Burundi: Sidste kæmpende rebelgruppe vil tale fred

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den sidste rebelgruppe, der stadig kæmper mod Burundis regering, er gået med til fredsforhandlinger med det lille centralafrikanske lands præsident, rapporterer BBC Online mandag.

En talsmand for “De Nationale Befrielsesstyrker”, FNL, sagde, at fredsdrøftelserne vil finde sted mellem 15. og 20. januar. Indtil nu har FNL afvist at forhandle med præsidenten, som tilhører Hutu-flertallet. FNL vil kun forhandle med Tutsier, som bevægelsen mener sidde på den reelle magt og stadig dominerer hæren.

Over 300.000 er døde alene de sidste 10 år under den etnisk-betonede borgerkrig i Burundi, som siden selvstændigheden fra Belgien i 1962 har været styret af Tutsi-mindretallet, der udgør under en femtedel af befolkningen.

Fredsforhandlingerne vil blive holdt i udlandet. Tidligere forhandlinger mellem en anden Hutu-rebelgruppe, “Kræfterne til Demokratiets Forsvar”, FDD, og regeringen blev holdt i Sydafrika. De førte til en fredsaftale, som bl.a. betyder, at FDD-rebellerne demobiliseres og indrulleres i hæren. Samtidig får hæren ny ledelse. Ændringerne ventes effektueret i løbet af få dage.

FNL-bevægelsen, der nu sætter sig til forhandlingsbordet med “nationens fader”, som den pludselig betegner præsident Domitien Ndayizeye, har samtidig droppet sit krav om, at Burundis førende romersk-katolske gejstlige skal forlade landet.

Kravet kom efter, at landets ærkebiskop, Simon Ntamwana, beskyldte FNL for at stå bag drabet på Vatikanets udsending til Burundi, Michael Courtney, som blev skudt ned i sidste uge. Courtney blev begravet i Irland lørdag, anfører BBC.

Stærke kræfter på det afrikanske kontinent ønsker stabilitet i De Store Søers område, hvad der bl.a. har ført til, at selveste Nelson Mandela har været aktiv i fredsprocessen i Burundi.

Burundi er p.t. det eneste land uden en fredsaftale mellem tidligere krigsførende parter i regionen og medmindre Burundi stabiliseres kan den lille etniske krudttønde risikere at antænde hele området, lyder argumentet.