Det er nogle af resultaterne af sammensætningen af de stående udvalg i det nyvalgte Folketing.
Udenrigsudvalgets nye formand bliver den socialdemokratiske partikomét, Ane Halsboe-Jørgensen, der kom i tinget ved valget i september 2011 og blev næstformand for folketingsgruppen.
Den 32-årige cand.scient.pol. fra Brovst nord for Limfjorden var konsulent i LO (2009-2011), før hun blev folketingsmedlem.
Formand for Europa-udvalget
Mette Gjerskov, der var fødevareminister til august 2013, får dermed ikke lov til at ombytte formandsposten i det prestigefyldte Udenrigspolitiske Nævn med en tilsvarende formandspost for udenrigsudvalget, der bl.a. besigtiger danske projekter og programmer i u-landene og holder øje med bistanden generelt.
Den snart 49-årige cand.agro., der oplevede et dårligt personligt valg i juni, får i stedet formandsposten for Europa-udvalget. Vel et plaster på såret for Gjerskov, men det betyder, at det store oppositionspartis udviklingsordfører ikke kan undgå at skulle beskæftige sig betydeligt mere med europæiske anliggender, herunder EU.
Til gengæld fortsætter hun som menigt medlem blandt udenrigsudvalgets 29 politikere.
Se også om u-landsordførernes skæbne i
http://globalnyt.dk/content/stadig-faerre-deciderede-u-landsordfoerere-i-dansk-politik
Heller ikke for tidl. handels-og udviklingsminister Mogens Jensen var konstitueringen i de forskellige udvalg nogen bemærkelsesværdig succes.
Den 51-årige politiker kommer ganske vist ind i udenrigsudvalget sammen med bl.a. tidl. handels- og europa-minister Nick Hækkerup, men på kulturområdet, hvor han blev ordfører for partiet, måtte han se formandsposten for kulturudvalget gå til partifællen Orla Hav.
Christian Juhls skæbne
For Christian Juhl blev det kun til tre-et-halvt år i udenrigsudvalget.
Han har både mistet posten som udenrigsordfører og nu også arbejdsmarkedsordfører og bliver den eneste u-landsordfører sammen med Ulla Sandbæk fra Alternativet, der ikke får sæde i udvalget.
Juhls deroute efterlader udenrigsordfører Nikolaj Villumsen i udvalget for Enhedslisten sammen med netop indvalgte Eva Flyvholm.
Den 32-årige historiker-uddannede udenrigsordfører fra Århus er tillige EU-ordfører samt menneskerets- og forsvarsordfører. Det var ham, der i oktober i fjor overtog udenrigsordfører-hvervet fra Juhl.
Hos Alternativet, der strøg ind i Folketinget med ni mandater, får Rasmus Nordqvist partiets eneste udvalgs-sæde.
39-årige designer-uddannede Nordqvist fra Nørrebro i København er både den alternative partidannelses politiske ordfører samt udenrigs- og EU-ordfører og ansvarlig for kontakten til partiets internationale samarbejdspartnere.
Og Eva Flyvholm…
Nyindvalgte Eva Flyvholms forhold til og indsigt i dansk udviklingsbistand er uklar. På sin personlige valgside på nettet var det nære danske emner, der optog hende.
Hun skriver dog om sit politiske engagement, at “jeg blev politisk aktiv i 2002 op til Irak-krigen, hvor vi var nogle studerende der dannede en anti-krigsgruppe”.
“Vi mente, at det var et helt forkert grundlag at gå i krig på, og i dag kan vi se hvordan befolkningen i Irak fortsat lider under blodig konflikt og krig. Det engagement blev også starten på mit politiske virke i Enhedslisten”.
Senere har den 34-årige RUC-uddannede cand.scient.soc. været ansat i seks år som politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe i EU-sager og det internationale område.
Uforfærdet enspænder
Uanset hvad, må Christian Juhl se sig passeret i udenrigsudvalget, selv om den 62-årige specialarbejder og lærer fra Silkeborg var opstillet som nr. 1 i Sjællands Storkreds foran Flyvholm, der var nr. 2.
Og det er vigtigt i Enhedslisten, der kører med partiliste, hvor placeringen på listen foretages ved urafstemning blandt partiets medlemmer og går forud for de personlige krydser, som vælgerne sætter.
Det viste sig at være en fordel for Juhl, som opnåede ca. 1.000 færre personlige stemmer end Flyvholm – 1.648 mod 2.651.
