Kunst på politisk kurs

Julie Damgaard

12. oktober 2016

Læsetid: 15 min

En spinkel, sortklædt kvinde på en flåde af skrald samlet i Københavns havn stager sig møjsommeligt frem gennem Nyhavn. Langsomt nærmer hun sig det sted, hvor kanalrundfartens både lægger til. Kvinden er den indonesiske kunstner Tita Salina, og da hun får sin flåde manøvreret ind langs kajen, bryder der spontane klapsalver løs på begge sider af kanalen. Både blandt ferniseringsgæsterne til Charlottenborg-udstillingen An Age of Our Own Making, der viser værker af fem internationale kunstnere, og blandt Nyhavns sommergæster.

Salina bukker ydmygt, smiler, vinker til publikum og kommer tørskoet i land, men bag den overbevisende ’forestilling’ gemmer sig langt mindre glamourøse scenarier: Kyststrækninger, der bugner af affald, mikroplastsupper i verdenshavene, boligmangel i klodens storbyer og stigende vandstande som følge af global opvarmning. For ikke at tale om de mange ofre for krig, klimakatastrofer og fattigdom, der i disse år kaster sig ud på farefulde sørejser i synkefærdige skibe for at søge sikkerhed og en bedre fremtid i andre dele af verden.

De emner, Tita Salina og hendes ’partner-in-crime’ Irwan Ahmett tager op, er mindst lige så tunge som sejladsen i Københavns havn. Og selvom duoens ’interventioner’, som det fremgår af de videoværker, de også præsenterer på Charlottenborg, ofte bærer præg af en vis (sort) humor og legesyge, stivner smilet noget ved tanken om, hvad den usynlige ’luftbold’, de former i det tsunamiramte, mennesketomme, dystopiske Fukushima og siden bringer i spil i Tokyos i forvejen forurenede gadebillede, faktisk indeholder. Eller ved det paradoksale i at kropsdele eller genstande fra visse personer anses for hellige, mens selv den mest højtidelige, ceremonielle lutring af væske fra stiknarkomaners brugte sprøjter aldrig vil føre til relikvie-status. 

Ligesom de andre kunstnere på udstillingen – Ibrahim Mahama, Moshekwa Langa og Kamal Aljafari – handler det for Salina og Ahmett om at konfrontere os med den virkelighed, der omgiver os, og som vi selv har været med til at skabe. Og få os til at agere på det, vi oplever.

Kunst og migration

Det samme gør sig gældende for udstillingen ’Migrationspolitik’ på Statens Museum for Kunst. Her præsenterer Center for Migrationspolitisk Kunst tre udstillinger, der tidligere er blevet vist i udstillingsstedets egne lokaler i Trampolinhuset i Københavns Nordvest-kvarter. De udstillede værker forholder sig til strukturelle spørgsmål omkring flugt og migration og præsenterer en lang række personlige erfaringer med og oplevelser af at være fordrevet og migrere. Ved at sætte nye perspektiver på situationen omkring flugt og migration ønsker CAMP at skabe en bedre dialog og forståelse mellem asylansøgere og den danske offentlighed og dermed ikke bare få nuanceret den offentlige debat, men også få genereret nye visioner for en mere solidarisk migrations-, flygtninge- og asylpolitik.

Trampolinhuset blev dannet i 2009-10 og er et uafhængigt medborgerhus, hvor flygtninge og asylansøgere kan finde støtte og fællesskab. Huset tilbyder både retshjælp, forskellige aktiviteter og socialt samvær og altså også en udstillingsplatform drevet af kuratorkollektivet ’Kuratorisk Aktion’ (bestående af Tone O. Nielsen og Frederikke Hansen), der rejser spørgsmål om flygtningekrise, migration og asylpolitik.

