Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Men magthavere bryder sig sjældent om fortalervirksomhed og rettighedsbaseret tilgang til udvikling.
Derfor forsøger de at stække mediers og civilsamfundsorganisationers arbejde og indflydelse. Det samme er også sket i f.eks. Rusland, Tyrkiet, Ungarn og senest Polen. Er det nu ved at blive Danmarks tur?
Historieløs kritik
Men måske kender NK ikke til Folkekirkens Nødhjælps og Mellemfolkeligt Samvirkes historie og arbejdsgrundlag? FKN blev oprettet i 1922 som et led i de europæiske kirkers svar på de enorme flygtningeproblemer i Europa efter første verdenskrig. FKN har siden da været aktiv i flygtningearbejde i
Europa, Mellemøsten, Afrika og Asien. MS blev oprettet af Kvækersamfundet i Danmark i 1944 under navnet Fredsvennernes Hjælpearbejde og var aktiv i flygtningearbejde i Europa efter anden verdenskrig samt i hjælpen til de ungarske flygtninge efter Sovjetunionens invasion af landet i 1956.
Begge organisationer har således et både historisk mandat og et nutidigt vedtægtsmæssigt grundlag for at involvere sig i flygtningearbejde, som i selve sin natur ofte er grænseoverskridende. Derfor skal FKN og MS naturligvis også forholde sig til dansk flygtninge- og asylpolitik og ikke kun til flygtningearbejdet i andre lande. Heldigvis lever de to organisationer op til deres historiske mandater og vedtægter og. Hvis ikke de gjorde det, kunne man nok snarere argumentere for, at den offentlige (og private) støtte burde bortfalde.
Hvor går grænsen?
Overlad ikke asylpolitikken til politikerne alene
Ytringsfrihed er ganske rigtigt ikke lig med ytringspligt. Men når enkeltpersoner og humanitære og kirkelige hjælpeorganisationer finder, at der handles urimeligt og begås uret, har de pligt til at ytre sig og sige fra. Ellers svigter de deres ansvar og opgave og vil miste troværdighed. Og det ville i sandhed være et selvmål!
