Danmarks fald fra udviklingstinderne
Denne artikelserie handler om Danmarks udviklingssamarbejde og hvor det er på vej hen.
Argumentet er i korthed at et stort flertal i folketinget har undergravet Danmarks udviklingspolitiske styrker og at vi med det herskende fokus på kortsigtede danske interesser skyder os selv i foden.
Skribenten er Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Serien komme i syv dele i november og december 2018:
1. Hvad er god udviklingsbistand?
2. Hvilke udviklings- og udenrigspolitiske interesser har Danmark?
3. Dansk udviklingsbistand siden 2010
4. Flygtninge migranter og bistand
Der er nu 68,5 millioner internt fordrevne, flygtninge og asylansøgere i verden. Det er ikke alene et stort tal, det er også et tal der er uhyre svært at få til at falde fordi de konflikter folk flygter fra, ofte er meget langvarige, og fordi de færreste lande tager imod flygtninge med kyshånd.
Det bliver ofte sagt – på basis af et ældre studie – at man i gennemsnit er flygtning i 17 år, men det er en sandhed med modifikationer. Dels er der kommet flere flygtninge de seneste år hvilket sænker tallet, dels driver meget langvarige konflikter (f.eks. i Vestsahara) tallet op.
Et to år gammelt Verdensbankstudie når frem til at halvdelen af verdens flygtninge (medianen) har været det i 4 år eller mindre mens gennemsnittet i 2015 lå på godt 10 år. Det er derfor ikke særligt informativt at skære flygtninge over én kam.
Hvad der derimod godt kan siges generelt er, at langt de fleste flygtninge lever under meget vanskelige betingelser med usikre fremtidsudsigter. Der er derfor gode humanitære grunde til at interessere sig for dem.
I solar nexus
Det gør strategien for dansk udviklingsbistand, Verden 2030, så. Vedtaget af politikere med flygtninge vandrende langs danske motorveje på nethinden fokuserer den på det såkaldte nexus mellem nødhjælp og udvikling. Tanken er at støtte flygtninge i ’nærområderne’, altså dér hvor folk i første omgang flygter hen og gøre det på en måde så der også er egentlige fremtidsudsigter for dem.
I sig selv er det meget prisværdigt. Der er stærkt brug for at finde løsninger for de mennesker, der sidder fast i flygtningelejre på ubestemt tid. Man kan dog spørge om det er så centralt et problem, at det berettiger væsentlige nedskæringer i det eksisterende, langsigtede samarbejde.
For det første er det ’kun’ ca. 25 af de 68,5 millioner mennesker, der flygter til andre lande og når nærområderne. De 40 millioner er internt fordrevne som nærområdeinitiativer ikke berører, og de sidste godt 3 millioner er asylansøgere.
For det andet risikerer vi at skulle flytte indsatsen rundt fra sted til sted alt efter flygtningestrømmene. Det har den fundamentale ulempe, at der aldrig bliver tale om en langsigtet indsats, der kan udvikle viden, tillid og samarbejdsrelationer dér, hvor pengene anvendes, og det er bydende nødvendigt, hvis vi skal opnå resultater. Effektiv udviklingsbistand skabes ikke i løbet af nul komma fem, men tager tid at opbygge.
For det tredje er den bedste indsats den der forhindrer, at folk drives fra hus og hjem. Folk flygter af mange forskellige årsager, men en stærk diplomatisk indsats og langsigtet udviklingsbistand er faktisk de bedste instrumenter vi har til at undergrave ’ballademagere’ og styrke menneskers modstandsdygtighed og muligheder dér hvor de lever og typisk helst vil blive.
Når Socialdemokratiet i et udspil om flygtningeintegration fra februar 2018 siger at de vil flytte 3½ mia. kr. rundt inden for bistandsbudgettet – som de i øvrigt ikke mener at der er råd til at øge – for at støtte nærområderne mere, betyder det at den langsigtede indsats yderligere nedprioriteres. De fleste af de 3½ mia. kr. vil skulle findes inden for den bilaterale del af budgettet og den udgør knap 4 mia. kr. i 2019.
