Nils Bjerregaard har netop skiftet operationsgangen på Aalborg Sygehus ud med hospitalet i Lubutu i den centrale del af DR Congo.
Her skal den 35-årige aalborgenser i 6 uger arbejde som anæstesi-læge på hospitalet, hvor Læger uden Grænser har været aktiv siden 2006.
Patienterne, som Nils Bjerregaard skal bedøve, lider typisk af forskellige skader eller har brug for mave-tarm kirurgi som f.eks. brokoperationer. En stor del af operationer er også akutte kejsersnit.
– Der vil selvsagt være anderledes forhold end herhjemme, men essensen af arbejdet er det samme. Det handler om at vurdere patienterne, planlægge med kirurgerne og udføre bedøvelsen til operationerne. Derudover kommer en del undervisning og rådgivning, siger han.
I Lubutu får Nils Bjerregaard omkring 20 internationalt udsendte og 265 congolesiske kollegaer. Udover en kirurgisk afdeling tilbyder Læger uden Grænser medicinsk behandling og driver sundhedscentre, som bl.a. yder grundlæggende sundhedshjælp, vaccinationer, hjælp til gravide og fødende og screening af underernærede børn.
Som anæstesilæge kan Nils Bjerregaard se frem til en relativt kort, men intensiv udsendelse. Han tager af sted med fin opbakning i rygsækken:
– Jeg har fået utroligt meget opbakning både fra min arbejdsgiver, kollegaer, venner og familie til at gøre det her, selv om der selvfølgelig også har været lidt bekymring, fortæller Nils Bjerregaard, der må undvære sin kæreste og 2 børn, mens han er i DR Congo.
Nils Bjerregaard er uddannet fra Aarhus Universitet i 2002 og færdiggjorde i 2009 sin specialisering som anæstesilæge. Han er vokset op i Hjørring og bor til daglig i Aalborg.
Læger uden Grænser har arbejdet i DR Congo – det tidl. Zaire – siden 1981.