I søndags var det tre år siden, at regeringen i Colombia og guerillahæren FARC indgik en historisk fredsaftale, der skulle afslutte 50 års væbnet konflikt i landet. Det tog fem år at forhandle aftalen på plads, og den blodige konflikt har betydet over otte millioner ofre med flere hundredtusinder dræbte og forsvundne samt millioner af internt fordrevne colombianere.
Fredsaftalen har på den positive side betydet afvæbning af langt størstedelen af guerillahæren på 13.000 mand, svarende til cirka 90 procent. FARC er nu omdannet til et politisk parti, og flere ledere af det nye parti er medlemmer af Kongressen. Der er sket betydelige fremskridt med at integrere de tidligere guerillasoldater økonomisk i samfundet.
På negativsiden tæller, at man ikke er kommet så langt med især jordreformen, som er afgørende for at forbedre de fattige bønders forhold. Den meget ulige fordeling af jorden var en af de vigtigste årsager til konflikten.
Søger sandhed og retfærdighed
Centralt i aftalen står fredsdomstolen, sandhedskommissionen og enheden til søgning efter forsvundne. De tre institutioner skal tilsammen fremme sandheden om, hvad der foregik under konflikten, søge retfærdighed for og erstatning til ofrene og herigennem fremme en forsoningsproces, som forhåbentlig betyder, at konflikten ikke gentager sig.
Med fredsdomstolen er det meningen, at alle som har begået brud på menneskerettighederne skal dømmes. De får nedsat straf, hvis de fortæller sandheden om, hvad der er sket. Både tidligere guerillasoldater, medlemmer af hæren og de berygtede selvforsvarsgrupper skal stilles for fredsdomstolen.
Sandhedskommissionen har til formål at forsøge at frembringe en fælles opfattelse af, hvad der er sket i den lange konflikt ved en lang høringsproces af både ofre og bødler i konflikten.
Endelig skal enheden til søgning af forsvundne (op mod 100.000), lokalisere de mange forsvundne, hvoraf langt de fleste er dræbt, og overlade dem til familien, således at de kan forsone sig med fortiden.
Lang vej til endeligt punktum for konflikten
Langt de fleste fredsprocesser er komplicerede, og selvom man i Colombia har en ganske sofistikeret fredsaftale, er gennemførelsen naturligvis ikke konfliktfri. En del af de politiske partier på højrefløjen er imod fredsaftalen og mener, at man aldrig skulle have indgået en aftale med FARC, som man betegner som narkoterrorister. Også fredsdomstolen har været udsat for gentagne angreb – i bund og grund mener kritikerne, at medlemmer af hæren ikke skal dømmes af den, fordi de blot under konflikten gjorde deres pligt.
Indtil nu fortsætter de tre institutioner deres arbejde. Der er ingen tvivl om, at de alle tre udgør et yderst positivt element i fredsprocessen og på mange måder kan udgøre en model for andre fredsprocesser. Det er nødvendigt, at sandheden kommer for dagen, en betingelse for forsoning og håbet om, at der ikke på ny opstår konflikter.
Men der er endnu lang vej igen, inden man kan sætte endeligt punktum for konflikten i Colombia. Der er stadig væbnede konflikter i flere områder i landet anført af ulovlige grupper som de tilbageblivende FARC-grupper, en anden guerillagruppe ELN (Den Nationale Befrielseshær) og resterne fra de paramilitære grupper.
Hertil kommer de mange narkobander (Colombia står for hele 70 procent af verdens produktion af kokain), som ofte samarbejder med de nævnte guerillagrupper, der især hærger i de områder, der tidligere var kontrolleret af FARC.
Mord på aktivister går imod fredsbestræbelser
I de seneste måneder har der været et stigende antal mord på indianerledere, ledere af civilsamfundsgrupper og menneskerettighedsforkæmpere. Bag en del af mordene står narkogrupper, der har myrdet bonde- eller indianerledere, fordi de ikke tillader, at der dyrkes koka på deres jorde. Andre ledere er blevet skudt, fordi de kæmper for jord til fattige bønder, eller fordi de peger på korruption blandt lokale politikere. Denne udvikling går klart imod bestræbelserne på fred.
Den nuværende regering kom til magten for godt et år siden på et politisk program, hvor man var modstander af nøgleelementer i fredsaftalen. Især er den imod jordreformen, der ifølge fredsaftalen skal gøre en ende på den meget uretfærdige fordeling af jorden, den mest ulige i hele Latinamerika. Det er klart, at det vil blive et stridspunkt i de kommende år.
International støtte er afgørende
Med FN i spidsen støtter det internationale samfund klart fredsaftalen. Hver tredje måned drøftes fredsaftalen i FN’s Sikkerhedsråd på grundlag af en rapport fra Generalsekretæren. Også EU støtter aftalen med betydelige økonomiske midler.
De kommende to-tre år er afgørende for aftalens skæbne – om det bliver varig fred, eller Colombia glider tilbage til væbnet konflikt. Det er vigtigt at bemærke, at der internt efterhånden er større tilslutning til fredsaftalen – blandt de politiske partier og generelt i befolkningen. På den anden side er der stadig konflikter forårsaget af tilbageblivende guerillagrupper og narkokarteller. Den fortsatte internationale støtte til aftalen kan derfor blive helt afgørende.
Mogens Pedersen er Danmarks ambassadør i Colombia.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Sjællandske Medier fredag den 22. november.
