Hvordan beskytter vi bedst Afrikas truede dyr?

elefant_4
Elefanten er truet på grund af sine flotte tænder - alene i 2011 dræbte krybskytter hver tiende afrikanske elefant. Siden er beskyttelsen forbedret, men antallet rasler fortsat nedad.
Foto: Peter Tygesen
Peter Tygesen

12. november 2019

Krybskytter har udryddet elefanter og næsehorn i mange afrikanske lande.

I nogle lande har beskyttelsen medført en veritabel krig mellem vagter og krybskytter – men er det rigtigt at dræbe mennesker for at beskytte dyr?

Når næsehorns-horn koster mere på det sorte marked end kokain, finder kyniske karteller altid nye, fattige frontsoldater i denne krig. 

Stadig flere røster hævder, at man bedre standser krybskytterne ved at forsyne markedet med lovligt dyrket næsehorns-horn – man kan nemlig ‘høste’ horn fra næsehorn, som man ‘høster’ uld fra får.

Afrikas bestand af elefanter er skrumpet dramatisk – fra 12 millioner for 100 år siden til cirka 400.000 i dag. Alene i 2011 blev hver tiende elefant dræbt af krybskytter.

Men i det sydlige Afrika har flere lande for mange elefanter. De hærger landsbyer, dræber folk og ødelægger landskaber. Landene ønsker at styrke beskyttelsen ved at sælge elfenben og næsehornshorn fra naturligt døde eller bortskudte dyr. Det må de ikke – internationale handelsregler er tværtimod blevet strammet. Men hvem bestemmer over Afrikas vilde dyr?

Der er mange dilemmaer, dramaer og stemmer, når det gælder Afrikas vilde dyr – og deres fattige menneskenaboer.

Mød nogle af Danmarks mest kyndige og erfarne på området i debat onsdag d. 27. november kl. 19-21 i Zoo, København:

Henrik Herold, stifter af og direktør for Randers Regnskov: ”Jagt er det mest effektive middel til at skabe værdi i de fattigste områder.”

Bengt Holst, videnskabelig direktør i Københavns Zoo: ”Afrikas dyr er en ressource, der kan udnyttes som andre ressourcer, så længe det gøres bæredygtigt.”

Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier: ”Lovlig handel med næsehornshorn kan fjerne grundlaget for kriminelle netværker.”

Henrik Herold (privatfoto), Bengt Holst (foto: Lisbeth Holten) og Stig Jensen (privatfoto).

Program

– Velkomst ved aftenens vært, Bengt Holst.

– Kort introduktion til det overordnede spørgsmål ved ansvarshavende redaktør ved Globalnyt, Peter Tygesen, som er aftenens ordstyrer.

– Aftenens debat tager udgangspunkt i tre cases – for hvert emne fremlægger Globalnyt en kort, illustrerende fortælling:

1) Næsehornsfarme og legal næsehornshorn-handel.
Stig Jensen fremlægger argumenterne for – Bengt Holst opponerer.

2) Dilemmaer i det sydlige Afrika med overskud af elefanter
Henrik Herold om jagt og Camp-firemodellen i Zimbabwe.

3) Hvem ejer Afrikas dyr – hvordan understøtter den rige vestlige verden bedst afrikanske bestræbelser på bæredygtig vildtforvaltning?
Bengt Holst indleder.

Hvor: Hovedindgangen, Zoo, København

Hvornår: Onsdag d. 27. november kl. 19-21.

Billet: Der er gratis adgang – men billet skal bestilles på forhånd her.