I 2015 indledtes et toårigt udstillingsprogram, der med i alt fem solo- og gruppeudstillinger leverer kunstneriske refleksioner over fordrivelse, grænser, flygtninge- og migrantforvaring og deportation. Udstillerne tæller både kendte internationale navne og mindre etablerede kunstnere, flere med flygtninge- eller migranterfaring.

De tre første udstillinger i programmet – ’Lejrliv’, ’Fra bjergene til dalene, fra ørkenerne til havene’ og ’Skillelinjen’ – er blevet genetableret på Statens Museum for Kunst i tre på hinanden følgende udstillingsrum. Det er noget af en mundfuld at tygge sig igennem, ikke mindst fordi udstillingerne samlet set inkluderer en hel del tekst-materiale, datavisualiseringer, film-, lyd- og videoværker, der kræver tid og koncentration. Men går man med på den præmis – og accepterer, at kunst som æstetisk kommunikationsmiddel her favner alt fra dokumentarfilm over publikationer og kartografi til modekollektioner – bliver man til gengæld belønnet med en langt større indsigt i migrerede menneskers livssituation og de faktorer, der forårsager migration.

Vidnesbyrd

De i alt 14 kunstnere, kunstnergrupper og sociale netværk, der deltager i 3-i-1-udstillingen, kommer med meget forskellige kulturelle baggrunde og arbejder med vidt forskellige medier. Indadvendte værker blander sig således med mere støjende, sanselige værker med mere nøgternt beskrivende, men fælles for dem alle er ønsket om at aflægge vidnesbyrd. Og selvom man kan føle sig overvældet af den kakofoni af stemmer, der kommer til udtryk, kan det betale sig at lytte efter. For her er noget helt essentielt på færde. Noget der peger på diskrepansen mellem menneskerettighedserklæringen og International Lov. Og på absurditeten i fra nationalt hold at forsøge at afskærme sig fra en omverden, som vi – nu og altid – har været forbundet med.

’Lejrliv – Kunstneriske refleksioner over flygtninge- og migrantforvaringens politik’ tager beskueren med bag om hverdagslivet i så forskellige miljøer som palæstinensiske flygtningelejre, danske asylcentre og australske detentionscentre. Fra schweiziske Ursula Biemanns undersøgelse af de temmelig komplicerede diskurser og undtagelsesbetingelser som palæstinensiske flygtningelejre har været med til at fostre; over den eksjugoslaviske kunstner Nermin Durakovic’ kreative omorganisering af et typisk institutionelt asylcenter-interiør fra 90’ernes Danmark og kunstner Nanna Katrine Hansens hudløst ærlige portrætter af mennesker i statisk venteposition på Asylcenter Avnstrup; til afghanske Murtaza Ali Jafaris knudebilleder fra hans tid i det australske Villawood-detentionscenter.

Én tendens slår dog igennem og rammer beskueren lige i mellemgulvet: Menneskets utrolige overlevelsesinstinkt og indsats for at opretholde bare et minimum af hverdag, værdighed og individualitet midt i lammende undtagelsestilstande, umenneskeligt situationer og snærende systemer af bureaukrati og lovgivning.

’Lejrliv’ lyder som en fest – som en tur ud i det fri med masser af fysisk aktivitet, hygge og afslapning. Men den er alt andet end det. Den er en invitation ind i en knudret labyrint af begrænsninger, angst og ufrihed, hvor en særlig politisk dagsorden udmønter sig i en endeløs række af ulogiske tiltag. Føler man sig en anelse presset, måske lettere klaustrofobisk, er det ikke kun fordi, man er tæt omgivet af værker med en vis ’tyngde’, men også fordi det synes svært at trække vejret i det uigennemsigtige net af administrative strukturer og kontrolmekanismer, disse værker er med til at illudere.

