Af Thomas Baagø-Rasmussen, U-landsnyt.dk
Som et middel for at tøjle landets inflation har den brasilianske centralbank for sjette gang i træk hævet renten – denne gang fra 9,5 til 10 procent. Dermed bliver det dyrere at optage lån for boligejere og virksomheder.
Det seneste årti har Brasilien gennemgået en omfattende økonomisk udvikling. Middelklassen er vokset og millioner af borgere er trukket ud af fattigdom. Nu har væksten imidlertid sænket farten, det offentlige underskud vokser og inflationen driller.
I et forsøg på netop at tøjle inflationen besluttede den brasilianske centralbank i slutningen af november at hæve renten igen, denne gang fra 9,5 procent til 10 procent.
”Den brasilianske centralbank forsøger at være lidt på forkant med udviklingen, og undgå at inflationen løber løbsk. Normalt hæver man renten, fordi væksten buldrer af sted, men i det her tilfælde er det altså et forsøg på at tage højde for de konstant stigende priser på trods af svag vækst. Det er ikke gode nyheder for de brasilianske hus- og virksomhedsejere, der jo så får højere udgifter i forbindelse med deres lån,” fortæller Peter Skøttegaard Øemig, makronanalytiker i Jyske Bank.
Valg i 2014
Netop de brasilianske forbrugeres udgifter og økonomiske råderum er et betændt anliggende for myndighederne, eftersom der er valg i Brasilien i 2014.
”Der er valg næste år og det placerer centraladministrationen i lidt af et dilemma. Der ligger et politisk hensyn i ikke at presse forbrugerne alt for meget på pengepungen, og samtidig et økonomisk hensyn i at styre nationaløkonomien i den rigtige retning,” siger Peter Skøttegaard Øemig.
Det er sjette gang i træk af centralbanken hæver renten.