1060 nye arter i Ny Guinea – men de er truet

Forfatter billede

Forskere har fundet 1060 nye arter af dyr og planter i Ny Guinea, heriblandt en 2,5 meter lang flodhaj og en tykhovedet delfin. Men det artsrige paradis er stærkt truet viser ny rapport fra WWF.

Et skattekammer af nye dyr og planter er opdaget på verdens anden største ø, Ny Guinea. Over en tiårig periode har forskere i gennemsnit fundet to nye arter om ugen på den store ø i Stillehavet nord for Australien. Samlet er det blevet til 1060 nye dyre- og plantearter på 10 år, heriblandt 12 arter af pattedyr, 71 fisk og 218 planter.

Det viser rapporten Final Frontier, som WWF netop har lanceret. Blandt de enestående fund er en ny delfinart, en 2,5 meter lang haj, der kan leve i ferskvand, et firben på én meter og omkring 100 nye orkideer. Men rapporten beskriver også de trusler, der allerede har sendt mange af de nye arter til tælling. Blandt de mange trusler mod det artsrige paradis er massiv rydning af øens skove, ubæredygtigt fiskeri og forurening.

”Ny Guineas skove, floder og koralrev er nogle af verdens rigeste og mest mangfoldige økosystemer. Det er en guldgrube i Stillehavet. Men øens naturtyper er mere sårbare end nogensinde, og derfor er det vigtigt, vi får passet ordentligt på dem, mens der stadig er tid. Det er en kerneopgave for WWF at være med til at beskytte klodens sårbare områder,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.

Ny Guinea huser seks til otte procent af alle verdens arter af dyr og planter – og over to tredjedele af dem lever ikke andre steder på kloden.

De mange nye arter er blandt andet fundet i Ny Guineas brusende floder, vidtstrakte sumpe og vådområder, der er nogle af Asiens mest uberørte. Men også i koralrevene omkring øen, som ligger i hjertet af verdens mest artsrige havområde, Koraltrekanten, er der fundet nye arter. Blandt de spændende opdagelser er 12 nye arter af pattedyr, heriblandt en ny delfinart kaldet braknæset delfin (Orcaella heinsohni), der som navnet antyder, har en buttet hovedform. Delfinen forbløffer forskerne, da der ikke er fundet nye arter af delfiner nogen steder i verden de seneste 30 år.

Selvom de 1060 nye arter af dyr og planter først lige er blevet opdaget, er mange af dem allerede på kanten af udryddelse. Ny Guineas floder og marine områder er stærkt presset af destruktive fangstmetoder og forurening fra minedrift. Blandt andre alvorlige trusler er skovhugst, handel med vilde dyr og konvertering af naturarealer til landbrug.

“På trods af sin afsides beliggenhed går Ny Guineas enestående naturtyper tabt i et alarmerende tempo. Det skyldes blandt andet rydningen af Ny Guineas værdifulde regnskove, der er kritiske levesteder for mange truede arter. Som en region med høj forekomst af fattigdom, er det afgørende, at Ny Guineas dyrebare natur ikke bliver plyndret, men derimod forvaltes på bæredygtig vis til gavn for nuværende og fremtidige generationer,” slutter Gitte Seeberg.