Et økonomisk hul på 806 millioner dollars truer med at afspore det internationale samfunds indsats for at standse sultkatastrofen i Vestafrika, skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
Det største underskud i ti år. Det var dommen, da verdens humanitære organisationer sidste år anmodede verdenssamfundet om 8,9 milliarder dollars til katastrofehjælp og kun modtog 5,5 milliarder dollars. Med så stort et økonomisk hul var resultatet langt fra nok til at sikre den hjælp, der var behov for.
Men i år ser hullet ud til at vokse sig endnu større og opsluge millioner af mennesker, der har brug for akut hjælp.
I dag sulter flere end 18 millioner i Sahel-regionen i Vestafrika – heriblandt en million børn, der står over for alvorlig underernæring. De humanitære organisationer har brug for 1,6 milliarder dollars til at standse katastrofen, men indtil videre er kun halvdelen af målet nået.
“De manglende midler er helt afgørende for at sikre den rette hjælp”, siger CARE Internationals humanitære direktør, Barbara Jackson, der netop har besøgt det katastroferamte land, Tchad, i Sahel-regionen.
“I Tchad mødte jeg familier, der ikke har noget som helst at spise, og som er fuldstændig afhængige af hjælp udefra for at overleve de næste måneder. Som det er lige nu, kan vi kun hjælpe halvdelen af de mennesker, der er i nød, men hvordan i alverden skal vi kunne vælge, hvem pengene skal gå til?” spørger hun.
Foreløbige analyser tyder på, at katastrofen i Sahel vil fortsætte i den kommende sæson, og det gør det endnu vigtigere at skaffe de nødvendige midler så hurtigt som muligt, anfører CARE.
CARE skal bruge 30 millioner dollars til arbejdet i Tchad, Mali og Niger, men har indtil videre kun sikret sig 42 procent af dette beløb.
“Tørken, der ramte hele regionen i 2005, har sammen med fødevare-krisen i Niger i 2010 og krisen nu gjort folk i Sahel ekstremt sårbare”, siger CARE Danmarks programkoordinator for Niger, Marianne Haahr.
“Landbrugsproduktionen er betydeligt lavere end sidste år, og priserne på fødevarer fortsætter med at stige med alarmerende hast. Vore medarbejdere og lokalt ansatte ved, hvad der skal til for at bekæmpe katastrofen – både nu og på længere sigt – men de har ikke midlerne til at gennemføre det, og vores hjælpearbejde er truet”, lægger hun til.
CARE er til stede i Tchad, Mali og Niger, hvor 14,6 millioner er ramt af sult. Organisationen udbetaler kontanter i lokalsamfundene gennem midlertidige arbejdsprogrammer, uddeler mad og forbedrer adgangen til vand, sanitet og hygiejne.
Samtidig fortsætter man det langsigtede udviklingsarbejde med kvinders spare-låne-grupper og kornbanker, der hjælper befolkningen med at stå i mod kommende kriser.
Yderligere oplysninger hos:
Marie Sisse Brown, CARE Danmark
tlf. 53 72 72 40 og e-mail: [email protected]