Ida Auken ind i UNICEF-præsidie

Ida Auken


Foto: UNICEF
Forfatter billede

”Vi skylder alle verdens børn at give dem en fremtid. Det sker alt for ofte, at børnene bliver glemt – det er dem, som rammes hårdest, især i katastrofer og krig. Jeg håber, at jeg gennem samarbejdet med UNICEF kan bidrage lidt til en så vigtig sag,” siger 38-årige Ida Auken.

Hun er uddannet cand.theol. (2006) ligesom sin mor, SFs Europa-politiker Margrethe Auken, og sad som miljøminister i Helle Thorning-Schmidts regering fra 2011 til 2014.

Ved SFs udtræden af regeringen i februar 2014 forlod Ida Auken partiet og meldte sig ind i Det radikale Venstre, som hun har repræsenteret i Folketinget siden. Ved seneste valg i 2015 opnåede hun over 10.000 personlige stemmer og slog Manu Sareen, der måtte forlade tinget og senere skiftede til partidannelsen Alternativet. 

Ida Auken bliver eneste politiker i UNICEF Danmarks præsidie, hvor der til gengæld er god rationale i netop at indlemme en radikal. Partiet har altid været tæt på den danske UNICEF-komite. Senest sad Margrethe Vestager i et UNICEF-tillidshverv.

Præsidiet består nu udover Ida Auken af bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, Sten Scheibye, forbrugerekspert Anne Glad, tidl. ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, bestyrelsesformand Jesper Lok, fremtidsforsker Anne Skare, professor Linda Nielsen, ambassadør Ove Ullerup, HR- og administrationschef Christine Wiberg-Lyng og restaurantejer Erwin Lauterbach.

”Det er inspirerende og utrolig givende at få input udefra, og Ida er allerede kommet på banen med en masse ideer, synspunkter og energi . Vi glæder os rigtig meget til det fremtidige samarbejde,” siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

Ida Auken er vokset op i Valby og bor i dag på Frederiksberg med sin mand, professor Bent Meier Sørensen, og to børn.