Civile betaler dobbelt pris for terror

syria_ghouta_2017_ocha
Flere organisationer kan ikke overføre penge til bestemte områder, herunder dele af Syrien.
Foto: OCHA (arkiv/CC)
Forfatter billede

En humanitær indsats kræver et engagement fra alle konfliktens parter, for at hjælpen kan nå frem til de mennesker, der har behov for den.

Men i takt med, at statsmagten i konfliktramte lande fortsætter kampen mod terror, må de humanitære organisationer forsøge at operere i et stadig mere komplekst miljø af terrorbekæmpelse og de regler, der hører til.

”Som humanitære organisationer ser vi ofte, hvordan terrorister nådesløst angriber civile. Vi skal alle forebygge enhver form for terror. Men alt for ofte ender det med, at lovgivningen, der er rettet mod at bekæmpe terror, har den utilsigtede konsekvens, at den gør det mere vanskeligt og farligt at hjælpe og beskytte terrorofre,” siger Norsk Flyktninghjelps generalsekretær, Jan Egeland.

”Politikerne skal vide, at deres love kan ramme ofrene for terror endnu en gang ved at forhindre os i at hjælpe dem,” siger han i en pressemeddelelse fra organisationen.

“Principles under pressure” – viser, at mens de humanitære organisationer forsøger at tilpasse sig de tiltag, staterne sætter i værk i kampen mod terror, kommer det ofte til at betyde, at de undgår områder kontrolleret af grupper, der er stemplet som terrorbevægelser, i stedet for at forsøge at forhandle sig frem til at få adgang.

Svært at sende penge

En anden hindring for den humanitære indsats er når banker nægter at servicere organisationer på grund af bankernes bekymring over terrorbekæmpelseslove. Flere organisationer rapporterer, at de ikke kan få lov at overføre penge til bestemte områder, herunder dele af Syrien, hvilket får dem til at bruge uformelle og uregulerede metoder, som f.eks. Hawala eller simpelthen transportere pengene kontant.

”Som upartiske, neutrale og uafhængige organisationer er det vores arbejde at yde nødhjælp til civile mænd, kvinder og børn, der er ramt af konflikter, om de så tilfældigvis lever i regeringsstyrede, terroristkontrollerede eller omstridte områder,” siger Egeland.

”Åben og gennemsigtig dialog mellem humanitære organisationer og donorer er nødvendig for at sikre, at livreddende hjælp leveres til dem, der har mest brug for det,” tilføjer han.

Find rapporten her