Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen

corona_egypten
Med tørklæder for ansigtet venter egyptere på at få udbetalt deres månedlige pension i Kairo. Egypten har indført delvist udgangsforbud på grund af coronakrisen.
Foto: Ziad Ahmed/NurPhoto via Getty Images
Ane Nordentoft

16. april 2020

Corona-miniartikelserie

I en serie på tre artikler bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.

Første del: “Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen” 

Andel del: “Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest”

Tredje del: “Er der grund til bekymring for Afrika?”

Status for Afrika, medio april 2020, er, at kontinentet kun er marginalt ramt af den verdensomspændende coronapandemi. På nuværende tidspunkt står tre nordafrikanske lande sammen med Sydafrika for hovedparten af Afrikas smittede.

Selvom antallet af smittede (endnu) ikke synes alarmerende, er det bemærkelsesværdigt, at Afrika i modsætning til andre kontinenter er ramt af vidtgående samfundsmæssige konsekvenser, allerede inden Covid-19 har fået fat.

Det er altid svært at sige noget generelt og overordnet om Afrika, alligevel vover jeg pelsen. Ambitionen med dette skriv er at bidrage med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.

Artiklen kommer i tre dele. Denne første del beskæftiger sig med status quo i forhold til selve virusset og kigger på, hvordan afrikanske lande har reageret, og hvor alvorlig selve sygdommen Covid-19 er for Afrika.

Fire bølger: Hvordan har afrikanske lande reageret?
Indledningsvis skal det fremhæves, at en række afrikanske virksomheder og stater har handlet hurtigt på coronakrisen – i modsætning til mange lande i Det Globale Nord.

På nuværende tidspunkt kan der identificeres fire coronarelaterede bølger:

Den første bølge ramte i begyndelsen af februar, da kinesiske aktiviteter i Afrika blev neddroslet som følge af udbruddet i Kina. I slutningen af februar oplevede jeg – i forbindelse besøg til de verdensberømte pyramider i Egypten – at blive afpresset på en måde, der var usammenlignelig med tidligere. Det stod klart, at de kinesiske turisters masseaflysninger havde skabt krisestemning i det lokale turisterhverv med faldende indtægter og voksende arbejdsløshed. Turisme fra Kina til Egypten og andre afrikanske destinationer er steget massivt i de seneste år.

Den anden bølge tog fart i løbet af marts. Her blev flytrafikken fra særligt Europa til Afrika nærmest lukket ned. Nedlukningen var mærkbar, og stedvis katastrofal, for især afrikanske virksomheder baseret på internationale relationer særligt til Vesten.

Den tredje bølge fik for alvor momentum i slutningen af marts. Her iværksatte en række afrikanske lande de første proaktive tiltag som udgangsforbud og andre restriktioner for at hæmme spredningen af corona, allerede inden virusset var kommet til de enkelte lande.

Den fjerde bølge er den, der er i gang nu. I begyndelsen af april har langt de fleste afrikanske lande identificeret Covid-19-patienter, og alle holder vejret af frygt for, hvordan pandemien udvikler sig på kontinentet.

Covid-19s møde med Afrika: Hvor alvorligt er det?
Selvom om coronakrisen i Afrika får særdeles begrænset dækning i de vestlige medier, så skorter det ikke på bekymringer for de afrikanske lande og afrikanernes håndtering af pandemien.

Bekymringerne knytter sig blandt andet til:

  • Kontinentets generelle svage sundhedsvæsen, som man antager langt fra vil være i stand til at behandle en massiv stigning i antal Covid-19-patienter
  • Dårlig regeringsførelse og begrænset legitimitet for myndighederne, der med deres svage fundament ikke vil være i stand til handle på pandemien, og borgerne vil undlade at følge officielle påbud.
  • Dårlig modstandskraft hos mange afrikanere som følge af lungesygdomme, hiv/aids og andre kroniske sygdomme, der giver gode betingelser for Covid-19.
  • Leveforhold, hvor mange bor tæt sammen med dårlige hygiejniske forhold i særligt slumbyer og flygtningelejre – her kan Covid-19 hurtigt sprede sig.
  • At dårlig håndtering af corona kan betyde, at virusset ”oversomrer” i Afrika for at vende tilbage og ramme os (i Det Globale Nord) til vinter, måske endda i hybrid-former.

På den modsatte side af disse bekymringer er der stadig flere, især afrikanske stemmer, som mener, at Covid-19 kun vil ramme Afrika marginalt. Selvom det kunne være dejligt, er virusset dog hidtil blevet undervurderet såvel af sundhedseksperter som statsledere. Corona har været mere smitsom og lunefuld, end de fleste havde regnet med. Professor Jens Lundgren, en af Danmarks førende viruseksperter, udtalte ganske rammende om coronaen forleden på DR1: ”Vi lærer hele tiden”.

Demografi og landområder hæmmer corona
Men Afrika er indtil videre sluppet billigt – eller i hvert fald billigere end resten af verden – og argumenterne for, at det fortsætter, er blandt andre, at Covid-19 ikke trives i Afrika. Klimaet giver virusset dårlige livsbetingelser, og faktorer som temperatur (især høj varme), luftfugtighed (især tør luft), og UV-stråling (især høj UV-stråling] kan hver for sig eller i kombination påvirke spredningen.

Derudover påpeger folk, at Afrikas demografi hæmmer corona. For det første i forhold til alder. Adskillige studier (blandet andet publiceret i tidsskriftet The Lancet) peger på, at Covid-19 lader til primært at ramme ældre og svage, mens børn og unge sjældent får alvorlige symptomer. Afrikas meget unge befolkning – gennemsnitsalderen er 18 år  – vil derfor ikke rammes så hårdt, skriver avisen Mail & Guardian. For det andet lever flertallet af afrikanerne stadig på landet, hvor virussen ikke har så gunstige forhold for at sprede sig som i byerne. Og for det tredje spredes corona lettest indendørs, hvilket harmonerer dårligt med, at de fleste aktiviteter i Afrika foregår udendørs (udgangsforbuddet har her den modsatte effekt).

Andre argumenter knytter sig til tidsfaktoren. Afrikanske virksomheder og myndigheder har, som allerede nævnt, været tidligt ude med målrettede initiativer. Konkret oplevede jeg allerede den 8. februar, at alle ansatte på Ethiopian Airlines’ intraafrikanske fly begyndte at bære mundbind, mens de etiopiske myndigheder samtidig anvendte temperaturskannere ved indrejse. I begyndelse af april har næsten alle afrikanske lande indført coronarelaterede restriktioner.

Grundlæggende forskellige sundhedssystemer
Samlet set er det svært at svare på spørgsmålet om, hvor alvorlig corona i Afrika bliver. Erfaringerne med Covid-19 er endnu særdeles begrænset, men at sygdommen endnu ikke fået alvorligt fat er selvfølgelig positivt, selvom der skal tages højde for et meget usikkert datamateriale.

Mit bud er, at der vil være store variationer på kontinentet, hvor nogle lande vil klare sig bedre end andre. Samtidig skal vi huske på, at svaret på spørgsmålet ikke bør findes i en 1:1 afspejling af vores tilgang til sygdomme og sundhedssystemer i Det Globale Nord. En af grundene til, at Covid-19 har været så alvorlig for Vesteuropa og USA, er, at vores sundhedssystemer er blevet lagt ned af borgere, der forventer en service.

Samme tilgang til sundhedssystemer kan ikke overføres direkte til Afrika. Ligesom den service, sundhedssystemerne tilbyder, er grundlæggende forskellig.

Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet