Den kommende internationale klimaaftale, der skal vedtages i december, afhænger i høj grad af, om det rige Nord er villig til at betale til fattige landes klimaindsats.
Ved det mislykkede klimatopmøde i København i 2009 lovede i-landene 100 milliarder dollars om året til klimaindsatsen i Syd.
Der er imidlertid ikke klarhed over, hvordan dette løfte skal indskrives i en ny klimaaftale.
Derfor har OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) onsdag offentliggjort en statusrapport over strømmen af klimamidler fra Nord til Syd.
Vurderingen viser, at de samlede udbetalinger i US-dollars er øget fra 52,2 milliarder i 2013 til 62 milliarder i 2014.
Der er imidlertid forskellige vurderinger af, hvorvidt vi har at gøre med et glas, der er halvt fyldt eller halvt tomt.
”Vores vurdering tegner et opmuntrende billede af fremgang. Udviklede lande mobiliserede klimafinansiering i 2014, der vurderes til samlet set at være 62 milliarder dollars årligt”, udtaler Angel Gurría, generalsekretær i OECD i en pressemeddelelse.
“Vi er tidsmæssigt halvejs og over halvejs i mål med finansieringen, men der er helt klart stadig et stykke vej”, supplerer han.
NGO’er peger imidlertid på, at opgørelsen i rapporten er vanskelig at vurdere, da det ikke er helt klart, hvordan klimafinansieringen er defineret.
”Ifølge data fra OECD, som på nuværende tidspunkt kun er tilgængelig for 2013, er omkring 13 milliarder dollars donationer – det er kun 25% af beløbet på 52,2 milliarder i vurderingen”, skriver Annaka Peterson Carvalho i et blogindlæg.
“Det betyder, at størstedelen af det var private midler og lån (med og uden betingelser), som landene skal betale tilbage”, tiføjer Carvalho, der administrer et initiativ om klimafinansiering, hvor bl.a Oxfam og World Resources Institute er involveret.
Hun nævner i kommentaren ligeledes, at der endnu ikke er enighed blandt landene om, hvordan klimafinansiering skal opgøres.
Mangler penge til tilpasning
Fattige lande har krævet, at rige lande støtter deres omstilling til en grønnere økonomi og deres tilpasning til klimaforandringer.
Det skyldes, at de fattigste lande nu må undgå den forurenende form for vækst, som i høj grad har kendetegnet i-landenes vej til velstand. Derudover har mange af landene adskillige andre bekostelige udfordringer som fattigdom, sult og mangelfuld infrastruktur.
Sidst, men ikke mindst, er det de mindst velstillede nationer, der udleder færrest af de klimaskadelige gasser, men det er i høj grad dem, der rammes hårdest.
Det betyder, at de skal bruge en masse af de begrænsede midler på budgettet til at imødekomme klimaændringernes konsekvenser.
Vurderingen fra OECD viser imidlertid, at netop tilpasning til de foranderlige klimatiske forhold er underprioriteret.
Ifølge beregningerne går 77% af midlerne til omstillingen – reduktion af drivhusgasser (mitigation) – mens blot 16% bliver afsat til at forberede og planlægge en tilpasning til klimaændringerne.
Offentlige eller private midler
Der er i forvejen en bekymring for, at private midler ikke kommer de mest skrøbelige lande og befolkningsgrupper til gode.
”Privat finansiering har en vigtig rolle at spille i den globale reaktion mod klimaforandringer – vi har behov for forandring i globale investeringsstrømme. Men fattige menneskers modstandsdygtighed mod klimaforandringer afhænger af basale services og offentlige goder, som kræver offentlig finansiering”, lyder det fra Annaka Peterson Carvalho.
”Mens den private sektor kan investere i redskaber til at beskytte deres egen ejendom eller værdikæder, vil de ikke være i stand til at sikre den bredere offentlige interesse og skrøbelige befolkningsgruppers behov”, tilføjer hun.
OECD vurderer, at 37% af klimapengene kommer fra offentlig bistand, mens lån, donationer og subsidier fra udviklingsbanker udgør 33%. Projekter, der medfinansieres af den private sektor udgør 27%.
Imidlertid peger Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, på, at det er vanskeligt ud fra rapporten at vurdere, om det er traditionelle u-landsmidler, som i så fald tæller med dobbelt.
”Der er en hel del offentlige midler, hvilket er godt, men hvis det er almindeligt udviklingsbistand som blot er talt en gang til, så er det svært at se hvordan disse penge skal give et ekstra bidrag til de mange klimaudfordringer, vi står over for”, lyder det fra klimarådgiveren.
I 2009 lovede de rige lande med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, at klimamidlerne vil være additionelle. Det vil sige, at de ikke bliver taget fra den eksisterende udviklingsbistand.
I Venstres udspil til en finanslov for 2016 har regeringen imdlertid valgt at finde midlerne til klimafinansiering i den traditionelle udviklingsbistand.