På flugt

Den vietnamesiske billedkunstner Tiffany Chungs soloudstilling ’Fra Bjergene til dalene, fra ørkenerne til haven: Rejser i historisk uvished’ rummer midt i sin udforskning af forskellige aspekter af fordrivelsen og flugtens politik en poetisk skønhed, der gør vejrtrækningen lidt lettere. Et tusindtal af håndlavede miniatureglasdyr – løver, strudse, giraffer, elefanter, kaniner, skildpadder – bevæger sig i udstillingens titelværk frem over en hvid bordflade. Gennemsigtige og fragile, men med hordens sammenhold og styrke bliver de et billede på historiens massevandringer, mange af dem væk fra katastrofer eller turbulente forhold. Alle folkeslag har vandret, forstår vi, og grænsesætning og nationalstater er ustabile størrelser, som til stadighed forandres og flyttes.

Chung løber med prisen for det stærkeste visuelle udtryk. Hendes installatoriske værk Finding one’s shadow in ruins and rubble består af et antal håndlavede mahogni-lyskasser med fundne fotografier fra den syriske by Homs, placeret forskudt på gulvet. Et miniature-byskab, hvor man skal helt i knæ for inde i kassernes ’arkitektoniske’ struktur at få et glimt af sønderbombede huse og sammenstyrtede bygninger, badet i et blændende lys, der delvist udvisker motivet. Det er et post-apokalyptisk sceneri, hvor næsten alt er udraderet bortset fra de kulturelle erindringer, der knytter sig til stedet. Dem skal vi til gengæld, understreger Chung, værne om som de arvesmykker, vi gemmer i skrin. Det politisk motiverede hukommelsestab, hun ser i verden i dag, er værket en direkte protest imod.

En større fortælling

Chung, der selv har flygtningebaggrund har ligeledes skabt en række kartografiske værker, der kortlægger konflikt- og katastrofeområder, internt fordrevne og flugtruter og peger på, hvordan geografiske grænser til stadighed forrykkes som følge af eksempelvis krig, menneskelig ødelæggelse eller naturkatastrofer. Inspireret af traditionel perlekunst har hun i det broderede kort “Life, which you look for, you will never find” – the ancient Near East” markeret henholdsvis det assyrisk, det babylonske og det persiske oldtidsriges territorium for, gennem en udforskning af regionens oprindelige orden, at forklare den aktuelle syriske konflikts forløb.

Ved at sammenholde oplysninger fra arkivdokumenter og internationale traktater med statistiske data får hun trukket større historiske linjer op og får afdækket fortællinger, der ikke figurerer i officielle dokumenter. På den måde udvider hun vores verdensbillede og får sat nye vinkler og perspektiver på de historier, vi tror, vi kender. Det er statistik, der når ud over de tørre tal. Chung er ikke sen til at drage paralleller mellem den aktuelle flygtningestrøm fra den syriske borgerkrig og den vietnamesiske masseudvandring i årene 1975-95 forårsaget af den siddende regerings afvisning af anderledes tænkende. To millioner vietnamesiske bådflygtninge rejste mod bedre kår, en tredjedel af dem døde på havet. Historien gentager sig. 

Som et nyt element på udstillingen på SMK præsenteres en serie tegnede kort skabt af elever fra en Røde Kors flygtningeskole i samarbejde med Chung på en workshop på Louisiana. Kortene er optegninger over flugtruter og hjemlande og afdækker meget personlige historier.

I et grænseland

I den sidste udstilling ’Skillelinjen – Film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning’ undersøger fem transnationale kunstnere, filmmagere og aktivistgrupper det komplekse sammenspil mellem migration og grænsepolitik. Grænsen som geografisk, sociokulturel og symbolsk skillelinje bliver undersøgt på kryds og tværs i et forsøg på at belyse asyl- og deportationspolitikker, ikke mindst dem, der de seneste år har gjort Europa til verdens farligste migrationsrute.

