Her i Madagaskar ud fra Afrikas sydøstlige kyst står den p.t. på genlæsning af gamle Afrika-bøger, inklusive bøger fra et par danske helte.
Læsningen bekræfter igen, at fordybelsens verden via en rigtig god gammeldags papirbog ikke er så værst endda, og samtidig får jeg den tanke, at vi er sådan en lille klike danske Afrika-kendere, som går rundt med et depot af viden, som – hvis den blev delt og bearbejdet som open source – ville kunne give løsninger på alverdens problemer. Kontinentet er jo nøjagtig lige så komplekst som resten af verden, om ikke mere.
Men vi deler ikke, ikke ret mange af os i hvert fald, og gør vi endelig, er det privat og med en nidkærhed, som behandlede vi statslige hemmeligheder. I stedet holder vi vores genialiteter for os selv til en dag, hvor det lykkes at få dem offentliggjort et eller andet sted. Mange af os går rundt med en fornemmelse af, at vi hver især ejer Afrika.
Kan være, jeg strammer den her, så lad mig nøjes med mig selv. Jeg ejer Afrika. Slut, basta.
Jeg har en viden, som overgår langt, langt de flestes på denne jordklode. Jeg har boet så længe og så mange steder og levet mig ind i så mange ting på kontinentet, at min viden står så stærkt, at jeg tør påstå det.
Og det er fint i dagligdagen, hvor jeg hygger mig med at udbygge min viden med input og indtryk, som jeg lægger ind bag hjernebarken til videre behandling, indtil jeg en dag igen delagtiggør omverdenen i en eller anden ny indsigt.
Imens lader jeg det strategisk ligge, at jeg selvfølgelig ikke ved ret meget eller på nogen måde burde kalde mig ekspert, som enkelte andre har for vane at gøre. I forhold til sagens, Afrikas, enorme omfang ved jeg så godt som ingenting, men man kan vel altid lade som om.
Ikke alene om det
Det her er selvfølgelig ikke begrænset til Afrika-nørder. At nære følelsen og overbevisningen om, at man er eneejer til en bestemt viden og et område og holde det tæt på kroppen findes sikkert alle steder.
Tag for eksempel de to herlige journalister, amerikaneren Thomas Friedman og briten Robert Fisk. De dækkede begge borgerkrigen i Libanon og udgav næsten samtidig hver deres murstensbog om emnet, henholdsvis med titlerne ’From Beirut to Jerusalem’ og ’Pity the Nation.’
De kan umuligt have undgået at møde hinanden, særligt i Beirut, hvor de fleste journalister, der ikke var flygtet fra borgerkrigen, boede på det sikre Commodore Hotel. Men de nævner ikke hinanden med et ord i de to bøger – ikke et!
Nå Afrika!
Og så er det, at jeg alligevel går rundt og nærer et lønligt håb om, at vi på vore danske kanter kunne åbne op for lidt open source blandt os stadig levende, så en generel viden om Afrika kunne bredes ud til større skarer.
Den eksisterende litteratur på dansk vidner jo om et enormt individuelt engagement.
Prøv bare at checke op på nogle eksemplarer af det bagkatalog af bøger fra danskere, der har været rundt i Afrika og er blevet grebet og har givet deres begejstring og indsigt videre. Der er en del, og jeg elsker dem – bøgerne i hvert fald.
Bagkataloget
Tag nu Paul Iserts smukke tanker og breve fra Guldkysten fra1783-8. Tag Thorkild Hansen, der ’sad og sad’ under den ’enøjede despot’ i Ghana i 1960’erne. Tag akademikere som Holger Bernt Hansen, der fulgte Uganda tæt på et afgørende tidspunkt i landets historie, og som tillige nårsomhelst kan give sin vurdering af nogenlunde hvad som helst hvor som helst på kontinentet. Tag Klaus Winkel, der engang fandt forklaringen på Afrikas problemer, sådan da.
Tag de mere kunstnerisk anlagte, der har formidlet i romanform, som Karen Blixen og hendes aristokratiske liv og kaffeforsøg ved Ngong-bakkerne i Kenya. Lars Bonnevie og han ukuelige kynisme og indlevelse i Zimbabwe og Botswana i1980’erne. Gretelise Holm med sin fascination af Mercedes’er i det sydlige Afrika. Og ikke at forglemme Jacob Ejersbos kæntrede familiesaga fra Tanzania.
Der er journalister som Øyvind Kyrø, som fik ondt i røven af at sidde bag på en motorcykel i det østlige DR Congo. Peter Tygesens veldrejede bog om det drømmeagtige DR Congo, og så er der de mange NGO-folk, der kom med på den danske bistandsvogn, som satte i gang i tresserne.
De nød godt af velpolstrede organisationer, hvor publicering af værker om bistand og Afrika var væsentligt lettere end nu, og det kan man så misunde den generation, som man kan misunde den så meget andet, når vi i vore dage kæmper en uphill battle for at få et forlag til at trykke selv et lille værk om Afrika. I dag kigges der på bundlinjen, og dernede i bunden genererer Afrika ikke sorte tal. Det ved enhver forlægger.
Blandt NGO-folkene finder vi en Knud Vilby og en Bjørn Førde med deres bunker af bøger og en Else Lidegaard, der kom dybt ned i forholdene i Niger med Mellemfolkeligt Samvirke i ryggen. Og så er der Jørn Eskildsens feltstudier og æren af at have videreformidlet en fabelagtig vandrehistorie om en overdimensioneret moskito til danske læsere.
Som skidt fra en spædekalv
Og ingeniører som Erik Nørgaard, der var godt rundt i det sydlige Afrika og løftede sit arbejde med broer, havne og infrastruktur op i en højere politisk kontekst. Eller hele skoven af konsulenter og eksperter, som der nok er flest af blandt danske Afrika-nørder, som Kim Højgaard Rasmussen, der opererer i privatsektoren og som slår sig løs i et par sjove antihelt-bøger om sine oplevelser. Hvor svært kan det være? Jo, det kan være rigtigt svært!
Eller den uforglemmelige Jørgen E. Petersen, der insisterede på, at landeveje på kryds og tværs af Afrika var løsningen på kontinentets problemer, og som i radioen brillerede med at udtale de lange afrikanske navne fuldt ud, vistnok med en lille ironisk djævel i mikrofonen. Således kunne man som lytter forvisse sig om, at den sydafrikanske zulu-leders fulde navn var Mangosuthu Gatsha Buthelezi, udtalt af Petersen som skidt fra en spædekalv.
Forskellige vinkler, svingende kvalitet, men vi er alle en del af en særlig fælles bevidsthed: Et Afrika set gennem danske briller, vores øjne og vores bevidsthed. Vi nulevende burde arbejde lidt mere sammen.
Det sagt er jeg i dag rykket på tværs af kontinentet, nordvestpå til Marokko og læser Tahar ben Jellouns ’Rejsen’ i Lars Bonnevies oversættelse. Eminent, som de fleste af Jellouns bøger. Der skal også være plads til ikke-danskere.
