Af Marie Larsen
medlem af u-landsnyts redaktion.
Libanon er i udvikling. Beirut er en byggeplads med et væld af nye konstruktioner overalt. Et stort antal velhavende libanesere vender tilbage, for at bosætte sig efter at have opholdt sig i udlandet siden borgerkrigen, og turismen stiger, jo længere freden opretholdes i det lille konfliktplagede land i Mellemøsten.
Med en voksende overklasse forstærkes behovet for luksuriøse tilbud og understreger en stor ulighed i det libanesiske samfund. Mange vælger at investere i en enkeltbillet for at søge lykken i udlandet.
Ekstreme modsætninger
Et af de mere luksuriøse tilbud, som henvender sig til den velhavende del af befolkningen, er besøg på Libanons vingårde. I den frodige Bekaadal er der 35 vinproducenter af forskellig størrelse. En af disse er Massaya.
Vinproduktion i Libanon kan spores helt tilbage til romertiden, og er ifølge Massayas to grundlæggere, brødrene Ramzi og Sami Ghosn, en helt essentiel del af libanesisk kultur, og en samlende faktor for en splittet befolkning.
Har man ingen bil, starter rejsen fra Beirut til Massaya i Bekaadalen på busstationen Cola i det sydlige Beirut. Her er et virvar af dyttende biler, råbende chauffører og en luft grå af bil-os og støv. Transporten til Bekaa foregår i minibus, fyldt til randen og i topfart over bjergene – gerne med høj arabisk musik væltende ud af højtalerne og altid plads til en eksta passagér.
Efter en times kørsel befinder man sig pludselig i smukke, idylliske omgivelser. Hvide fugle på lysegrønne vinranker, piblende små vandfald, meditative toner og kølige vinkældre hvor duftlys giver et romantisk skær, står her i skarp kontrast til den foreløbige rejse.
Det er svært at huske den varme fugtige Beirutluft, de råbende chauffører og turen over bjergene, og svært at forstå at det lille land kan indeholde så ekstreme modsætninger.
Krigsgeneration
Ifølge den ene af de to ejere af Massaya, Ramzi Ghosn, repræsenterer den ene af disse oplevelser ikke Libanon bedre end det andet.
“Det er to sider af samme sag, og de er nødt til at kunne fungere sammen. I Libanon er man i høj grad ansvarlig for egen succes, og der er ikke nogen stat, som hjælper de trængende. Dem med kapital og muligheder kan drive det vidt, men det er svært at akkumulere økonomiske ressourcer og starte fra bunden”.
Ramzi og hans bror vendte ved borgerkrigens afslutning i 1990 tilbage til Libanon efter 12 år i Frankrig og USA for at starte produktion af den nationale libanesiske anis-krydrede spiritus Arak og vin brygget på libanesiske druer på deres forældres landbrug i Bekaa.
“Vi er en krigsgeneration. Mange fra vores generation er vendt tilbage efter krigen med penge på lommen og kreative idéer. Det er den positive side af en meget sørgelig begivenhed”.
Ifølge Ramzi er det netop de investeringsvillige libanesere, der vender tilbage med udsyn og kreativitet og sætter gang i Libanons udvikling.
“Libanesere er gode til at lave forretninger og skabe succes”.
Mangel på velbetalte jobs
Jobmarked og lønniveau gør det ikke særlig nemt for unge uddannede libanesere at finde velbetalte jobs og mulighed for at skabe sig den succes, som Ramzi taler om. Derfor søger mange unge til udlandet for at skabe sig et liv og en acceptabel indkomst dér.
Andelen af libanesere som har råd til en weekendtur med frokost og vinsmagning på Massaya vokser, det fremgår tydeligt at stigende besøgstal på vingården. Men samtidig stiger de generelle leveomkostninger uden at lønninger følger med. Det skaber et voksende skel imellem Libanons samfundslag, og en svindende middelklasse.
Der er mange veluddannede unge, som med bedre jobmuligheder kunne medvirke til en positiv udvikling af landet, men som i stedet foretrækker at spare sammen til en enkeltbillet ud af Libanon.