Taiwanesiske Chen Chieh-jens video Empire’s borders er en rystende afsløring af, hvordan stærke nationers visumregler er med til at ekskludere svagere nationers borgere. Ideen til værket kom efter Chen selv havde oplevet behandlingen i visumadministrationen i forbindelse med en visumansøgning til USA, hvor han var blevet inviteret med på en udstilling. I første del af værket gengiver otte taiwanske kvinder autentiske visumsamtaler, der alle ender i en afvisning. I anden del dramatiseres den diskriminerende behandling, som mange kvindelige ægtefæller fra det kinesiske fastland udsættes for af Taiwans nationale indvandringsagentur. Det er samtidens vilkår for særligt kvinder og arbejdere, der her kommer under lup, og det er på alle mulige måder grænseoverskridende.

Australske David Fedeles skildring af irregulære migranters tilværelse i Gourougou bjergene i det nordlige Marokko langs hegnet til den eftertragtede, selvstyrende spanske by Melilla på Nordafrikas kyst, giver et indblik i en dagligdag med vold, trusler og mishandling fra både de marokkanske og spanske myndigheders side. Europa er inden for rækkevidde, men forsøget på at nå over hegnet er med livet som indsats. Trods det limbo, migranterne lever i, formår de at fastholde nogle daglige rutiner og en stærk solidaritet, og mødet med Aicha, der er enlig mor til fire, og med maliske Yacou, der efter to år stadig lever i håbet om en bedre fremtid for sig selv og sin familie, er gribende.

Menneskeret

’Skillelinjen’, der er den sidste af de tre udstillinger på SMK, lægger vægt på, at bevægelsesfrihed er en menneskeret. Udover at præsentere det transnationale netværk Welcome to Europe’s flygtninge-hotline-projekt Watch Med Alarm Phone, der giver flygtninge mulighed for at berette om de menneskerettighedskrænkelser, de oplever på vej over Middelhavet, vises også de to onlinedokumentarer Moving Europe: Intro samt Moving Europe: On the Road om den frivillige hjælp, der ydes til flygtninge langs Balkanruten, både i forhold til akutte situationer og informationsdeling og rejsevejledning.

Spørgsmålet melder sig dog, om den solidariske insisteren på rettigheder kan overleve et til tider giftigt politisk miljø? Og hvilke langsigtede konsekvenser dette miljø vil have for mennesker, der som de syriske flygtninge i George Kurians The Crossing krydser adskillige geografiske grænser for sidenhen blot at støde på et hav af mentale, sociale og fysiske barrierer.

Man kan diskutere om Statens Museum for Kunst er det rette sted at genetablere de tre udstillinger, når ambitionen er at nå et bredere publikum end det, der allerede har set udstillingerne på Trampolinhuset. Eller om projektet ville have gjort sig bedre som en vandreudstilling til eksempelvis større kulturhuse og biblioteker, hvor entreen ikke ville være 110 kr.? Men nationalgalleriets målsætning om at være for hele nationen og aktivt forholde sig til en ny demografisk sammensætning, en ny politisk virkelighed, en ny global orden og et internationalt kulturrum kan man kun bifalde.

Besøger man SMK for at se skønmaleri, skal man nok holde sig til museets guldaldersamling. For det, ’Migrationspolitik’ viser, er et aktuelt billede af et Danmark – og en verden – set fra den brogede flok af ’uønskedes’ side. Og det er ikke smukt. Men man kan alligevel håbe, at nysgerrigheden – og rwandanesiske Dady de Maximos migrant-couture af rissække, redningsveste, pigtråd og bast – får lokket en masse museumsgæster ned i det hjørne af museet, hvor ’Migrationspolitik’ vises. Og at de får lyst til at handle på de systemfejl, de observerer.

En menneskeskabt tidsalder

Handlen og ageren er også omdrejningspunktet for udstillingen An Age of Our Own Making på Kunsthal Charlottenborg. Udstillingen, der udgør tredje del af en udstillingstrilogi, undersøger den såkaldte antropocæne tidsalder, hvor menneskets påvirkning af kloden er blevet så omfattende, at det kan sammenlignes med geologiske kræfter.

