Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
I torsdags åbnede den jødiske filmfestival, CJFF, i København med den prisvindende israelske film ‘God’s Neighbours’. Filmen er et sjældent og overraskende indblik i et lukket miljø med religiøst motiveret vold.
At religiøse fanatikere finder på at ty til vold for derefter at legalisere volden som våben i en højere sags tjeneste er ingen nyhed. At de voldelige fanatikere oftest er mænd er heller ingen nyhed. Egentlig er dette faktum mere trist end interessant. Især for de fredelige, troende mennesker, som må bøde for fanatikernes voldshandlinger og omverdens fordømmelser.
Ikke desto mindre er maskulin vold og magtdemonstration noget, der har pirret kunstneres nysgerrighed lige siden kvindelige kunstnere for alvor kom på banen. Den israelske instruktør Meny Yaesh er ikke kvinde. Til gengæld er han religiøs, og han er højst sandsynligt én af de troende, der ser det omfavnende, meningsgivende og rene ved sin tro forplumret af vold. Og det er sandsynligvis også derfor, han besluttede sig for at skabe filmen ‘God’s Neighbours’, der ved Cannesfestivalen 2012 vandt prisen for bedste manuskript samt flere andre priser i og udenfor Israel.
For i programmet til CJFF, Copenhagen Jewish Film Festival, står der, at ‘God’s Neighbours’ undersøger emnet ‘religiøs fanatisme med dens destruktive sammenblanding af maskulinitet og vold’. Det er den klassiske historie om en mands dilemma.
Selvbestaltede moralbetjente
Den unge Avi er ortodoks jøde. Han bærer kalot og reciterer kiddush over vinen på sabbatten, og efter måltidet sætter han sig til at studere toraen. Kameraet zoomer helt ind på Avis ansigt, og således inviterer Yaesh os med helt ind den ortodokse verden. Den arrogance, som religiøse fundamentalister ellers plejer at møde andre med, er fjernet. Vi skal ligesom Yaesh forsøge at forstå, hvorfor Avi gør som han gør.
Avis torastudier bliver afbrudt af høj musik. Det er en lille gruppe russere, som kører bilanlægget for fuld volumen og drikker vodka midt i Avis boligkompleks i Tel Aviv. Avi går ned og beder dem om at skrue ned, fordi det er sabbat (hviledag) og folk skal have fred. Det vil de ikke. Avi hidkalder vennerne Kobi og Yaniv, og sammen gennemtæsker de russerne, så blodet sprøjter i alle retninger. Musik, klip og den koreograferede vold minder om Tarantino.
Da de gennemtæskede russere stikker af, bruser applauserne ud af vinduerne. Avi og hans drenge er nabolagets bestaltede moralbetjente, og alle står for skud. Russere, arabere, andre jøder, der sælger porno eller arbejder på sabbatten og så selvfølgelig utækkeligt klædte kvinder.
Når Avi ikke patruljerer kvarterets gader med vennerne arbejder han i sin fars grønthandel, skaber trancemusik med religiøse tekster, mens han ryger joints, spiller fodbold og backgammon på den lokale cafe og går til bibellæsning i synagogen. På mange måder et genkendeligt ungdomsliv anno 2014. Altså lige bortset fra, at der tales en hel del mere om gud end om det modsatte køn.
Gennem den megen snak om gud bliver det klart, at renhed er helt centralt for ortodokse jøder. Guds udfordring til mennesket er de mange prøvelser, hvorigennem man skal bevise sin renhed. Det er det, der driver Avi.
Kærlig omsorg og humor
Avi virker da også glad og tilfreds i sit liv. Omgangstonen i synagogens læsegruppe er kærlig og omsorgsfuld, og Rabbi Ahron har en humoristisk tilgang til tingene, bl.a. når han fortæller historien om jøden, der blev passet op på en mørk gade af en røver med revolver, som ville have hans penge.
‘Hvis du tager mine penge, tror min kone, at jeg spillet dem op, og så slår hun mig ihjel,’ siger jøden og forsætter ‘Kan du ikke skyde et par huller i min frakke, så hun tror på mig?’ Det går røveren med til og skyder et par huller i frakken. ‘Kan du ikke også skyde nogle huller i min hat, så det ser ud som et mirakel, at jeg overlevede?’ Det går røveren også med til og skyder løs – lige indtil revolveren er tom. ‘Ha!’ udbryder jøden hvorefter han gennemtæsker røveren og forlader scenen med alle sine penge.
Bortset fra det iøjnefaldende fravær af kvinder i stort alle aspekter af Avis dagligdag er det et fællesskab, man godt kan forstå, at han sætter højt og gerne vil kæmpe for. Det er langt fra den intolerance og hierarkiske hårdhed, som man ellers forbinder den slags miljøer med. Men ok, rummeligheden rækker vel kun til der, hvor man træder over stregen.
