Kunsten at levere tilbage

gettyimages-1071166526
British Museum gik for to år siden med til at "låne" Benin-bronzerne tilbage til Nigeria.
Foto: Dan Kitwood/Getty Images
Forfatter billede

13. oktober 2020

I slutningen af 1800-tallet overbeviser tyskerne en række lokale høvdinge i Douala om at underskrive en beskyttelsestraktat, der de facto gør Tyskland til den dominerende magt i Cameroun.

Én høvding, Lock Priso, nægter dog at skrive under, og i protest mod tyskernes indmarch sætter han ild til byen Bonanjo og truer dermed den tyske handel. Som modsvar sender tyskerne krigsskibe afsted og går i land ved Lock Prisos landsby, Bonaberi. De tyske soldater nedkæmper Prisos folk og brænder byen ned. I kampens hede sikrer den tyske konsul Max Buchner sig en træudskæring kaldet Tangue fra Prisos hjem. Udskæringen prydede engang stævnen på et kongeligt skib.

Året efter donerer Max Buchner Tangue til de Fem Kontinenters Museum i München, hvor værket befinder sig den dag i dag.

Ligesom Tangue er tusindvis af kunstgenstande fra tidligere kolonier endt hos de tidligere kolonimagter. Nogle blev skænket som gaver, andre blev taget med vold, og så er der alle de andre genstande, som blev erhvervet med metoder, der ligger et sted derimellem.

Tilbage til de rette ejere
Gennem historien er der flere gange blevet iværksat processer for at få de europæiske magter til at returnere mange af de kunstgenstande, som de har anskaffet på den ene eller den anden måde.

Efter Napoleonskrigene skulle franskmændene aflevere tusindvis af genstande taget rundt omkring i Europa under krigene, og efter Anden Verdenskrig skulle tyskerne tilbagelevere endnu flere kulturgenstande, som nazisterne havde stjålet fra kunstmuseer, kunstsamlinger og fra krigens mange jødiske ofre.

”Så der er egentlig ikke noget nyt, at der pludselig er kommet et fokus på repatriering igen,” fortæller forsker og lektor ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet Vinnie Nørskov.

Inden for de sidste par år er det dog især to ting, der har genantændt repatrieringsdebatten.

”I 2018 annoncerede den franske præsident Emmanuel Macron, at det skulle være muligt at repatriere afrikansk kulturarv til Afrika. Derudover har Black Lives Matter bevægelsen ligeledes sat fokus på at tage et opgør med fortiden heriblandt også kolonitiden.”

Bare inden for den seneste uge har store europæiske spillere bragt repatriering af koloniale genstande i fokus. Sidste uge stemte Nationalforsamlingen i Frankrig enstemmigt for at returnere kulturgenstande til Benin og Senegal.

Også sidste uge udtalte direktørerne fra Rijksmuseum og Tropenmuseum i Holland, at de støttede forslag, der vil betyde, at op mod 100.000 kulturgenstande skal leveres tilbage til tidligere hollandske kolonier.

Ord er nemme, handling er sværere
I juni blev en række Igbo statuer, som nigerianske museumstalspersoner har sagt blev stjålet fra Nigeria under landets borgerkrig i 1960’erne, solgt ved en auktion i Paris.

”Vi har prøvet gennem dialog og diplomati at få disse statuer bragt tilbage til deres oprindelige ejere, men uden held,” fortæller medlem af den nigerianske museumskommission Mallam Abdu Aliyu til al-Jazeera.

Det franske auktionshus nægtede at stoppe salget af statuerne og begrundede beslutningen med, at statuerne er blevet solgt på offentlige auktioner ved tidligere lejligheder, før auktionshuset selv erhvervede statuerne.

Også sagen om Tangue er kørt fast. Lock Prisos barnebarn, Kum’a Ndumbe, har i årevis forsøgt at få genstanden tilbage til sig selv og sin familie. De Fem Kontinenters Museum har anerkendt Kum’a Ndumbe som efterkommer af Lock Prisos og har ligeledes anerkendt, at Tangue blev erhvervet på ulovlig vis. Men museet anerkender ikke Kum’a Ndumbe som overhoved for Lock Prisos familie, og det anerkendte overhoved har ikke udvist interesse for Tangue.

”I forhold til tidligere debatter om repatriering er den nuværende diskussion af repatrieringen af koloniale genstande meget vanskelig for museerne,” fortæller Vinnie Nørskov.

”Der er ikke et overordnet regelsæt som museerne kan læne sig op ad, når det kommer til de her sager, der nogle gange er hundredvis af år gamle. Så hver sag bliver unik, og man skal dokumentere og spore hver enkelt genstand og undersøge historien. Det tager tid.”

