“Selv om det ikke altid er behageligt, så er det nødvendigt at lytte til, hvad termometret siger. PT har de sidste 20 år svigtet sine vælgere. Det bliver de straffet for nu”.
Arbejderpartiet befinder sig i en situation, hvor det er tvunget til at balancere mellem de internationale forventninger til de næste års internationale prestigeevents og samtidig skabe ro på hjemmebanen forud for valget næste år.
Derudover peger brasilianske eksperter i stigende grad på konsekvenserne af PTs lammelse: Hvis den nuværende regering fortsætter med at miste opbakning, kan det betyde en højreorienteret sejr ved præsidentvalget næste år.
Spørgsmålet er, om Dilma Rousseff tør smide make-up’en og være anfører for, at den politiske elite ikke blot anerkender men også sadler om og lytter til kravene og idéerne fra Brasiliens nye stemmer.
Ingeborg Gaarde er cand.scient.pol. og Ph.d.-kandidat, bosat i Paris, men har netop besøgt Brasilien. Hun er tillige blogger her på U-landsnyt.dk.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/07-09-13/brasiliens-underhus-vil-opgive-hemmelige-afstemnin
