Afghanistan står midt i den ”værste tørke- og sultkrise i Afghanistan i årtier,” siger både Røde Kors og FN’s børneorganisation UNICEF. Ifølge FN’s verdensfødevareprogram WFP er 40 procent af de afghanske afgrøder gået tabt i år blandt andet på grund af tørke, og ni millioner mennesker står på randen af hungersnød.
I min organisation, DACAAR, med 1.000 lokalt ansatte afghanere er dette blot én ulykke ud af en stribe, som står i kø.
Kan vi og I, kære læsere, gøre noget, mens håbløsheden tegner sig som endnu en fjende ikke bare i Afghanistan, men nok så vi alvorligt i hele donorsamfundet?
Ja, helt personligt kan man støtte FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR´s SMS-indsamling: ”SMS ALARM til 1919” og give et bidrag på 250 kroner. Og vi i ngo-verdenen kan prøve at få overblik – og bruge alle de muligheder, som vi har tilbage.
Først overblikket:
23 millioner afghanere, svarende til over halvdelen af landets befolkning, kan ikke brødføde sig selv. FN anslår, at ni millioner er på randen af hungersnød, og fra UNICEF lyder vurderingen, at 3,2 millioner børn under fem år lider af akut underernæring her ved årets udgang. Mindst én million børn er i livsfare, hvis de ikke får omgående behandling. Samtidig har sulten presset landfamilier helt i knæ, så et nyt tragisk fænomen med salg af børn har vist sig.
Aldrig nogensinde før i DACAARs snart 37 år lange historie har situationen været så håbløs for den afghanske civilbefolkning som nu. På intet tidspunkt før og under de skiftende krige og borgerkrige har en total nedsmeltning af økonomien kastet Afghanistan ud i en ren hungerkatastrofe, men det er præcis, hvad vi ser nu. Det sker, fordi tørke og økonomisk isolation af Afghanistan er den værst tænkelige kombination.
Danmark og resten af det internationale samfund er nødt til øjeblikkeligt at tænke i nye baner for hjælp, og overkomme modviljen mod ethvert samarbejde med Afghanistans nye regering. Vi taler slet ikke om anerkendelse her, men først og fremmest dialog – også gerne via genåbnede ambassader, konsulater eller hvad som helst, der sikrer dialog og fremgang.
Dialogen er afgørende for, at hjælpen når frem. Ikke mindst skal mulighederne for pengeoverførsler sikres, gerne via FN og/eller Verdensbanken og Den internationale valutafond, IMF.
Ingen penge kan komme ind
DACAARs egne hjælpeprogrammer er lige nu hårdt ramt af samme udfordringer som andre ngo’er: Problemet er ikke pengemangel – tværtimod er der kommet ekstrabevillinger fra Danida og EU til DACAAR. Problemet er derimod udfordringen med at få penge ind i landet.
Sanktioner fra især USA, FN og EU gør, at afghanske banker er isolerede fra det internationale valutasystem, fordi globale banker ikke ønsker at have nogen forbindelse med den afghanske centralbank lige nu. Helt konkret er 10 milliarder dollars i den afghanske centralbank indefrosset i USA, hvilket lammer økonomien. Offentligt ansatte lærere, læger, sygeplejersker har ikke fået løn i månedsvis. Afgørende donationer fra det internationale samfund er også stoppet og med ganske få undtagelser kan ingen få penge ind i Afghanistan.
I DACAAR er vi altså i den groteske situation, at vi trods penge på kontoen har været tvunget til at stoppe indkøb af materialer til nye projekter. Enkelte lokalleverandører af materialer har endda hentet deres varer igen fra DACAARS lagre i Afghanistan, fordi vi ikke har penge lokalt til at betale. Hertil trækker vi store veksler på vores 1.000 ansattes tålmodighed, fordi vi må udskyde lønbetalinger.
Ja, DACAAR er meget presset nu, men giver ikke op. Modet holdes især oppe af, at vi på trods af alt har formået at holde en række aktiviteter i gang i alle dele af landet. Vi er godt rustede til at fortsætte hjælpen, så snart der kommer en løsning på pengeoverførslerne.
Forskellige modeller testes og vurderes globalt – også af DACAAR – herunder kontantoverførsler via FN/UNHCR, men uret tikker, for Afghanistans økonomi er stærkt afhængig af donationer.
I alt udgjorde donationer tre fjerdedele af budgettet under den tidligere regering. Den svenske Afghanistankomité har netop advaret Sida (svensk Danida) og andre partnere om, at uden hurtig, pragmatisk hjælp fra det internationale samfund, så vil flere afghanere dø af sult i 2022, end hvad vi har set som ofre for de seneste 20 års vold og krig i landet.
Den onde spiral handler også om, at værdien af den lokale valuta, afghani, er styrtdykket i forhold til dollaren, så priserne er røget i vejret på mad og brændstof – det forværrer fødevarekrisen yderligere.
Vi glemmer ikke kvinderne
Og kvinderne? Den svenske Afghanistankomité udtrykker det på denne måde i et opråb til blandt andet Sida via Al-Jazeera:
”Den diskrimination, som vi formentlig ser institutionaliseret under Taleban, vil blegne sammenlignet med effekterne af en kollapset økonomi, der sætter kvindernes ret til sundhedshjælp og uddannelse årtier tilbage. Den humanitære krise, som vi kun ser begyndelsen på, vil påvirke afghanere generationer frem.”
Som kvinderettighedsaktivisten Jamila Afghani siger i en samtale med den svenske afghanistankomité: “Vi støtter ikke afghanske kvinder ved at sulte dem.”
DACAAR glemmer heller ikke fortsat at skabe muligheder for kvinderne. Vi fortsætter vores kvindeprojekter og har kvindelige ansatte, men vi må erkende, at den humanitære katastrofe overskygger alle andre spørgsmål lige nu.
Det her handler ikke længere om, hvorvidt vi ender i en humanitær katastrofe – vi er der allerede. Nu handler det om at bremse den.
Klaus Løkkegaard er sekretariatschef for DACAAR, en dansk nødhjælps- og udviklings-ngo, som støtter bæredygtig udvikling i Afghanistan ved at styrke lokalsamfundene til selv at bestemme og styre deres udvikling.
