Gå til hovedindhold

Mobile menu

Henning Kjær er død

MINDEORD: En af det folkelige danske udviklingssamarbejdes pionerer, Henning Kjær, Dragør, der i mange år arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke, er død efter godt et halvt års sygdom. Han blev 76.
Henning Kjær

Henning Kjær

Jacob Crawfurd

Henning Kjær var en af mine lidt ældre studiekammerater, da jeg læste statskundskab i Århus fra 1964 til 1967.

Henning og en anden stud.scient.pol., Birger Christensen (senere Egekvist), indbød i 1965 eller 1966 til et weekendseminar om udviklingsbistand på Unge Hjems Højskole i Skåde.

De havde egentlig planer om at købe højskolen og lave deres eget kursuscenter om udviklingsbistand, der dengang var noget ganske nyt og anderledes i dansk udenrigspolitik.

Så langt kom det aldrig, men weekendseminaret blev fulgt af flere, der prægede os, der var med. Mig prægede de for livet. 

Vi diskuterede på livet løs: Hed den tidligere østafrikanske koloni Tanganyika nu TanzaNIA eller TanZAnia? Var fødselsbegrænsning løsningen på de fattige landes udviklingsproblemer, eller skulle der andet og mere til?

Danidas første bistandskonsulent, Christian Christiansen, rekrutterede os kursister til at oversætte en dansk lærebog til engelsk for afrikanske studenter.

Vi så også film om krigen i Vietnam og vinklede vore anmeldelser til at spejle, hvordan amerikansk magt og dansk bistand udtrykte sig forskelligt i forhold til det, vi begyndte at kalde Den Tredje Verden.

Henning og Birger fortsatte i Mellemfolkeligt Samvirke og nåede begge at blive udsendt som regionalledere inden Birgers alt for tidlige død. Henning arbejdede først i informationsafdelingen (hvor han udgav min første bog) og blev senere udsendt til Botswana og Nepal. 

Det folkelige engagement

I de 50 år vi kendte hinanden, fik Henning Kjær afgørende betydning for mig og mange andre, der valgte at gøre udvikling til et livslangt engagement.

Hans næsten selvudslettende væsen gjorde, at mange overså ham, men Henning var en kolossal kapacitet med en næsten encyklopædisk viden om bistand og dertil et dejlig varmt menneske.

Og han var fødselshjælper for utallige initiativer på de frivillige organisationers område. 

Her er nogle eksempler, jeg nød godt af:

Han var med til at starte Nord-Syd koalitionen, der sidst i 1970’erne formidlede et folkeligt dansk engagement for en ny økonomisk verdensorden til gavn for de fattige lande.

Senere var han med til at få danske organisationer til at søsætte et Tredje Verdens Pressebureau. Det levede kun kort. Initiativet er nu overhalet af Globalnyt. 

Da jeg for en halv snes år siden var med til at starte Timbuktufonden, var det helt naturligt at bede Henning gå ind i bestyrelsen. Han sagde ja og var især med til at præge fondens arbejde på uddannelsesområdet i Danmark.

Henning beholdt sig plads i fonden til han sidste efterår blev ramt af den kræftsygdom, der nu har kostet ham livet. Han sad også i bestyrelsen for Den Internationale Højskole i Helsingør.

På det folkelige område var Henning en af dansk udviklingsbistands pionerer og vil blive husket af os, han hjalp på vej (slut).

Jørgen Harboe er forfatter og journalist med u-landsforhold som speciale.

Henning Kjær døde lørdag aften på Amager Hospital med sin hustru, Vibeke Cramer, ved sin side.

Han er født d. 4. september 1941 og døde 5. maj 2018.

Henning Kjær bisættes tirsdag d. 15. maj kl. 13 fra Store Magleby Kirke på Amager.