En dag fortæller Kobi om en pige i kvarteret, der går alt for udfordrende klædt. Gruppen passer hende op i hendes opgang, og det går op for Avi, at pigen er Miri, en pige, som han har gået og kigget lidt efter bl.a. i sin fars grønthandel. Kobi er meget ophidset og har truende stillet sig et par trappetrin over Miri. Det ser ud som om han gerne vil smække hende én.
Avi får talt Kobi til ro og omformuleret reprimanden i en mere diplomatisk vending, for Miri har vakt en tvivl i ham. Er det rigtigt at tyrannisere andre med vold og trusler? I første omgang er interessen ikke gensidig. Ikke overraskende synes Miri, at Avi er en religiøs tosse. Desuden har hun en kæreste.
Avi giver dog ikke op. Ved hjælp at vedholdenhed og en lille kattekilling får han endelig Miris opmærksomhed. Og heldigt for Avi har hendes kæreste netop slået op med hende. Men Avis tvivl udvikler sig til et dilemma. Han får mere og mere svært ved at agere moralbetjent, hans venner kan ikke genkende ham, og til sidst tvinger Miri ham indirekte til at vælge.
Sådan et valg kræver et tegn fra gud. Avi får sit tegn, men i mellemtiden har Kobi og Yaniv rodet sig ind i en fatal slåskamp med ærkefjenderne, en arabisk gruppe, som længe har provokeret dem. Eller som de har følt sig provokeret af i hvert fald.
For det at være araber eller jøde kan åbenbart være provokation nok i sig selv og dermed en invitation til vold. Det er her det maskuline aspekt af volden kommer til syne, nemlig i den stammementalitet, der også gør sig gældende i rockerklubber, bander og ekstremistiske religiøse miljøer generelt, hvor samme primitive kønsroller fastholdes, fordi mænd konstant tvinges til at manifestere deres position og kvinder reduceres til vedhæng, hvis opgave det er at behage mænd enten ved deres dyd eller skønhed. Tilliden til éns medmennesker og det omgivende samfund kan ligge på et meget lille sted i de miljøer.
Fanatismens pris
Nu kunne jeg vælge at se ‘God’s Neighbours’ som en bekræftelse af alle mine fordomme. Jeg kunne vælge at konstatere, at israelske machomænd er lige så store og destruktive fjolser som alle andre machomænd og at Avi og hans venner med deres nationalisme og racistiske tendenser minder mere om foldboldhooligans end de retskafne gudsbørn, de udråber sig selv til.
Jeg kunne vælge at konstatere, at israelske kvinder som alt for mange andre kvinder indretter sig efter manden i stedet for at være sig selv. Men selvom jeg ikke begriber, hvad der skulle få en tilsyneladende fornuftig og velfungerende kvinde til frivilligt at gå ind i et konservativt religiøst miljø deres kvindesyn taget i betragtning (jeg ved godt, at kærlighed gør blind, men alligevel), vælger jeg at lade være. I stedet vælger jeg at se filmen på Meni Yaesh præmis og se den som den kærlighedserklæring, den også er.
For med mindelserne om tegningekrisen kan man godt sætte sig ind i, hvordan det er at skulle forsvare sine værdier. Man kan også godt sætte sig ind i det at skulle se sine værdier misbrugt. ‘Når det kommer til ytringsfrihed, så er jeg fundamentalist,’ som Thøger Seidenfaden sagde i forbindelse med krisen.
Den kærlige omsorg mændene imellem, den overraskende livsglæde og humor og Roy Assaf som Avi er overbevisende og langt fra de talibanske mørkemænd i jødisk version, som jeg troede, jeg skulle se.
Når det er sagt, skal man ikke underkende den eksotiske faktor. Havde Avi i stedet været en kristen eller muslimsk fundamentalist, der reddede pigen fra sjuften med de smarte solbriller og den store bil for i stedet at tilbyde hende et liv som dydig rettroende, havde jeg nok fået lakridserne galt i halsen.
Men selv om jeg er helt med på, at Avi blev reddet, fordi han valgte kærligheden frem for volden, da han under det fatale sammenstød med araberne sad hjemme på sit værelse og røg sig skæv med Miri – og i øvrigt ved samme lejlighed modtog tegn fra gud om, at Miri er den kvinde, han skal dele sit liv med – så er det hele ikke ren og skær feel good.
For Avi og hans venner er med deres mistillid og intolerance præcis som de religiøse fanatikere på den arabiske side, dem, der stiller sig i vejen for en fredsaftale og en tostatsløsning. Det er desværre fanatismens pris.
‘God’s Neighbours’ havde kun den ene visning og er heller ikke ude på DVD endnu, men hold øje med den. Desuden holder U-landsnyt.dk øje med den.
[video:http://www.youtube.com/watch?v=P2rJGP1ZWwg]