Højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro vandt først runde af præsidentvalget i Brasilien, som blev afholdt søndag. Men knap 47 procent af stemmerne var han tæt på at løbe med valgsejren uden en anden runde, hvortil der kræves flere end 50 procent af stemmerne.
Nummer to blev Fernando Haddad fra arbejderpartiet med knap 29 procent af stemmerne.
De to kandidater skal nu mødes i valgets anden runde 28. oktober.
Kontroversiel kandidat
Bolsonaro er en kontroversiel kandidat og er blevet sammenlignet med USA’s Donald Trump. Det skyldes ikke mindst hans nationalistiske og konservative politik og hans evne til at polarisere, skriver Washington Post.
Blandt hans politikpunkter er modstand mod abort, ægteskab mellem folk af samme køn, indvandring fra f.eks. Haiti og afrikanske lande samt landreformer.
Til gengæld mener han at landet bør indføre dødsstraf for alvorlige forbrydelser og mener ikke, at det er et problem, hvis politiet benytter sig af tortur. Han har desuden talt godt om landets tidligere militærstyre.
Han har også lovet at trække landet ud af den internationale klimaaftale.
Vil tættere på USA
Hvis han bliver præsident vil han forsøge at forbedre forholdet til USA, som blev kølet af under de venstreorientede præsidenter Lula da Silva og Dilma Rousseff.
Hans kernevælgere er hvide mænd mens hans opbakning blandt den kvindelige del af befolkningen er på omkring 20 procent.
Under et valgmøde 6. september blev han overfaldet og stukket i maven med en kniv. Ifølge hans familie mistede han meget blod og han har ikke været i stand til at føre valgkampagne op til valgets første runde søndag.