Gå til hovedindhold

Mobile menu

Danmark trumpeterer mod afrikanske migranter

En analyse af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2017-2018.
Den danske regerings strategi er fint i tråd med den amerikanske præsident Donald Trumps America First-tilgang.

Den danske regerings strategi er fint i tråd med den amerikanske præsident Donald Trumps America First-tilgang.

Gage Skidmore (Flickr/CC)

”Åh nej” - min spontane reaktion, da redaktøren spurgte, om jeg kunne overtales til en analyse af regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Ulysten skyldes tidens debatkultur om dansk udviklingspolitik, hvor kritiske røster enten mødes med larmende tavshed eller skammes ud med betegnelser som verdensfjerne, radikaliserede eller andet godt.

Når anmodningen imødekommes skyldes det, at strategien udover at være spækket med de klassiske klicheer, rummer fundamentale og tankevækkende nybrud, som tages op i denne artikel.

Til den dovne læser, så er den hurtige (og måske lidt smarte) konklusion, at strategien fokuserer mere på symptombehandling end reelle visioner eller initiativer, som løser de grundlæggende problemer i Afrika, ”der truer os” her i Danmark.

Fra kosmopolitisk altruisme til nationalistisk selvglæde

Strategien indledes vanen tro med refleksioner over den tid vi lever i, hvor det konstateres:

”...verden er blevet mindre, og Danmark bliver på godt og ondt påvirket af begivenheder udefra. ”

En anden gammel traver er selvtilfredsheden over udviklingsbistandens størrelse. Det fastslås:

”...at vi lever op til FN’s målsætning på 0,7 procent og ”det kan vi være stolte af.”

Derimod er følgende ordvalg af nyere dato:

”Vi passer på Danmark, når vi tager vare på verden. Derfor er Danmarks udviklingssamarbejde et vigtigt udenrigspolitisk instrument.”

Erklæringen dokumenterer det endelige opgør med den altruistiske udviklingspolitik, som primært var drevet af de radikale og venstrefløjen i Folketinget, baseret på en forestilling om, at udbredelsen af den skandinaviske velfærdsmodel kunne bekæmpe global fattigdom.

Hvor Danmark brandede sig internationalt som småstaten, der gennem uegennyttige og hjemmebryggede initiativer, kæmpede for verdens svageste.

I den nye strategi er målsætningen forandret. Fokus i den internationale indsats er nu entydigt på, hvad der gavner Danmark. En af konsekvenserne af omlægningen er, at udviklingspolitikken sammentænkes og mainstreames såvel indenrigspolitisk med andre politikområder som internationalt - primært med EU.

Problemhorisont: Hjælp, afrikanerne kommer og der er flere på vej

Strategien rummer en oversigt over en række problemer, der truer Danmark. Et af de største udspringer i Afrika, som beskrives på følgende måde:

”Konflikter og ustabilitet i dele af Afrika sender millioner af mennesker på flugt.... Intet tyder på, at migrationspresset bliver mindre, hvis vi kigger længere ud i horisonten. Afrika vil over de næste årtier opleve en fordobling af befolkningen – fra 1,2 mia i dag til 2,5 mia i 2050.”

Regeringens fokusering på migrationspresset her-og-nu og fremover koblet til enorme demografiske udfordringer på det afrikanske kontinent synes indlysende.

Problemet med strategiens problemhorisont er primært dens ensidige fokusering på de mærkbare effekter for os i Danmark og EU, i stedet for de mangesidige problemer i Afrika.

Langtidsholdbare løsninger forudsætter indgående kendskab til problemerne og en af strategiens svagheder er mangel på dybdegående analyse af problemernes grundlæggende karakter. Specifikt relateret til det såkaldte migrationspres savner jeg eksempelvis indsigt i demografiske dynamikker, destabiliserede effekter og ikke mindst proportionalitet af problemerne.

Om demografiske forhold er der skrevet og kan skrives meget, men ensidige fokusering på statistiske fremskrivninger af befolkningstilvækst betyder, at nuancer i udviklingstendenserne overses.

Et eksempel er forskelle mellem by og land. På landet mange steder i Afrika er levevilkårene hårde, så børn og helst mange børn, er en forsikring for familierne. Situationen er grundlæggende anderledes i byerne, hvor børn opfattes som en omkostning og tendensen er til små familier.

Et andet aspekt er de massive vandringer mod byerne, der finder sted over hele kontinentet. Den forøgede mobilitet overalt i Afrika kan tilskrives rurale forhold, som er relateret til for eksempel nedslidning af naturgrundlaget og klimaforandringer.

Netop migranter har destabiliserende effekter både lokalt, nationalt og regionalt overalt i Afrika,fordi der mangler samfundsmæssig kapacitet og landbrugsmæssigt overskud til at brødføde og på anden måde absorberer de mange mennesker

Når spørgsmålet om proportioner er relevant for at forstå problemerne, hænger det sammen med behovet for såvel erkendelse som anerkendelse af de største problemer, med henblik på at målrette indsatserne.

