Gå til hovedindhold

Mobile menu

Boganmeldelse:
At fortælle er at leve

Bog med samtale og digte om medmenneskelighed og vores møde med de andre udkom i august. Den har dog større fokus på “os” end på “dem”.

I midten af august blev der afholdt en festival i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København med titlen ”Med eller uden smykker”. Under festivalen blev der præsenteret digte af danske forfattere og forfattere med anden oprindelse end dansk. Nogle af digtene er blevet udgivet i en bog af samme navn.

Formålet med bogen er at præsentere forskellige og nye stemmer og fortællinger, som ifølge redaktøren Michael Svennevig er vigtige for at forstå den diverse og sammensatte verden vi lever i. Michael Svennevig er også arrangør af festvialen og er desuden medlem af Dansk PEN.

Bogens titel er selvfølgelig en slet skjult og humoristisk henvisning til den såkaldte smykkelov, der blev indført i februar 2016. Loven giver ret til at tage smykker af høj værdi fra flygtninge, der ankommer til Danmark, som bidrag til at betale for flygtningenes ophold. Bogens redaktør ønsker til gengæld at lovprise mennesker, uanset hvad de medbringer af værdi(genstande).

Meget samtale og få digte

I bogens undertitel bliver vi lovet både samtaler og digte, men bogen indeholder desværre meget få digte, og kun enkelte af digtene handler om at have en anden herkomst end dansk. De fleste af bogens digte er skrevet af den danske digter Jesper Sternberg. Hans digte løber som en strøm gennem hele bogen.

Digtene bærer alle sammen titlen ”tidsrejsedigte” og handler egentlig ikke om bogens emne, men er abstrakte refleksioner om tid. I meget overført betydning relaterer de sig til bogens tema, men man kunne måske godt have fundet nogle mere oplagte digte – og meget gerne mange flere digte, når der nu faktisk står i pressemeddelelsen, at bogen består af 11 samtaler og ligeså mange digte.

Samtalerne er meget styret og domineret af Michael Svennevig selv. Derfor er samtalerne også meget forskellige, fordi de påvirkes meget af, om de personer, Svennevig interviewer, er slagkraftige nok til at sætte sig igennem over for ham.

Det er nok et vilkår for den type samtale, som han forsøger at gennemføre. Han insisterer nemlig på en meget søgende form, hvor det på forhånd ikke er helt klart, hvad det vil ende med. Formen passer til bogens emne, da den netop vil være åben over for det fremmede og omfavne det. Det er ikke altid det lykkes, men han går til opgaven med en inderlighed og kærlighed, der udstråler et oprigtigt ønske.

Det relevante ligger uden for emnet

Når samtalerne virkelig lykkes og bliver vedkommende, handler de ikke om bogens egentlige emne. Det gør ikke nødvendigvis noget, selvom det i sig selv er tankevækkende.

Højdepunktet i bogen er samtalen med Hanne Marie Svendsen (dansk forfatter, der fik sit internationale gennembrud med romanen Guldfuglen), Samtalen handler meget om historiefortæling og om at skrive. Her løftes vi op i luftlag, hvor vi helt glemmer den bog, som vi er ved at læse. Undervejs bliver det afsløret, at Svennevig og Svendsen har haft lignende samtaler tidligere, og man spørger sig selv, om det  måske netop er en forudsætning for en god samtale, at man har kendskab til hinanden? Det kan også være en forklaring på, at mødet med det fremmede og ukendte faktisk er svært og vanskeligt. Uanset om man er åben over for det eller ej.