Lytter man på vandrørene i Enhedslisten har Juhl været for meget en politisk enspænder; gør man det samme i det danske u-landsmiljø tales der om en politiker, der standhaftigt og uforfærdet har holdt fast i de oprindelige principper for u-landshjælpen.
Hvordan Christiansborgs nu fjerde største parti vil klare profilen i udviklingspolitikken uden at have sin ordfører på området siddende i det folketingsudvalg, der tager sig af bistanden, henstår i det uvisse.
Parløb i to partier
For Venstre sidder i udenrigsudvalget bl.a. både den foregående og nuværede udviklingsordfører, nemlig Jakob Ellemann-Jensen og Michael Aastrup Jensen.
Dog således, at Aastrup Jensen kombinerer posterne som udenrigs- og udviklingsordfører, mens nuv. justitsminister Søren Pind førhen var udenrigsordfører og nuv. politisk ordfører Ellemann-Jensen udviklingsordfører.
Bemærkelsesværdigt nok rykker tillige den tidl. diplomat og Afghanistan-soldat, Marcus Knuth, ind i udvalget for regeringspartiet.
I Liberal Alliance bliver der plads til både den foregående og nuværende udviklingsordfører i skikkelse af henholdsvis Mette Bock og Christina Egelund.
For de konservative rykker ordføreren for udviklingsbistand og meget andet, nyvalgte Naser Khader, ind i udvalget.
SF får kun Holger K. med
De to radikale medlemmer bliver tidl. udenrigsminster Martin Lidegaard, der både er udenrigs- og udviklingsordfører, og hurtigttalende Zenia Stampe, der slog tidl. minister Rasmus Helveg Petersen ud af tinget på sit personlige stemmetal i Sjællands storkreds.
SF får bemærkelsesværdigt nok kun et enkelt medlem af udvalget. Det er tidl. udenrigsminister Holger K. Nielsen. Den 65-årige partiveteran er både udenrigs- og udviklingsordfører.
Hos det store Dansk Folkeparti fortsætter den hidtidige u-landsfører Hans Kristian Skibby i udvalget sammen med bl.a. partikoryfæer som udenrigsordfører Søren Espersen og Peter Skaarup.
Her to oversigter
Man kan se nogle af Folketingets vigtigste udvalg i relation til Globalnyts stofområder og deres formænd her:
Udenrigspolitisk Nævn: Søren Espersen, Dansk Folkeparti
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget: Thomas Danielsen, Venstre
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget: Morten Bødskov, Socialdemokraterne
Europaudvalget: Mette Gjerskov, Socialdemokraterne
Finansudvalget: Ole Birk Olesen, Liberal Alliance
Forsvarsudvalget: Rasmus Jarlov, Konservative
Kulturudvalget: Orla Hav, Socialdemokraterne
Ligestillingsudvalget: Mette Abildgaard, Konservative
Miljø- og Fødevareudvalget: René Christensen, Dansk Folkeparti
Udenrigsudvalget: Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokraterne
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget: Martin Henriksen, Dansk Folkeparti
Medlemmer af Folketingets udenrigsudvalg efter valget d. 18. juni 2015:
1 Hans Kristian Skibby (DF)
2 Søren Espersen (DF)
3 Peter Skaarup (DF)
4 Pia Adelsteen (DF)
5 Marie Krarup (DF)
6 Martin Henriksen (DF)
7 Michael Aastrup Jensen (V)
8 Morten Løkkegaard (V)
9 Marcus Knuth (V)
10 Jakob Ellemann-Jensen (V)
11 Peter Juel Jensen (V)
12 Torsten Schack Pedersen (V)
13 Christina Egelund (LA)
14 Mette Bock (LA)
15 Naser Khader (KF)
16 Ane Halsboe-Jørgensen (S) – formand
17 Christian Rabjerg Madsen (S)
18 Jeppe Bruus (S)
19 Mette Gjerskov (S)
20 Mogens Jensen (S)
21 Nick Hækkerup (S)
22 Yildiz Akdogan (S)
23 Aleqa Hammond (Siumut)
24 Nikolaj Villumsen (EL)
25 Eva Flyvholm (EL)
26 Rasmus Nordqvist (ALT)
27 Martin Lidegaard (R)
28 Zenia Stampe (R)
29 Holger K. Nielsen (SF)