Chefen for Folkekirkens Nødhjælp: VK bør opprioritere indsatsen for Afrikas landbrug

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En ny rapport fra FAO, der viser, at antallet af sultende i verden har nået historiske højder og nu er oppe på over en milliard mennesker, får lederen af en af Danmarks største folkelige bistandsorganisationer til at kræve mere dansk bistand til u-landenes landbrug.

– Der er behov for massive investeringer i landbruget i Den 3. Verden, hvis vi skal ud af den aktuelle sult-katastrofe. Folkekirkens Nødhjælp mener, at fødevareproblematikken skal helt op på den politiske dagsorden, siger organisationens generalsekretær, Henrik Stubkjær, til websitet noedhjaelp.dk

Derfor bør VK-regeringen nedprioritere sin målsætning om at støtte udvikling af små- og mellemstore afrikanske virksomheder og i stedet få kontinentets landbruget op at køre, når man netop nu forbereder Danmarks fremtidige udviklingsstrategi, anfører generalsekretæren.

– I lyset af tallene fra FAOs rapport kræver vi, at bekæmpelse af sult får højere prioritet i den nye udviklingspolitik, end der hidtil er lagt op til, siger Henrik Stubkjær, som udbyggede sine udtalelser overfor DRs TV-avis onsdag aften.

– Man må bringe bekæmpelse af sult og fattigdom højere op, end man hidtil har spillet ud med, når man nu aktuelt sidder og formulerer den nye strategi. Det må være hovedprioriteten at udvikle det afrikanske landbrug, for det vil skabe fred, stabilitet og mad, siger Stubkjær og uddyber:

– Med udsigten til at verdens befolkning vil stige fra 6 til 9 milliarder i 2050 vil behovet for fødevarer eksplodere. Hvis vi ikke får taget fat på det, vil vi stå i en menneskelig tragedie.

Rapporten fortæller, at antallet af sultende/underernærede har været langsomt stigende i det seneste årti, men den globale finanskrise, der kom oven i fødevarekrisen og energikrisen har bidraget til at skubbe antallet af mennesker, der lever i sult og underernæring op over en milliard.

Antallet af sultne og underernærede er øget med 100 millioner, blot i forhold til sidste år. Og der er nu 1,02 milliarder mennesker i denne kategori, fremgår det af årsrapporten. Heraf 640 millioner i Asien og 265 millioner i Afrika.

– Verdens ledere har reageret beslutsomt på den økonomiske og finansielle krise og har i løbet af kort tid fået mobiliseret milliarder af dollar til at imødegå den. Der er brug for samme type reaktion for at bekæmpe sult og fattigdom, sagde generaldirektøren for FNs Førevare- og Landbrugsorganisation (FAO), Jacques Diouf, ved rapportens offentliggørelse onsdag i Rom.

Ingen politisk vilje til ændring

Jacques Diouf kalder det ”ubærligt”, at antallet af sultende stiger og kritiserer det internationale samfund for ikke at have den politiske vilje til at udrydde sult.

– Vi har både de økonomiske og teknologiske muligheder for at udrydde sult. Men den stærke politiske vilje til at udrydde sult helt og fuldstændigt mangler. Investeringer i landbruget i udviklingslandene er nøglen til fremdrift, og udvikling af en sund landbrugssektor er livsnødvendig både i forhold til at udrydde sult og fattigdom og sikre økonomisk vækst, fred og stabilitet i verden, anfører FAO-chefen.

Netop i denne tid arbejder VK-regeringen på en ny overordnet udviklingspolitik for Danmark med den hovedtanke at omlægge store dele af dansk udviklingsbistand på baggrund af anbefalinger fra VKs Afrikakommission, som vil satse mere på den private sektor.

Det finder kritikere stærkt betænkeligt, da de stiller spørgsmålstegn ved denne sektors reelle evne til at ophjælpe de fattigste – overskriften for dansk u-landsvirke siden 1960erne.