Davids Samling i København har gennem årene fået flere henvendelser fra de tyrkiske myndigheder, der har argumenteret for, at flere af samlingens værker fra Tyrkiet burde returneres.

”Noget, der var åbenlyst stjålet fra Tyrkiet i nyere tid, har vi returneret, men så er der andre genstande, vi ikke har leveret tilbage. Der er vi simpelthen bare uenige med de tyrkiske myndigheder,” fortæller direktør ved Davids Samling Kjeld von Folsach.

Ifølge ham er det en konstant afvejning, hvor man skylder alle parter at hver enkelt sag undersøges til bunds, inden at man opgiver ting, der i nogle tilfælde har været en del af europæisk museumsforvaltning og historie i århundreder.

”Jeg ville betragte det som en katastrofe, hvis alt der ikke havde oprindelse i Europa skulle leveres tilbage. De vestlige museumssystemer er af umistelig karakter. Det vil være dybt foruroligende.”

Museers insisteren på tydelig dokumentation for sager, der går århundreder tilbage, samt den årelange behandlingstid for kulturgenstande har fået fortalere for repatriering til at beskylde europæiske museer og regeringer for at komplicere procedurerne i et forsøg på at forhale repatrieringssagerne og dermed sinke hele processen.

”Men det kræver ressourcer for at behandle disse sager,” forklarer Vinnie Nørskov. ”Og mange museer har ikke de ansatte og ressourcer, der skal til for at igangsætte en dialog om repatriering.”

En god og en dårlig erfaring fra Danmark
Både Vinnie Nørskov og Kjeld von Folsach ser samarbejde som essentielt for at kunne behandle repatrieringssager på en fyldestgørende måde for alle parter.

”Det lykkes ofte bedst, når man bevæger sig væk fra en forhandling på et politisk niveau til forhandlinger mellem institutioner og individer,” tilføjer Vinnie Nørskov.

To sager fra Danmarks egen koloniale fortid viser, hvor stor en forskel samarbejde og dialog gør.

Siden starten af 1700-tallet var en række islandske håndskrifter blevet overdraget fra Island til Københavns Universitet. Da disse skrifter udgør meget af fundamentet for Islands litterære arv, begyndte flere røster i Island at kræve håndskrifterne tilbageleveret. Gentagne anmodninger om dialog blev fejet af bordet af Københavns Universitet og af den danske regering. Først i 1961 opstod der et flertal i folketinget for at få håndskrifterne returneret. Men gennem underskriftsindsamlinger, demonstrationer og retssager blev sagen forhalet. Højesteret måtte ind i sagen, før den blev endeligt afgjort. Først ti år efter afstemningen i folketinget og over 150 år efter de første krav fra Island blev håndskrifterne leveret tilbage. De sidste blev overgivet i 1997.

Man lærte til gengæld af fejlene, da man fra Nationalmuseets side i 1980’erne påbegyndte en proces, der endte med at over 33.000 genstande blev leveret tilbage til Grønland. I kølvandet på, at Grønland gennem 1960’erne og 1970’erne opnåede en højere grad af selvstændighed, kom der øget fokus på de grønlandske kulturgenstande. Med de islandske håndskrifter som skrækeksempel valgte man fra politisk side at lade museumsfolk fra både Danmark og Grønland i fællesskab arbejde på, hvilke genstande der skulle returneres til Grønland.

”Det interessante er, at tilbageleveringen af genstande ikke kom til at markere en afslutning, men en begyndelse,” fortæller seniorforsker ved Nationalmuseet Mille Gabriel, der tilføjer, at det i grønlandsk sammenhæng handlede om at få adgang til egen kulturarv og kendskab til ens egen historie.

Hun forklarer, hvordan det dansk-grønlandske museumssamarbejde også var et eksempel på, at tilbageleveringen åbnede op for nye typer af samarbejde som for eksempel fælles forsknings- og formidlingsprojekter, arkæologiske feltskoler for grønlandske og danske studerende og meget mere.

”Det [repatriering] handler ofte om meget mere end bare at levere genstande tilbage. For indfødte folk og tidligere koloniserede nationer kan det også være en måde at gøre op med fortidens uretfærdigheder.”

Vinnie Nørskov er enig i, at repatriering handler om mere end bare at levere genstande tilbage.

”Ofte er der ikke nødvendigvis et ønske om tilbagelevering, men et ønske om dialog. I de sammenhænge skal man i højere grad indgå i et samarbejde om fortolkning og forståelse frem for ejerskab.”