Bjørn Elmquist blir 75

Forfatter billede

Advokat, tidl. journalist og folketingsmedlem, Bjørn Elmquist, Holte, fylder 75 onsdag d. 13. november 2013.

Fødselaren tog sin eksamen som jurist fra Københavns Universitet for 50 år siden og arbejdede efter endt uddannelse som juridisk rådgiver ved Studentersamfundets Retshjælp, men blev i 1964 sekretær i Udenrigsministeriet, hvor han bl.a. var tilknyttet den danske EF-mission i Bruxelles 1967-70.

Han fungerede som EF-korrespondent for DR 1971-76 og var ansat ved TV-Aktualitetsafdelingen fra 1976.

I 1978 blev han opstillet til Folketinget for Venstre og opnåede valg 23. oktober året efter. Han repræsenterede Venstre frem til 5. november 1990, og fra 13. november så Det Radikale Venstre, hvor han var medlem af Folketinget frem til valget i 1998, hvor han måtte se sig slået på målstegen af unge Morten Helveg Petersen.

Efter sit exit fra politik har han fungeret som advokat siden 1998, og fra 2002 som selvstændig.

Ofte har han været forsvarsadvokat i sager, der har haft massiv offentlig bevågenhed og hvor grundlæggende menneskerettigheder efter hans opfattelse stod i centrum.

Bl.a. sagen mod Jess Wøbbe Bach m.fl. om seksuelt misbrug af hans tre døtre, terrorsagen fra Vollsmose, Elisabeth Wævers sag ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i 2003, sagen mod den tidligere efterretningsagent Frank Grevil, sagen om æresdrabet på Ghazala Khan, sagen mod Roj TV i 2010, og sagen om Ekrem Sahin, der døde i politiets varetægt, efter at være lagt i benlås.

Senest gælder det udvisningssagen mod en 51-årig herboende mand fra Rwanda, som Højesteret har besluttet skal sendes tilbage til sit centralafrikanske hjemland.

Her står han anklaget for at have deltaget i folkemordet i 1994, der på blot tre måneder kostede 800.000 dræbte.

Nu appellerer Bjørn Elmquist til Menneskerettighedsdomstolen.

Han var bl.a. medlem af bestyrelsen i Center for Menneskerettigheder fra 1987 og bestyrelsesformand for Amnesty International i Danmark 1992-94.

Privat har den meget aktive pensionist været gift med Marianne, der er lærer, i 47 år. Parret har to voksne børn, en datter og en søn.