CARE Danmark ud af Bolivia i løbet af 2004

Redaktionen

Mænd, kvinder, børn og gamle deltog i de indledende møder, da CARE Danmark indledte sine projekter i Bolivia for over 10 år siden.

Den første opgave gik ud på få tegnet et kort over landsbyen og dens beboere. Siden har CARE været med til at organisere landbrug, genplante skov, sikre rent drikkevand og iværksætte bæredygtig produktion af kaffe og kakao. Blandt andet.

Fra nu af er det op til de tusindvis af landsbybeboere og lokale samarbejdspartnere, som har deltaget i projekterne gennem årene, at bære udviklingen videre. CARE Danmark afslutter sit arbejde i Bolivia og håber på at ideerne og metoderne vil vokse videre fremover, fremgår det af organisationens seneste elektroniske nyhedsbrev.
 
I løbet af 2004 sætter CARE Danmark punktum for sine aktiviteter i det sydamerikanske Andesland. – Der er altid en risiko, når man trækker sig ud af et land. Vi har jo ingen garanti for at de aktiviteter, vi har sat i gang, vil fortsætte. Det kræver, at lokalbefolkningen kan køre det videre på egen hånd, og at både de lokale myndigheder og NGOere er deres ansvar bevidst, siger Holger Hansen til CARE-informationsmedarbejder Mikala Satiya Rørbech.

Holger Hansen er koordinator for CARE Danmarks arbejde i Bolivia og er lige nu ved at gøre regnskabet op efter 7 års projekter i landet.

– Det er selvfølgelig lettest at måle på de konkrete ting, som at vi har fået forbedret vandforsyningen, forbedret deres landbrug, organiseret svineopdræt, lavet køkkenhaver og den slags. Det svære er at måle udviklingen i den måde, de forskellige parter snakker sammen på og forhandler på, siger han.
 
Og netop samtaleklimaet er altafgørende for projekternes bæredygtighed på længere sigt. Til at begynde med koncentrerer man sig typisk mest om at sætte en masse konkrete aktiviteter i gang, fremgår det af artiklen i nyhedsbrevet.

Men for at arbejdet skal gøre gavn på langt sigt, går en stor del af indsatsen i de sidste faser ud på at opbygge kompetencen blandt de lokale, så de selv kan fortsætte den udvikling projekterne har sat i gang.

Første skridt er, at de selv føler ansvar for udviklingen, så de påtager sig en aktiv rolle og er bevidst om deres rettigheder og ansvar i forhold til den måde eksempelvis naturressourcerne fordeles og anvendes på.

I Bolivia har CARE bl.a. trænet lokale samarbejdspartnere i at kunne analysere deres livssituation og sætte mål for deres udvikling. De blev også trænet i hvordan man kan holde møder, udarbejde ansøgninger og regnskaber og i det hele taget gennemføre projekter og skabe kontakter og netværk.
Alt sammen redskaber, som de kan bruge på lang sigt for få større indflydelse på de vilkår, de lever under.
 
– Den fattige del af befolkningen er måske nok vant til at organisere sig ud fra traditioner og familietilhørsforhold, men fordi de typisk lever ret isoleret, er de er ikke vant til at bruge den organisering udadtil. Ofte kan den måde de organiserer sig på forbedres, ligesom vi kan lære dem, hvordan man gør det på en demokratisk måde. F. eks. ved at inddrage kvinderne mere aktivt, fortæller Holger Hansen og tilføjer:
 
– Det er ikke altid så enkelt. Vores projekter bygger på frivillig deltagelse, og erfaringen viser, at det oftest er de mest ressourcestærke, som vil være med. Det kan være svært at få fat i de fattigste af de fattige. Derfor er det vigtigt at arbejde med de lokale “ledere”, så de også føler ansvar for, at de fattigste får gavn af projektet.

Hvad har CARE så gennemført i Boliva ifølge organisationens nyhedsbrev?
 
Nationalpark projekt (Madidi 1-2 og Park Strengthening Project)
Beboerne fra 46 landsbyer omkring den næsten 2 millioner hektar store Madidi Nationalpark har via workshops og anden deltagelse været med til at udvikle nye retningslinjer og normer for, hvordan den lokale befolkning sikres gavn af nationalparken uden at skade dyr og planter.
Desuden har indianerne omkring Madidi fået vejledning i at etablere skovagerbrug og i hvordan man rydder jorden bedst muligt (afskovning) så de ikke er afhængige af nationalparken for at overleve.
 
Rent drikkevand (Madidi vand og sanitet)
Etablering af vandforsyning, toiletter, og træning i hygiejne for 1.000 familier. Adgangen til rent drikkevand har forbedret sundhedstilstanden både blandt de oprindelige beboere og de mange fattige tilflyttere fra højlandet. Det betyder bl.a. færre sygdomsepidemier og fald i børnedødelighed.

Udvikling af landbrug (CADENA)
Projekt om udvikling og rådgivning om bæredygtigt landbrug. Projektet involverede 1.650 familier i Chuquisaca området. Og gik bl.a. ud på at etablere 1.062 kornmagasiner i 51 landsbyer. Oprettelse af 129 hønsegårde. Fælles kreditter og fonde. Styrkelse af kvindeorganisationer, opbygning af lederskab for kvindelige ledere, planlægning og styring af køkkenhaver, landbrug og ernæring
 
Landbrugsrådgivning (MIRNA)
Strategi til forbedring af leveforhold for 50 grupperinger af Levi indianere og andre fattige bønder med nye bosættelser i lavlandet. Bl.a. uddannelse af 120 barfods-landbrugsrådgivere som kunne rådgive i agerbrug, genplantning af skov og bedre udnyttelse af jorden.
Dette projekt blev afsluttet i 2002 på grund af VK-regeringens nedskæringer i bistandsbudgettet.

Økoturisme (San Miguel Ecoturism Project)
Analyse af potentiale for at oprette en bæredygtig turistindustri. Uddannelse af guider, analyser af turismens indvirkning på flora og fauna. Oprettelse af 2 databaser over områdets flora og fauna, kortlægning af kulturelle, historiske og arkæologiske seværdigheder. Etablering af økoturisme i landsbyen San Buenaventura.
 
Bæredygtigt kunsthåndværk m.m.
Bl.a. formidling af kontakt til designskoler, der kan hjælpe landsbykvinderne med at forny og videreudvikle deres traditionelle kunsthåndværk og vævning til bæredygtige varer, de kan få penge for at sælge.
 
Undervisning i miljøbevidsthed
Forsøg med udarbejdelse af skolemateriale og undervisning i miljø og bæredygtighed.
 
Postkort for skolemad
I skolen Eyiyoquibo laver børn postkort af genbrugspapir som bliver solgt og dermed finansierer skolemad til børnene. Dels har de brug for maden, dels reducerer det fraværet, da færre børn er nødsaget til andet arbejde i skoletiden.
 
Apolo kaffeprojekt
Etablering og rådgivning i kaffe-, kakao og honningproduktion i landsbyer omkring Madidi. Bl.a deltagelse i kaffefestivaler, uddannelse og træning, etablering af forarbejdningsmuligheder for kaffebønderne
 
Finansiering:
CARE Danmarks projekter i Bolivia har været støttet af Danida, EU og UNDP. I alt er der udført projekter for omkring 90 mio. kr. fra 1991 til 2004. CARE Danmark har ikke planer om at starte nye projekter i Bolivia, men CARE International har fortsat et landekontor i Andeslandet, der som Sydamerikas fattigste nation fortsat er programsamarbejdsland for Danida.