I sommeren 2022 dimitterer de sidste kandidater fra Internationale Udviklingsstudier (IU) – et af Roskilde Universitets (RUC) flagskibe og det første studie af sin slags i Europa. Fremdriftsreformen og samfundsudviklingen har indhentet studiet, der vil blive slået sammen med Global Studies som led i en omlægning af hele RUCs studiestruktur.
Globalnyt har talt med dekan Peter Kragelund om, hvad der ligger bag beslutningen, og hvad de studerende kan forvente sig af det nye studie.
Færre fag, større faglighed
I dag fungerer et studieforløb på RUC således, at de studerende, efter at have afsluttet en såkaldt basisuddannelse, kombinerer to fag på deres kandidatforløb. Her kan det ene være IU.
“Kombinationsuddannelsen fungerede godt i mange år, men tiden har ændret sig,” siger Peter Kragelund og peger på fremdriftsreformen, som et flertal i Folketinget vedtog i 2013. Dens primære formål er at nedbringe de studerendes studietid og ikke mindst ruste dem bedre til arbejdsmarkedet.
Derfor vil de RUC-studerende – med undtagelse af de journaliststuderende – fra 2022 kun kunne vælge ét fag i deres kandidatforløb. Til gengæld vil de opnå en større og mere specialiseret faglighed inden for det valgte fag.
“Noget af valgfriheden går tabt, og vi kommer ikke til at se flere “vilde” kombinationer som eksempelvis IU og filosofi. Til gengæld oplever vi i dag, at arbejdsmarkedet ikke altid forstår, hvilke faglige kompetencer en kandidat med RUCs kombinationsuddannelse har. Det vil forhåbentligt ændre sig,” fortæller Peter Kragelund og understreger, at de fleste studerende på IU allerede kombinerer faget med Global Studies og omvendt. Derfor giver det god mening at slå netop de to fag sammen.
“De studerende får én faglighed – i stedet for to – hvilket arbejdsmarkedet bedre kan forholde sig til.”
Stor konkurrence om få stillinger
Jobmarkedet har ifølge Peter Kragelund også ændret sig for IU’ere. “For tyve år siden stod kandidater fra IU oftest forrest i køen til stillinger hos Danida, eller når der skulle hyres konsulenter til at evaluere bistandsprojekter. Det gør de ikke nødvendigvis længere. Nu konkurrerer de om stillingerne med kandidater fra Aalborg Universitet, Copenhagen Business School og Syddansk Universitet, som tilbyder uddannelser, der læner sig op ad IU. Derudover ansætter udviklingsbranchen i stigende grad folk med mere specialiserede uddannelser – eksempelvis økonomer.”
Endelig peger Peter Kragelund på, at den geografiske inddeling af verden i nord-syd og øst-vest – som IU traditionelt har været eksponent for – er under opbrud i udviklingsbranchen.
“Udviklingsproblematikker findes også i vores nærområder. I dag er det kun cirka 10 procent af artiklerne, som forskerne fra IU publicerer, der bringes i publikationer med specifikke geografiske fokusområder. Udviklingsforskningen har ændret fokus og er flyttet over i en anden type publikationer.”
Hurtigt ud i arbejde
Nu begynder arbejdet med at designe et studie, der bedre imødekommer fremdriftsreformen og tager højde for en udviklingsbranche under forandring. Første undervisningstime på det nye studie bliver i september 2022, men studieordningen skal allerede ligge klar i juni 2021. Det er endnu ikke besluttet, hvad studiet skal hedde – p.t. er arbejdstitlen “Global Studies & Development”.
“Der vil stadig være et stort fokus på udviklingsproblematikker, men med et bredere geografisk fokusområde. De studerende vil kunne vælge mellem 3-4 retninger at specialisere sig indenfor. En af dem vil minde om IU og have stort fokus på menneskerettigheder, en anden vil være mere økonomisk funderet,” siger Peter Kragelund.
Universiterne er blevet pålagt at gennemføre voldsomme besparelse de sidste mange år. Det kan blandt andet gøres gennem stordriftsfordele og ved at slå studier sammen. For eksempel skal der ikke udarbejdes en studieordning for hver eneste fagkombination, når RUC har gennemført sin studiereform. Ifølge Peter Kragelund har RUC i dag omkring 200 studieordninger.
“Der bliver frigivet ressourcer til, at vi kan tilbyde nye fag og flere seminarer på studiet. Vi får en mere helstøbt uddannelse og mere specialiserede dimittender, der forhåbentlig kan gå direkte fra universitet og ud på arbejdsmarkedet. Det er i bund og grund det, det handler om.”