Udstillingens første del fandt sted i Holbæk hen over sommeren. Her satte man med en række interventioner og installationer i det offentlige rum fokus på materialer og råvarers liv og cirkulation i en global kontekst og på de økologiske aftryk, de sætter. Samt på opfattelsen af mennesket som et materiale eller et redskab, der kan ’bruges’ på linje med andre materialer. I udstillingens anden del, der fandt sted på Museet for Samtidskunst og på Roskilde Festival i slutningen af juni undersøgte projektet de måder, hvorpå både nationer og enkeltindivider i højere og højere grad beskytter sig selv og lukker af mod omverdenen, og hvordan det kan være, at varer frit kan rejse over grænser, når mennesker, som vi aktuelt ser det med verdens flygtningestrømme, ikke kan.

Den sidste del af trilogien peger på, hvordan man ved at gå i dialog med og ændre på det offentlige rums strukturer ikke bare kan sætte sit (globale) medborgerskab i spil, men også gøre op med de tendenser til eksklusion, der præger vores tid. Udstillingen på Charlottenborg handler med andre ord om at gøre krav på rummet omkring os, på vore rettigheder og vores erindringer, lige meget hvilken baggrund eller nationalitet vi måtte komme med.

Med værker af kunstnere fra Palæstina, Indonesien, Ghana og Sydafrika giver udstillingen et indblik i, hvad det vil sige at være aktiv, politisk engageret borger i et globalt – og på mange måder udfordret – samfund.

Ud i byrummet

En del af udstillingen på Charlottenborg, er, ligesom de foregående del-projekter, rykket ud i byrummet. Og det giver al mulig mening i forhold til udstillingens tematik. Tita Salina og Irwan Ahmetts skraldebåd ligger således fortøjet i Nyhavn, og på Charlottenborgs facade ud mod Nyhavn kan man opleve udstillingens absolut mest spektakulære og omfattende værk: Den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahamas monumentale installation Nyhavn Kpalang. Kpalang betyder sæk eller hud, og værket består netop af kasserede hessiansække, som tidligere har været brugt til transport af for eksempel kaffe, kul og kakao. Sækkene har Mahama i samarbejde med blandt andre kvindelige migrantarbejdere i Accra syet sammen til et enormt tæppe, der dækker Charlottenborgs ydermure som en hud. 

Sækkene bærer præg af slitage og de mange hænder, de har været igennem. Endelig har også de kvinder, der har syet dem sammen, sat deres aftryk på dem i form af navnetræk og ’tatoveringer’. En praksis, der er udbredt i Ghana, hvor mange nedfælder dele af deres historie eller deres forældres navne direkte på kroppen, så de kan identificeres, hvis der sker dem noget. Den rejse, migranterne har taget, og den rejser sækkene har været på, spejles i hinanden.  

Mahamas værk taler ind i en social og politisk kontekst, og placeringen ud mod Nyhavn er derfor velvalgt. Her er over en længere periode anløbet fragtskibe med råvarer, herunder også kolonivarer, der indgik i trekantshandlen mellem Danmark, kolonier i Afrika og Dansk-Vestindien. Havnen har desuden været et rum præget af industri og erhverv – et sted for produktion. Og netop produktionen og cirkulationen af varer interesserer Mahama, der har slået sit navn godt og grundigt fast internationalt med sine beklædninger af blandt andet fabriksbygninger og jernbaneanlæg. Ved gennem sine værker at pege på skæve handels- og produktionsforhold ønsker Mahama at bidrage til en ændring af vores samfundsstrukturer og til en gentænkning af relationen til de ting, der omgiver os i hverdagen.

Ved at inddrage en af Ghanas mest udsatte grupper i sit arbejde, peger Mahama samtidig på de muligheder for at reformere samfundspraksisser og ideologier, der ligger i relationsskabelse, myndig- og selvstændiggørelse.  