I praksis kan vi således se frem til en afvikling af den bilaterale bistand som Danmark har høstet anerkendelse for internationalt, som sigter på den langsigtede forbedring af fattige menneskers levevilkår, og som kan reducere de konflikter der bidrager til flygtningestrømmene.
Migration
Verden 2030 har som en anden prioritet at få migration højt op på udviklingsdagsordenen. Det hedder sig:
”Vi tror på, at alle skal have frihed til at skabe en fremtid for sig selv og deres familier dér, hvor de har hjemme. Det skal vi bidrage til, og derfor vil vi styrke indsatsen på migrationsområdet gennem forebyggelse af irregulær migration mod Europa.” (s. 22)
Påfaldende! Den første sætning er ikke alene en trosbekendelse, den taler om frihed så længe folk bliver hvor de er. Er det frihed? Og teksten går endda videre og præciserer at Danmark vil bidrage til den ”frihed til at skabe en fremtid” ved at forhindre folk i at flytte sig. Logikken er ikke overvældende, men man mærker nok hensigten.
Om man vil, afspejler prioriteten dog et afgørende træk ved den verden vi lever i, nemlig den afgrundsdybe ulighed mellem rige, stabile lande præget af velfærd og fattige, konfliktramte samfund, hvor unge har meget svært ved at se en fremtid for sig selv. Samtidig må den store utryghed i Europa ved immigrationen anerkendes.
Hvad foreslås der så? Hovedsageligt to ting: At betale lande for tilbagetagelse af afviste asylansøgere og ”at bekæmpe de grundlæggende årsager til migration”. Hvad det første angår handler det om så få mennesker at der udelukkende er tale om symbolpolitik.
Symbolikken modtages muligvis med opbakning af mange danskere, men den er så afgjort uheldig uden for landets grænser. At dette lille smørhul vil betale mange penge for at undgå at integrere nogle få mennesker virker ansvarsløst når andre lande (Libanon, Jordan, Uganda, Etiopien m.fl.) kæmper med at modtage 100 tusinder af flygtninge.
Hvad angår det andet er formuleringen uheldig fordi migration i årtusinder har hjulpet såvel migranter som de samfund de kommer til og fra. Det er derimod ganske fornuftigt at overflødiggøre migration gennem udvikling af fattige lande således at fattigdom ikke driver migranter ud på en farefuld færd, og det er såmænd det, der i mere end 50 år har været en del af formålet med udviklingsbistanden.
Problemet er dog, at det er en langsigtet målsætning, hvis opnåelse afhænger af mange, forskellige faktorer. Udviklingsbistand skaber som tidligere nævnt ikke i sig selv udvikling, men kan kun bidrage med væsentlige forudsætninger. Og det kan den kun, hvis den ikke afspores ved at skulle bruges på alle mulige kortsigtede interesser, der intet har med landenes udvikling at gøre.
Tværtimod risikerer folketingsflertallet med den nye strategi at bidrage til danskernes frustration over udviklingsbistanden ved at spænde den for vogne den umuligt kan trække. Bistanden har ingen indflydelse på hvor mange migranter der kommer til Europa og Danmark på kort og mellemlang sigt.
Hvad burde man i stedet gøre? Opruste den diplomatiske indsats der kan inddæmme og løse konflikter som kan gå hen og medføre mange flygtninge. Norge har tidligere demonstreret at et lille land gennem en ihærdig indsats kan gøre en forskel.
Derudover er det oplagt at investere kraftigt i Verdensmålene både hjemme og ude. Danmark og Norden burde gå forrest her således at vi i 2030 har en fremgangsrig og mere stabil verden. Det vil være af langt større betydning for flygtninge og migranter end de nuværende tiltag. Det er dog desværre kun Norge og Sverige der rigtigt har forstået den pointe. I Danmark tænker folketingsflertallet udelukkende i kortsigtet indenrigspolitik.
Næste afsnit i serien bringes mandag 10. december
