Burmesiske Win Maw løslades

Burma Vj af Anders Østergaard
Forfatter billede

VJ og komponist Win Maw er blandt de 651 fanger, som fredag blev løsladt af den burmesiske regering efter fire års fangenskab.

Det bekræfter Freemuse i en pressemeddelelse. Freemuse er en international NGO med sekretariat i København, som bekæmper musikcensur verden over.

Sidste år vandt Win Maw prisen Freedom to Create, som han blev nomineret til af netop Freemuse, der i flere år har arbejdet for hans løsladelse.

Win Maw blev arresteret 27. november 2007 og fængslet med beskyldninger om, at han var en af hovedkræfterne bag nyhedsdækningen af munkeoprøret i landet i september 2007.

Win Maw er en af Burmas mest kendte musikere og en af bidragyderne til den prisvindende dokumentarfilm ”Burma VJ” af danske Anders Østergaard, hvor modige unge burmesere – deriblandt Win Maw – blev udstyret med handycams og med risiko fro tortur og fængselsdomme lavede reportager fra gaderne i Rangoon og fra munkeoprøret i 2007.

Under Win Maws tilfangetagelse blev han udsat for både vold og tortur.

Ud over Win Maw er også digteren og bloggeren Nay Phone blevet frigivet. Det skriver Dansk PEN i deres nyhedsbrev i dag fredag. Nay Phone blev fængslet 29. januar 2008 og har været på PEN’s caseliste siden da.