I praksis betyder nyorienteringen, at Danmark støtter og belønner undertrykkende regimer og dermed styrker deres undertrykkelse af egne og andres borgere.

Når det gælder problemer med volumen af migranter er Europas andel af Afrikas migrationsstrømme minimal. For hovedparten af migrationen foregår indenfor det afrikanske kontinent.

Dertil skal noteres, at samfundenes evner til at håndtere migrationsstrømmene i Europa og Afrika er mere end grundlæggende forskellige. Selvom migrationsstrømmene til Danmark og EU udfordrer os på mange måde, så er vi resursestærke samfund. Situationen overalt i Afrika er fundamentalt anderledes og migrationen udfordrer, herunder destabiliserer samfund, som på mange parametre er svage.

Med andre ord; en virkefuld indsats overfor migration indeholder også en analyse af konsekvenserne af migrationen internt på det afrikanske kontinent.

Strategiens overvejende fokus på problemer, der rammer os, og ikke på de grundlæggende problemer, har på den ene side betydning for prioriteringer af indsatser. På den anden side, hvis alle resursestærke lande ligesom Danmark anvender selektive perspektiver og derved fravælger indsatser mod de grundlæggende problemer, så står resursesvage samfund alene med problemerne, der vokser samtidig med at løsningsmulighederne yderligere forringes.

Konsekvenserne heraf kunne blive forøget destabiliseringer i form af samfundsmæssig og miljømæssige sammenbrud.

Støtte til demokratisering ændres til støtte af undertrykkende regimer

Strategien rummer naturligvis en række initiativer til imødegåelse af problemerne og indledningsvis konstateres et fundamentalt skift i dansk udenrigspolitik. For siden afslutningen af den kolde krig har fundamentet i dansk udenrigspolitik været støtte til god regeringsførelse, med demokrati og menneskerettigheder som grundpiller. I den nye strategi er målestokken god regeringsførelse koblet til staternes evne til håndtering af migration.

I praksis betyder nyorienteringen, at Danmark støtter og belønner undertrykkende regimer og dermed styrker deres undertrykkelse af egne og andres borgere. EU har en årrække i Frontex-regi udført den praksis, men mon regeringen har glemt Søren Pind (V), der som udviklingsminister kaldte sig frihedsminister?

Måden dette gøres på er gennem partnerskaber. Dette er i sig selv ikke nyt, da dansk udviklingspolitik i årevis har arbejdet med partnerskaber, med forskellige udgangspunkter og indhold. Det nye i strategien er, at der eksplicit arbejdes med to typer af partnerskaber, de traditionelle udviklingspartnerskaber og nye migrationspartnerskab.

Migrationspartnerskaber baseret på noget-for-noget

Migrationspartnerskab skal primært gennemføres i et andet partnerskab i EU-regi. Regeringen skriver følgende i strategien:

”...regeringen mener, at Danmark har betydelige interesser i et effektivt europæisk og internationalt samarbejde om migration og …. og vil presse på for EU's arbejde med at etablere migrationspartnerskaber med udvalgte lande i nærområdet. Partnerskaberne skal blandt andet bekæmpe irregulær migration og fremme tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold baseret på princippet om noget-for-noget.... Ideelt set ville flygtningemodtagelse skulle finde sted i lejre i nærområderne.”

Altså, afrikanske lande der afhjælper Danmark og Europa med migranter har udsigt til økonomiske tilskud uden betingelser under overskriften noget-for-noget. Umiddelbart synes noget-for-noget tilgangen at åbne en Pandoras æske af dilemmaer, især set i lyset af at hovedparten af de nordafrikanske stater i forvejen ledes af repressive styrer.

Udviklingspartnerskaber baseret på mere-for-mere

Danmark har i årtier arbejdet med udviklingspartnerskaber med skiftende indhold. I den nye strategi sker det på denne måde:

”...vi skal også bruge udviklingssamarbejdet som løftestang for, at afviste asylsøgere bliver sendt retur. Regeringen vil belønne de lande, der efterlever deres forpligtelser til at tage imod egne statsborgere... Der er også behov for at bistå lande med at opbygge kapacitet til at håndtere migrationsudfordringer. I dialogen med modtagerlande om tvangsudsendelse vil der være tale om mere-for-mere tilgang. Regeringen vil derfor etablere en pulje på 75 mio kr til indsatser under udviklingsbistanden. Indsatsen kan anvendes fleksibelt i dialog med modtagerlandene om tilbagetagelse af afviste asylansøgere og til at fremme frivillig udrejse. Danmark vil med indsatser i udvalgte lande understøtte landenes vilje og evne til at tilbagetage egne statsborgere gennem for eksempel modtagelses- og reintegrationsprogrammer, uddannelsesprojekter eller kapacitetsopbygning af migrationsmyndigheder. ”

Den danske regering har afsat 0,5 procent af udviklingsbistanden som en form for frie midler, baseret på en mere-for-mere-tilgang, til lande der indgår udviklingspartnerskaber, som forudsætter modtagelse af landes statsborgere. Selvom regeringen italesætter fleksibiliteten, så er det forventeligt, at en del af disse resurser anvendes til de afrikanske landes konkrete håndtering af (retur)migranter.

