Vi nærmer os med hastige skridt året 2015, hvor FNs Millennium Development Goals når til vejs ende og skal fornys med dagsorden 2030. Verdens statsledere samles i disse dage i New York til FNs generalforsamling for at evaluere, hvor langt vi faktisk er nået med målene, og hvad vi kan lære af dem.
Som navnet antyder, blev MDG’erne nedsat i året 2000 i FN regi. De blev til på baggrund af den smukke og dybt idealistiske Millennium Declaration der talte om menneskelig værdighed, lighed, solidaritet og et fælles ansvar for at nå en verden, hvor disse bliver holdt i hævd.
Der er ikke noget som en ikke-bindende deklaration, der kan få politikere til at love højt og vidt.
En lille gruppe mennesker fik til ansvar for at koge deklarationen ned til realistiske mål, der kunne nås på en femten-årig tidsramme. De nåede frem til otte af slagsen.
Ifølge sladder fra en af deltagerne i gruppen var der faktisk kun syv, indtil de på vej over for at aflevere de foreslåede mål mødte den klimaansvarlige, og syv blev til otte. Det var nok meget heldigt.
De otte mål breder sig, som de fleste ved, over fattigdom og sult; uddannelse; ligestilling og kvinders rettigheder; børnedødelighed; mødredødelighed; sygdomme; bæredygtig udvikling (pyha); og et globalt partnerskab for udvikling.
Det salte med det søde
Efter et årtis forberedelse (selvom ovenstående historie måske forklejner dette) repræsenterede de otte mål en tilkæmpet konsensus, der skulle vise sig at nå uventede højder af succes.
Ikke fordi mange af målene ser ud til at blive nået, men snarere fordi de i dag, næsten 15 år senere stadig er på nethinden hos stort alle der arbejder med udvikling. Og tilmed hos mange der ikke gør.
Målene har altså været en succes fordi vi stadig snakker om dem i dag. De formåede at samle en række yderst komplekse sager i et letforståeligt og simpelt design, med målbare faktorer som de fleste ikke-specialister kan forholde sig til.
De har ikke bare sørget for globalt momentum for udviklingsbistand og udviklingssamarbejdet som helhed, men har også flere steder haft positiv effekt på landeniveau og været med til at sikre offentlige opbakning til at løse de massive problemer verden stod overfor.
Men disse styrker har også været med til at definere MDG’ernes svagheder. Målene formår ikke at placere ansvaret for deres opnåelse hos andre end de lokale regeringer i syd, og deres fremgang har således ofte været koblet til enkelte lande, hvilket ikke var intentionen.
Deres simple design har været godt for populariteten, men skidt i den forstand at målene fremstår som et yderst begrænset og snævert billede af hvad der skal til for at skabe udvikling.
De udelader mange andre forhold (som produktivitet og ulighed) og fremstiller samtidigt udvikling som en teknisk øvelse under, hvilken man ikke behøver at tage fat på politiske og strukturelle udfordringer. Udfaldet har nok været et uundgåeligt kompromis mellem, hvad der var politiske støtte til, og hvad der var et optimalt resultat.
Hvor langt er vi så nået?
Om ikke så længe sidder statsoverhovederne (hvis de overhovedet gider at komme) så til Generalforsamlingen i New York og skal evaluere på målene. Hvor langt nåede vi? Hvad virkede og hvad virkede ikke?
Et overblik fra 2013 viser at udsigten til at nå målene ikke er for god. Ingen mål ser ud til at blive opnået på tværs af hele verden, og kun dele af Asien samt Nordafrika ser ud til at nå nogen mål i deres helhed.
Afrika syd for Sahara har haft svært ved at nå samme højder som andre dele af verden, og det forventes lige nu at man her når nul ud af de otte mål. Det samme gælder ’Sydasien’, ’Vestasien’ Oceanien, Latin Amerika og Caribien. Alt i alt ikke noget prangende resultat, mildt sagt.
Men man skal jo huske at fejre sine triumfer, som Verdens Bedste Nyheder nok ville sige det. Det gælder ifølge overblikket specielt pigers skoleadgang, børnedødelighed, den generelle fattigdomsreducering (hovedsagligt forårsaget af Asien og Latin Amerika), og enkelte af bæredygtighedsmålene.
Malawis præsident sagde mandag, på vej til New York, at landet ikke har kunnet leve op til omtrent halvdelen af målene. Lad os håbe at ikke kun udviklingslandene selv bliver holdt til ansvar for deres eventuelle manglende fremgang, men at de rige lande også påtager sig deres.
Hvad så nu?
Der er stadig lang tid til de nye mål der skal erstatte MDG’erne skal forhandles på plads om et år, samme tid, samme sted. Omregnet til diplomat-tid har vi dog rimelig travlt. Diskussionerne har foregået i flere år efterhånden, og der en del vej endnu.
Generalsekretærens Open Working Group, der har til formål at rådgive Generalsekretæren selv (og derved FN), er lige nu landet på 17 mål og 169 faktorer. Den går ikke. Det er alt for mange områder, der vil kræve alt for mange penge. Penge som vi realistisk set ved ikke vil komme. Man kan selvfølgelig altid presse de mange områder sammen til otte eller ti, men det vil ikke hjælpe.
Som med de oprindelige mål er udfordringen at lave en ramme der på samme tid er simpel nok til at fastholde vores opmærksomhed i de mange år der vil være til 2030, og som formår at præsentere en række mål der hverken er for uambitiøse eller for højtflyvende og urealistiske at nå.
Lad os håbe at Danmark og resten af FN får sendt nogle dygtige diplomater derover, med forståelse for de mange komplekse spørgsmål som sagen rummer.
Indtil videre kan vi se frem til at høre, hvad verdens ledere konkluderer efter 15 år med de nuværende udviklingsmål. Vores norske brødre og søstres ambitioner for generalforsamlingen kan læses her.
Danmarks ambitioner ved vi ikke noget om, men mon ikke de starter eller slutter på noget med handel.
