Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Brexit betyder, at Nordirland følger United Kingdom (UK/Det Forenede Kongerige) ud af den Europæiske Union, mens Irland forbliver i EU.
Uden en aftale mellem EU og briterne inden den 31. oktober risikeres et hårdt brexit, hvilket vil sige, at den fysisk grænse mellem Irland og Nordirland kan genopstå. Toldstationer og grænsekontrol på den delte irske ø frygtes at undergrave den fredsaftale, der afsluttede 25 års borgerkrig i 1998.
Backstop er et politiske sikkerhedsnet – en garanti – der skal sikre, at Nordirland og Irland forbliver ét marked uden en fysisk grænse, selv om EU og briterne ikke kan enes om en handelsaftale i løbet af en overgangsperiode inden UK forlader EU.
Problemet om varernes vandring
Boris Johnsons allerseneste udspil går ud på at forhindre en hård grænse med Irland og at afskaffe et backstop, således at Nordirland bliver medlem af to toldområder – både EU’s og UK’s. Konsekvensen af forslaget er, at varer, der importeres til Nordirland, skal kunne spores: Bliver de brugt i Nordirland, er toldafgiften anderledes, end hvis varen eksporteres ud af Nordirland. Når det endelige bestemmelsessted er kendt, kan der afregnes med tolderne. Det giver mange mellemregninger at holde styr på, og nye muligheder for smugling.
Forslaget ligger derfor langt fra EU’s krav. Michel Barnier, EU’s chefforhandler, forklarer det med et eksempel på handel med sukker – en problematik, som er særdeles velkendt i Østafrika.
Når UK har forladt EU, kan England for eksempel lave en aftale om import af billig (og stærkt subsidieret) sukker fra Brasilien. Sukkeret afskibes derefter fra England over Det Irske Hav til Nordirland.
Hvis det ender i nordirske tekopper, har EU intet problem. Men hvis sukkeret bruges til nordirsk produktion af sodavand, som derefter eksporteres til EU, skal der betales en EU-told af sukkeret. Ellers udsættes sodavandsfabrikkerne i EU for unfair konkurrence. EU frygter, at det bliver endog meget svært at spore sukkerets vandring gennem ofte lange globale værdikæder til slutforbrugeren. Uden sikker dokumentation kan en korrekt told ikke blive betalt.
Østafrikas erfaringer med dobbelte toldområder
Dét problem ved de alt om i Østafrika. Her er flere lande medlemmer af to toldområder på en gang, ligesom Boris Johnson – eller BoJo, som han kaldes – forestiller sig, at Nordirland skal være det.
I Østafrika søges den hårde grænse mellem landene dog opretholdt. BoJos nye forslag udmærker sig ved, at den hårde grænsekontrol mellem Irland og Nordirland skal fjernes. Hvad er de østafrikanske erfaringer?
Kenya er medlem af både det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og af Common Market for Eastern and Southern Africa (COMESA). Tanzania er medlem af EAC og af Southern African Development Community (SADC).
De to lande fører også forskellige handelspolitikker. Kenya har en lav toldsats på import af sukker (fordi politikerne vil sikre forbrugerne billig sukker). Tanzania har en høj sats (for at beskytte producenterne mod unfair konkurrence fra subsidieret importeret sukker, så landet på sigt kan blive selvforsynende).
Hvis Kenya importerer sukker fra Brasilien, er det ofte pålagt en lav told. Importeres det fra Egypten, som også er medlem af COMESA, er sukkeret toldfrit (op til en bestemt kvote-grænse).
Bruges det importerede sukker i Kenya, er der ingen problemer i forhold til de andre EAC-lande. Men der er store profitter at hente for grovvareselskaber, der importerer toldfrit sukker fra COMESA og eksporterer det til fx Tanzania, hvis toldsats på sukker er højere. Det er godt nok ulovligt, men vakse handelshuse ompakker det importerede sukker, så der står ”Product of Kenya” på sukkersækkene, og sælger derpå varen i Tanzania. Lokalt produceret sukker kan nemlig handles toldfrit indenfor EAC.
Grovvareselskaberne spekulerer også i, at Tanzania tit ændrer toldsatserne for sukker. Derfor hamstres importeret sukker købt til lave toldsatser, indtil toldsatserne (og dermed butikspriserne) stiger. Det oplagrede sukker kan da sælges med god fortjeneste. Ikke overraskende er ejerne af selskaberne blandt de rigeste mennesker i Østafrika.
Ikke bare smugling, men også handelskrige, forstærkes af landenes medlemskab af to toldområder. For handelskrige opstår typisk på grund af usikkerhed om, hvor sukkeret i virkeligheden produceres (Rules of Origin disputter): Er det importeret, eller er det lokalt dyrket? Tolderne stopper derfor lastvogne ved grænsen, indtil de finder ud af det (ofte en kompliceret sag). Oprindelseslandet afgør nemlig, hvor meget told der skal betales ved grænsen.
I mellemtiden fyger beskyldninger om sabotage mellem de involverede lande. Selv præsidenter involverer sig. Handelskrige om sukker smitter af på handlen med andre varer, fordi landene søger at gøre gengæld. Sådanne konflikter har stået på i årevis. Med tiden bliver det sværere at indgå kompromis og finde fælles fodslag. Handelskrigene fortsætter.
Forvirret? Forblændet? For meget?
Brexit er politisk og administrativt dybt kompliceret. Men hvis parterne med åbne øjne bliver enige om, at Nordirland både skal være i UKs og EU’s toldområde – samtidigt med at den hårde grænse til Irland ophæves – er døren til smugling og handelskonflikter vidt åben. Boris Johnson skal bare spørge i Østafrika.
Sandheden er, at Brexit bliver en bitter pille at sluge – med eller uden sukker.
