Britisk museum vil forhandle om statue fra Påskeøen

hoa_hakananaia
Statuen Hoa Hakananai’a fra Rapa Nui - også kendt som Påskeøen - står på British Museum i London.
Foto: James Miles (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

På British Museum i London står den 1.000 år gamle statue Hoa Hakananai’a. Museet anser den for en af sine fineste genstande og den er blandt de 12 højdepunkter som museet anbefaler til besøgende.

Statuen blev for 150 år siden hentet fra Rapa Nui, også kendt som Påskeøen, der er en del af Chile. Den blev i første omgang givet som gave til dronning Viktoria og senere endte den på museet.

Den anses for et af de fineste eksempler på skulpturkunst fra øen og bl.a. derfor vil selvstyreregeringen have den tilbage. I august bad den sammen med centralregeringen i Chile om at få statuen tilbage, hvilken man kan læse mere om i artiklen Chile vil have unik statue hjem til Påskeøen 

I denne uge har en delegation fra Rapa Nui og Chile mødtes med repræsentanter for British Museum og det har ført til en aftale om i første omgang at indlede samtaler om at statuen muligvis kan vende tilbage til hjemøen.

British Museum har en af verdens mest omfattende samlinger af kunst- og kulturgenstande fra hele verden.