Det bliver med et velkendt ansigt fra udviklingsverdenen, at den nye FM-kanal Radio4 sender sine første udsendelser i æteren 1. november i år.
Tidligere udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach er nemlig med på holdet, når det Aarhusbaserede Radio4 overtager Radio24syvs del af FM-båndet.
‘Den danske forbindelse’ hedder programmet, som Friis Bach bliver vært for. Programmet er med radioens egne ord “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”
I programmet er de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det er derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde, skriver Radio4 i en pressemeddelelse.
Friis Bach selv forklarer, at programmet vil i tale med udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”
Udover at have den tidligere minister og nødhjælpschef i værtsrollen vil programmet også blive beværtet af journalist Tine Toft. Toft har tidligere været vært på ‘The Brexit Club’ på Radio24syv.
‘Den danske forbindelse’ kan første gang høres fredag 1. november klokken 14-15.