Derimod savnes der eksplicitte indsatser i afrikanske lande relateret til migrationens push-faktorer. Altså iværksættelse af konkrete initiativer, der kan gøre det attraktivt at blive hjemme.

Endelig fokuseres der i strategien på stater og statsopbygning til servicering af vores behov, hvorimod tidligere partnerskabsaftaler var fokuseret på støtte til afrikanske stater til at fremme serviceringen af borgerne.

Kvinderne en del af løsningen

Indsatser for kvinder i det globale syd har været på den danske udviklingsdagsorden længe og sådan er det også fortsat. I strategien står der bl.a.:

”Fremme kvinders ret til selv at bestemme over egen krop samt pigers adgang til og muligheder for gennemfører skolegang. Indsatsen for fremme ligestilling og kvinders og pigers rettigheder. ”

Flotte motiver og umiddelbart et af de få humanistiske bidrag i strategien, men der savnes solide kønsbaserede magtanalyser. En styrkelse af afrikanske kvinders levevilkår kræver såvel en målrettet indsatser tilpasset kvinder som indsatser mod de mænd, der undertrykker kvinder.

Restbeløbet fra flygtningemodtagelse til indsats mod Afrikas største problemer

Strategien har også bud på et af den seneste tids mest betændte bistandspolitiske problemer, nemlig resurseallokeringen mellem udviklingsindsatsen og flygtningemodtagelse. Svaret herpå er:

”Regeringen vil bruge uforbrugte midler fra flygtningemodtagelse til at styrke indsatsen mod langvarige kriser, tørke, migration og befolkningsudvikling. ”

Altså, restbeløbet fra flygtningemodtagelsen bruges til løsning af Afrikas mest grundlæggende problemer. Hvorved indsatsen i Afrika gøres afhængig af hvor mange flygtninge vi modtager i Danmark.

Algeriet kan hjælpe os!

Selvom strategien næsten udelukkende rummer dårlige historier fra Afrika og om afrikanere, der skaber problemer for os, er der et lyspunkt; Algeriet. I strategien står der følgende:

”Regeringen vil åbne en ambassade i Algier. Ambassaden skal hjælpe dansk erhvervsliv med at udnytte de kommercielle muligheder i Algeriet, samtidig med at ambassaden får en vigtig rolle i forhold til at fokusere på ustabilitet, migration og terrorisme i Mellemøsten og Nordafrika.”

Altså, Algeriet kan hjælpe Danmark både i kampen mod migranter og terrorister. Derudover er der muligheder for danske virksomheder og deraf følgende danske arbejdspladser. Så skulle alt være godt, bortset fra at Amnesty International har en alenlang liste med overgreb på menneskerettighederne i landet. Amnesty har også løbende kritiseret den algierske stats overgreb og undertrykkelser, siden militæret i begyndelse af 1990'erne aflyste anden valgrunde af et demokratisk valg, hvor den islamiske frelserfront stod til at vinde. Landet har været præget af vold, ustabilitet og usikkerhed.

Er Trump forbilledet?

Afrundende kan det konstateres at regeringens strategi er fint i tråd med den amerikanske præsident Donald Trumps America First-tilgang. Regeringens primære fokus er på kongerigets ve og vel på den korte bane, hvor migranter skal holdes ude for enhver pris.

Prisen er omformulering og ændrede prioriteter i god regeringsførelse, hvor støtte til kampen for demokrati og menneskerettigheder i 2017 er afløst af direkte økonomisk og anden støtte til autoritære og undertrykkende regimer.

Vores afrikanske partnere støttes ikke længere til at forbedre service for deres borgere, men til at forbedre servicen over for os. De belønnes for deres evne til at holde afrikanere væk fra os.

Strategien viser også, at indsatser for Afrikas grundlæggende problemer med for eksempel fattigdom og klimaændringer tilgodeses med det der bliver til overs fra flygtningemodtagelsen. Altså kortsigtede løsninger på problemer som vi ved kræver detaljerede analyser og langvarige initiativer.

Strategien rummer bemærkelsesværdige elementer, men hvor er NGO-miljøets kritiske røster? Har de købt ind på regeringens mere-for-mere og noget-for-noget?

Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.