Fhv. udviklingsminister og Østersø-kommissær Helle Degn (S), København, fylder 60 fredag den 20. oktober.
Kun et år og godt 7 måneder blev det til som udviklingsminister i det første Nyrup-ministerium, nemlig fra januar 1993 til september 1994, hvor en grædefærdig Helle Degn blev vraget og erstattet af den driftssikre Poul Nielson.
Hun havde nu nok set det komme. Var blevet lagt for had i den borgerlige presse, udråbt til “Afrikas Dronning” – det var nu i Ekstra Bladet – og havde aldrig rigtigt haft ro på bagsmækken i irgangene på Asiatisk Plads.
Dertil bidrog hendes nu legendariske udtalelse til de forsamlede Danida-chefer om, at “Danida, det er mig”, og et embedsværk, der præget som det var – og er – af ældre/midaldrende mænd på chefposterne, ikke havde synderligt til overs for en rød partikvinde, man let kunne støde sig på.
Det gav sig bl.a. udslag i en strøm af lækager om hendes person, ja til Danidas berømte Julerevy i 1993 blev der gjort så grundigt grin med hende, at det end ikke optrådte i teksten til revyen.
Mundtligt kunne tilhørerne (og Degn var IKKE iblandt dem) høre, hvordan hun havde besøgt en afrikansk minister og fortalt, at hun lige var tiltrådt. Det gav sig ifølge revyforfatterne udtryk i følgende uforglemmelige sætning: I am in the beginning of my period (hvilket vi vælger ikke at oversætte).
Rigtigt er det, at Danida under Helle Degns ledelse lukkede sig om sig selv og aldrig rigtigt har forvundet det – uanset hvad de måtte sige i dag i betonbunkeren på Christianshavn og hvilke flotte åbenhedsvisioner, der spyes ud.
Fra at embedsmændene kunne udtale sig til baggrund med accept af, at det blev trykt – og det gjorde de ofte under den utroligt nok ganske åbne Uffe Ellemann-Jensen (af og til endda med navns nævnelse) – var der nu kun een, som udtalte sig, og det var ministeren.
Den tradition eksisterer i bedste velgående i dag, hvor Ulla Tørnæs (V) i det store og hele tegner biksen udadtil på godt og ondt – mest ondt vil mange i u-landsmiljøet nok mene. Akkurat som forgængerne Poul Nielson, Jan Trøjborg og Anita Bay Bundegaard.
Netop Bundegaard søgte at bryde mønsteret, og fik derfor bl.a. u-landsjournalisternes hædersbevisning, Nairobi-prisen, men hun havde reelt ikke en chance. Mønsteret var lagt.
Det begyndte ellers så godt. Nyrup havde i et interview med “Udvikling” i sommeren 1992 kort efter sit valg til ny partiformand luftet tanken om en særlig minister for u-landsbistanden. Helle Degn stod for tur, hun fik posten i januar året efter og insisterede på at blive kaldt udviklingsminister, en titel, der har hængt ved siden.
Hun kastede sig med stor iver og betydeligt engagement over området og skabte nye og værdifulde kontakter til erhvervslivet og NGOerne. Det var også i hendes tid, at en ny stor vision for Danmarks bistandssamarbejde frem mod år 2000 blev lanceret.
Faktisk summede det af aktivitet. Degn drog land og rige rundt og besøgte selv små virksomheder i Provinsen med potentiale for u-landsordrer. Mange er de erhvervsfolk, som overfor denne skribent har rost hende og hendes indsats for at bygge bro og inddrage erhvervslivet i bistanden på en positiv måde.
Det var bare altsammen ikke nok. Hun blev brutalt skiftet ud med Nielson, der i erkendelse af hendes omfattende forarbejde kaldte sig selv for en “værkfører”, der blot skulle køre værket videre. Og som i øvrigt gjorde det på bedste vis. Selv fik hun formandsposten i Udenrigspolitisk Nævn som plaster på såret.
Hun tabte stort på formen og faconen, og den slags koster i politik, men set i det lange mere afklarede tilbageblik vinder hun oplagt på indholdet og substansen. Hun var alt i alt slet ikke en dårlig udvklingsminister.
Helle Degns politiske karriere er lang; hun kom som ung lærer allerede i Folketinget i 1971 og har siden bl.a. udvist stort engagement for u-landskvindernes sag. Hun er således den formentlig eneste fremtrædende danske politiker, der har været med til alle FNs 5 kvindekonferencer, hvoraf den ene fandt sted i København (1980).
Hun var Østersørådets kommissær for demokratisk udvikling 2000-2003 og har i dag formandsjobbet i R.E.D., et statstøttet rehabiliteringscenter for etniske kvinder i Danmark på flugt fra tvangsægteskab og muligt æresdrab.
Hun bor i ollekolle på Kvartitolv på Holmen i det Christianshvan, hvor hun for snart mange år siden residerede som minister et stykke længere henne i kvarteret.
Her fra skal der trods alt lyde et stort til lykke på dagen
Jesper Søe
Redaktionen af u-landsnyt.dk
