Gå til hovedindhold

Mobile menu

Dér røg barnet ud med badevandet

Socialdemokratiet har barslet med et valgoplæg, Retfærdig og realistisk, der – hvad angår udviklingsbistanden – ligger i smuk forlængelse af Venstres valgoplæg tilbage fra 2013. Den fagligt forsvarlige bistand afvikles stille og roligt, og det er ærgerligt, for der ligger et stærkt alternativ lige til højrebenet.
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen præsenterer partiets udspil "Retfærdig og realistisk".

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen præsenterer partiets udspil "Retfærdig og realistisk".

Screen dump fra partiets video på YouTube.

I Danmark er den politiske enighed om udviklingsbistanden stor, og den kan sammendrages i følgende tre punkter:

  1. Vi skærer bistanden så langt ned som muligt uden helt at sætte vores internationale anseelse på området over styr.
  2. Vi lader Danmarks kortsigtede interesser bestemt af den indenrigspolitiske debat styre vores udviklingssamarbejde.
  3. Vi ofrer gerne al den faglige viden og kompetence, vi har opbygget over 50 år, til fordel for friheden til at kunne kaste pengene rundt efter dagsaktuelle indskydelser.

I 2013 lovede Venstre, at hvis de fik magt, som de havde agt, ville de skære udviklingsbistanden ned til 0,7 procent af BNI. Det er som bekendt lykkedes – endda til fulde, da op imod en tredjedel af pengene en overgang aldrig forlod Danmark, men blandt andet blev brugt på investeringer i kommunerne, så de kunne tage imod asylansøgere.

Under den tidligere socialdemokratisk ledede regering var ambitionen at øge bistanden til 1,0 procent af BNI, og dengang var bistandens størrelse et reelt politisk stridspunkt. Ved valget i 2015 mente Socialdemokratiet dog ikke, at der ville være råd til at øge bistanden i den kommende valgperiode.

Cementerer en bistand på 0,7 procent af BNI

Nu cementerer Socialdemokratiets nye valgoplæg så, at bistanden skal forblive på 0,7 procent af BNI. Alle lader til at være enige om, at det er, hvad der er råd til, endskønt man faktisk kan spørge, om Danmark har råd til at yde så lav en bistand.

Danmarks interesser har alle dage påvirket udviklingsbistanden kraftigt. I de gode gamle dage handlede det om returprocenten, som var den andel af bistanden, der kom tilbage til danske virksomheder i form af ordrer. I 2005 blev Afghanistan pludselig den største modtager af dansk bistand, fordi hensynet til USA og de danske soldater krævede det.

Men ikke mindst fra starten af 1990’erne og fremefter var der en periode, hvor fattigdomsbekæmpelse og udvikling i modtagerlandene spillede en meget fremtrædende rolle for bistanden. Det var en periode, hvor vi gerne ville bidrage til ligestilling mellem kvinder og mænd, et bedre miljø, mere sundhed og uddannelse, demokrati og menneskerettigheder, og retfærdige, gennemskuelige og effektive offentlige institutioner.

Nu har disse emner kun betydning, hvis de bidrager til Danmarks kortsigtede interesser i færre flygtninge og migranter, bekæmpelse af radikalisering, og nye markeder for erhvervslivet.

Selv om Verden 2030: Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi vedtaget af et næsten enigt folketing i januar 2017 er en bredt favnende én af slagsen, kan dens fire strategiske pejlemærker (sikkerhed, migration, inklusiv og bæredygtig vækst, og frihed) godt oversættes til

  1. færre flygtninge til Danmark,
  2. færre migranter til Danmark,
  3. bedre danske erhvervsmuligheder nu og
  4. så en rodekasse af gamle målsætninger.

Socialdemokratiet går nu skridtet videre og annoncerer, at det – hvis det får magt, som det har agt – vil bruge ekstra 3½ mia. kr. på indsatser i nærområderne. Pengene skal findes inden for budgettet, og da det næppe bliver nødhjælpen, der skal holde for, bliver den langsigtede udviklingsbistand til fattige, men ikke katastroferamte områder yderligere barberet.

Mindre støtte til forebyggelse

Mange nærområder har bestemt brug for støtte, men det er der også mange andre samfund, der har. Fattige, men endnu stabile lande risikerer således at miste den støtte, der kan være en forudsætning for at udviklingen ikke vender og nye konflikter opstår. Social og økonomisk fremgang er nu engang bedst til at forebygge konflikter.

I al denne begejstring for at lade kortsigtede danske interesser styre udviklingsbistanden lader vi så også hånt om bistandsfaglig viden og kompetencer. Ikke alene er Udenrigsministeriet blevet beskåret så kraftigt, at det snart ikke længere er muligt at opdrive en specialist på landbrug, sundhed, uddannelse osv. i ministeriet.

Vi bevæger os også hastigt i en retning, hvor langsigtede partnerskaber, der bygger på gensidig tillid og grundigt kendskab, er en saga blot. Når Socialdemokratiet ønsker at prioritere nærområder forstået som nabolande og –regioner til konflikter og katastrofeområder, må man forvente, at der skal rykkes hurtigt ud med langsigtet udviklingsbistand, når en ny konflikt eller katastrofe opstår. Bistanden bliver til brandslukning, men den vil kun slukke brande i den danske offentlighed – ikke i de reelle brændpunkter.

Hvis bistanden skal dirigeres rundt efter konflikter og katastrofer med kort varsel, skal man igangsætte udviklingsaktiviteter i samfund, hvor vi har få kontakter og som vi kun kender helt overfladisk. Det er opskriften på ineffektivitet og manglende resultater. Langsigtede partnerskaber har af gode grunde altid fyldt meget i dansk udviklingssamarbejde, og vi kan lige så godt opgive samarbejdet, hvis partnerskaberne afvikles. Bistanden vil da kun tjene til, at politikerne kan sige, at de skam da gør noget.

Denne udvikling er uhyre tragisk, specielt fordi et attraktivt alternativ, der gavner Danmarks langsigtede interesser ligger lige for.

Vi kunne bidrage til en mere fredelig verden

Investerede vi i stedet solidt i de verdensmål, som alle statsledere har vedtaget og som ligger klods op ad den nordiske samfundsmodel, kunne vi ikke alene bidrage til at udbrede denne model, stimulere andre landes indsats og skabe muligheder for grønne danske virksomheder på lang sigt, vi kunne også bidrage til at skabe den verden præget af fred, fremgang og stabilitet, som er en afgørende forudsætning for vores egen langsigtede velfærd, og som vi vel dybest set mener at udviklingsbistanden skal bruges til.

Som et lille land med en åben økonomi er vi helt afhængige af omverdenen. Spørgsmålet er derfor om vi har råd til at investere så lidt i den og gøre det kun med vores kortsigtede interesser for øje. I 1990’erne var vi halvt så rige, som vi er i dag, og alligevel havde Socialdemokratiet dengang indset, at det var i Danmarks interesse at investere en dobbelt så stor andel af vores indkomst som i dag i miljø og udvikling rundt om på kloden.

Derfor bør vi

  1. investere mere i udviklingssamarbejdet,
  2. lade det styre af vores langsigtede interesser i en fredelig og fremgangsrig verden, og
  3. værdsætte og styrke al den udviklingsfaglige viden og kompetence, vi har opbygget over årene, og som kan sikre at indsatsen kaster konkrete resultater af sig.