Rekonstruktion

Både palæstinensiske Kamal Aljafari og sydafrikanske Moshekwa Langa foretager poetiske rekonstruktioner af glemte, ødelagte eller utilgængelige områder, som de hver især har en personlig tilknytning til. Kamal Aljafari tager med sin seneste film Recollection – der med sine 70 min. kræver rigtig god tid – beskueren med tilbage til sit barndoms land. Ved at sammenklippe scener fra amerikanske og israelske spillefilm optaget i byen Jaffa fra midt-60’erne frem til 90’erne genskaber han en by, der har været gennem omfattende ødelæggelser, renovation, sociale løft og genopbygning. Men ikke nok med det. Ved at fjerne de israelske skuespillere og zoome ind på billederne, gør han de palæstinensere og irakiske jøder, der optræder som anonyme, fantomagtige statister i baggrunden til de egentlige hovedpersoner. På den måde yder han alle de mennesker, der ikke har fået lov til at indtage en hovedrolle, en slags filmisk retfærdighed.

Via filmklippene bevæger Aljafari sig, som i en sløret, fragmenteret drøm, gennem sine egne, sin familie og venners erindringer. Og opbygger ikke bare et foto-album, som han længe selv har manglet, men også en by, der ikke længere eksisterer.  Ved fiktionens mellemkomst får han skrevet en reel historie. Filmen følges af en lydcollage optaget om natten med mikrofoner placeret i husmure og i ruiner skjult under havets overflade. En slags toner fra en anden tid.

Udvalgte filmstills er blevet lavet til postkort og præsenteres i to montrer på udstillingen. For Aljafari gør postkortene det muligt fysisk at kunne gribe om sine erindringer.  Museumsmontrerne er samtidig med til at tilføre erindringerne, anekdoterne og vidnesbyrdet en særlig værdi – en autenticitet og autoritet.

Recollection er et levende billede på, at vi alle har mulighed for at intervenere og forandre ting. At vi kan bruge den endeløse billedstrøm, vi hver dag udsættes for, til noget anderledes og meningsgivende.

Manglende tilhørsforhold

I installationen Mine ’tegner’ Moshekwa Langa et billede af det landskab i Sydafrika, der omgav ham som barn. Et sted, der ikke figurerede i nogle atlas, og som hans jævnaldrende derfor betegnede som ’et hul i jorden’. Den manglende ’jordforbindelse’ eller tilhørsforhold, der har fulgt Langa siden barndommen, bliver Mine et forsøg på at genetablere. Gennem en slags mentalarkæologisk arbejde udgraver kunstneren erindringer fra barneårene og skaber i udstillingens største rum et abstraheret landskab med referencer til de omgivelser, han voksede op i.

En ’udtørret flodseng’ strækker sig i lokalets fulde længde, og på væggene hænger stofbaner, der har været trukket hen over hjemstavnens røde grus- og markveje for i deres struktur at illudere den bjergrige Limpopo-region, Langa stammer fra. En række bannere, der minder om ukendte signal- eller landeflag eller uforståelige ruteangivelser, er spændt ud over ’flodsengen’ og blokerer udsynet.  De illustrerer ikke bare det signal-flimmer, der opstår på Langas indre modtager, når han som migrant-kunstner rejser mellem Sydafrika og Holland uden rigtigt at opleve et stabilt ståsted i hverken sit gamle eller nye land. De bliver også et billede på en manglende overordnet struktur i post-apartheid Sydafrika.  

Langas værk lider desværre under, at beskueren ikke har direkte adgang til den samling minder, kunstneren bærer på, og som blandt andet illustreres ved en samling slips og tørklæder monteret på ’flagstængerne’. Langas ’Memory Lane’, som han selv beskriver som ‘en motorvej af nedgravede ting’, rummer med andre ord lidt vel mange bump på vejen mod forståelse.

Generelt kunne man have ønsket sig, at de værker, der udstilles indenfor på Kunsthal Charlottenborg var blevet fulgt af de samme informative planchetekster som dem udenfor.

