Den danske sygeplejerske Ann-Sophie Iuel-Brockdorff rejste i februar til Korma-distriktet i den krigshærgede Darfur-region i det vestlige Sudan for at arbejde på Læger uden Grænsers mobile lægeklinikker i området.
Her følger Ann-Sophies andet rejsebrev fra Darfur.
Darfur den 21. april 2005
En dag jeg ankommer til klinikken, møder jeg en af de ansatte. “Sophie, Sophie, baby ayana ketir” siger han hektisk (Sophie, baby meget syg). Jeg ved straks, at han taler om den underernærede pige på 20 måneder, som jeg behandlede i går.
Går hen for at tilse hende, og hun ligger helt apatisk hen, er kold og klam og reagerer ikke, da jeg undersøger hende. Moderen fortæller at hun i en halv time nu har ligget på den måde. Hendes hjerterytme er fin, men vejrtrækningen langsom og uregelmæssig, og jeg kan slet ikke få liv i hende.
Jeg prøver at få adgang til en vene for at give hende noget medicin og noget væske, men alle vener er kollapset på hende. Må i stedet give hende noget antibiotika i musklen – hader at skulle stikke i de underernærede børn på den måde – og giver hende noget sukkervand igennem endetarmen for at få hendes temperatur og blodsukker op. Svøber hende ind i et tæppe og beder chaufføren om at få overflyttet barnet hurtigst muligt.
Står og tvivler på om vi overhovedet kan nå frem i tide, men det er et forsøg værd, og jeg beder vores chauffør, om at kører så hurtigt som muligt, selvom det er svært på disse veje, der til tider ikke er andet end klipper. Vi kører derudaf, og jeg meddeler over radioen, at jeg er på vej med en patient.
Kan ikke mærke puls
Selv om jeg aldrig før er kommet så hurtigt frem til hospitalet, virker det som uendelig lang tid. Vender mig hele tiden om for at se til barnet, der bliver mere og mere voksagtig at se på.
Da vi når til det sidste checkpoint inden hospitalet, beder jeg til, at vagterne ikke vil trække det i langdrag, som de vanligvis gør, ved at skulle endevende og dobbeltchecke alle papirer. Men gudskelov får vi lov til at passere uden problemer.
Da vi ankommer til hospitalet, kan jeg ikke mærke pigens puls, og hun er fuldstændig kold. Pludselig kommer der en lille lyd fra hendes mund, og jeg løber ind med hende.
Jeg møder 2 af vore læger, som netop er ankommet i dag fra et andet projekt. Der er ikke tid til at sludre, selv om gensynsglæden er stor, og vi går straks i gang med at ventilere barnet.
Mens jeg giver hende luft, prøver de 2 læger at finde en vene, men de har lige så lidt succes som jeg. Den ene læge lægger en kanyle i pigens skinneben, for at give hende væske igennem knoglemarven. En metode jeg aldrig har set før, og det er en ret voldsom oplevelse, da man simpelt hen skal helt ind i knoglen.
Gudskelov er pigen bevidstløs, “Kom nu lille pige” tænker jeg, “nu er vi nået så langt, lad nu være med at give op”.
Lægerne leder stadig efter en vene, og en af dem snakker lystigt om vind og vejr. Han spørger til vores projekt, og spørger nysgerrigt hvordan jeg har fået alle mine pigmentpletter.
Ved ikke hvad det er med disse intensivlæger, men de skal altid tale om de mest ligegyldige ting, mens man står og prøver at få liv i en patient. Svarer i starten lidt kort for hovedet, da jeg egentlig finder det lidt upassende at stå og tale om mine pigmentpletter, mens et barn er ved at dø, men efter lidt tid virker det faktisk beroligende, og vores arbejde glider let og uhektisk.
En lille bøn
Væsken virker mirakuløst efter lidt tid, og det lykkes lægen at finde en vene i pigens skalp, hvor han får lagt en nål. Hun får noget medicin til at hjælpe hende med at trække vejret, og efter lidt tid kan jeg stoppe med at ventilere. Pigen begynder selv at trække vejret, langsomt men sikkert, og hun begynder at få varme i kroppen igen. Oh hvilken lykke det er.
Jeg trækker moderen hen, som nervøst har holdt sig i baggrunden under hele seancen. Hun tør først ikke nærme sig barnet, da hun er bange for at hun er død. Jeg prøver at fortælle, at barnet er ok, hvilket mit arabiske lige akkurat rækker til, men overlader det til den ene læge at forklare de nærmere omstændigheder.
Da vi har sikret os, at pigen er stabil, giver lægen de sidste instrukser til sygeplejersken, og vi forlader afdelingen.
Er lettet og lykkelig over, at vi nåede frem i tide til disse to kompetente læger, og har lyst til at give dem begge et kæmpe kys. Behersker mig dog, for det første tror jeg nok, at den muslimske læge ville blive noget chokeret, og for det andet er det stadig for tidligt at sige om pigen vil klare det.
Jeg når lige at se til den lille pige, der stadig trækker vejret regelmæssigt, inden jeg bliver nødt til at gå. Hendes lille krop er varm, og væsken løber fint ind i hendes åre.
Jeg fortæller moderen, at lægerne vil tage sig godt af hende og tager afsked med en lille bøn om, at hun vil klare det.
Mange hilsner fra Sudan
Ann-Sophie
Kilde: www.msf.dk