Opråb

An Age of Our Own Making reflekterer over, hvad vi hver især kan gøre for at skabe et samfund med større sammenhængskraft, balance, inklusion, gennemsigtighed og bæredygtighed. Her er ingen enkle svar, men flere opfordringer til at blande sig i den politiske dagsorden på utraditionelle – og kreative – måder. Værkerne tvinger os til at tænke over, hvordan vi kan være med til at forme vores omgivelser og imødegå de problemstillinger, vi står overfor.

Hvordan kan vi på den bedst mulige måde få sat fokus på de udfordringer og kriser, vi aktuelt oplever i verden? Og hvordan kan vi – sammen – løse disse udfordringer?

Både Migrationspolitik og An Age of Our Own Making kalder til handling. Og der er masser af inspiration at hente i den aktivistiske tilgang, flere af kunstnerne benytter. Begge udstillinger understreger den ret – ja, måske ligefrem pligt – vi som borgere har til at øve indflydelse på vores omgivelser. Og forhåbentlig vil mange føle sig foranlediget til – alene eller i fællesskab – at agere på de problematikker, udstillingerne tager op.

Begge udstillinger er en del af kunstprogrammet IMAGES 16, der er skabt i et samarbejde mellem Center for Kultur & Udvikling, Holbæk Kommune og kulturinstitutioner i hele Danmark.

http://www.cku.dk/landing/images-2016/

Julie Damgaard har været ansat som kommunikationsmedarbejder på IMAGES-projektet ’An Age of Our Own Making’, men har ikke været involveret i udstillingens tredje del på Kunsthal Charlottenborg.

Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger på SMK

10. september – 6. november 2016

Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50

1307 København K.

www.smk.dk

Tir-søn 11-17

Ons 11-20

Man lukket

Deltagende kunstnere:

‘Lejrliv – Kunstneriske refleksioner over flygtninge- og migrantforvaringens politik’

Barat Ali Batoor (Afghanistan/Australien), Ursula Biemann (Schweiz), Nermin Durakovic (Bosnien-Hercegovina/Danmark), Nanna Katrine Hansen (Danmark), Dady de Maximo (Rwanda), Migreoup (transnational), Trampolinhusets Kvindeklub (transnational/Danmark) i samarbejde med Bridge Radio (transnational/Danmark) og Blake Shaw (USA/Tyskland).

‘Fra bjergene til dalene, fra ørkenerne til havene: rejser i historisk uvished’ 

Tiffany Chung (Vietnam/USA).

‘Skillelinjen – Film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning’

Castaway Souls of Sjælsmark/Denmark (transnational), Chen Chieh-jen (Taiwan), David Fedele (Australien), George Kurian (Indien/Tyrkiet), Welcome to Europe (transnational).

Udstillingen ’Migrationspolitik’ følges af et flot katalog, der samler de tre oprindelige kataloger fra CAMP.  Udover tekster, værkoplysninger og arrangementskalender fra udstillingerne, indeholder kataloget et nyt appendiks med dokumentationsfotos og andet materiale.

An Age of Our Own Making – Reflection III

16. september 2016 – 15. januar 2017

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2

1051 København K.

www.charlottenborg.dk  

images.holbaek.dk

Tir-søn 11-17

Ons 11-20

Man lukket

I udstillingen præsenteres et såkaldt ’Editor’s Room’ skabt af den spanske, i Berlin bosatte designer Lorenzo Sandoval. Her kan besøgende dykke ned i tankerne og diskurserne bag de tre udstillingsdele, der til sammen udgør ’An Age of Our Own Making’. Sandoval oversætter udstillingernes centrale kuratoriske koncepter omkring bæredygtighed og genbrug, grænse-krydsning, medborgerskab og samfundsdeltagelse til rumlige strukturer, der sætter anderledes rammer for publikums informationssøgning og interaktion. Udstillingen følges endvidere af en lille, informativ udstillingsguide.