Gå til hovedindhold

Mobile menu

Verdensbanken sortlister dansk rådgivervirksomhed for korruption

Den danske rådgivningsvirksomhed Consia Consultants er blevet sortlistet af Verdensbanken i 14 år efter afsløringer om svindel og korruption i forbindelse med projekter i Vietnam og Indonesien. Afgørelsen har ikke indvirkning på Danidas mangeårige samarbejde med virksomheden, udtaler Udenrigsministeriet til Globalnyt. 

CC BY Mai Ky / World Bank

14 år i kulden for svindel og korruption. Sådan lyder dommen mod den danske rådgivningsvirksomhed Consia Consultants, som dermed er udelukket fra at deltage i alle opgaver for Verdensbanken frem til år 2031 (i perioden 30. marts 2017 - 29. marts 2031).

Sanktionerne mod de danske konsulenter kommer i kølvandet på en undersøgelse, foretaget af Verdensbankens anti-korruptionsenhed Integrity Vice Presidency (INT), der blandt andet konkluderer, at Consia har udbetalt ulovlige pengebeløb til embedsmænd i Indonesien i forbindelse med tildeling af kontrakter på det Verdensbanksfinansierede Strategic Road Infrastructure Project.    

Læs hele rapporten og afgørelsen fra Verdensbankgruppens sanktionsnævn her

Det er første gang et dansk-baserede rådgivningsfirma bliver sortlistet af Verdensbanken for svindel og korruption.
Consias adm. direktør Erling Rask er i samme ombæring blevet sortlistet i tre et halvt år.

Globalnyt forsøger i skrivende stund at få en kommentar på afgørelsen fra Erling Rask.

Verdensbankens undersøgelse afslører videre, at Consia har givet misvisende oplysninger om antallet af tekniske rådgivere, som virksomheden havde til rådighed til implementeringen af samme projekt i Indonesien.

“Udfaldet af denne sag er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at have fokus på at fremskaffe beviser, der kan hjælpe Verdensbanken med at beskytte modtagerne af vores projekter samtidig med at vi stiller de aktører til regnskab, som prøver at omgå modtagernes interesser for personlig vindings skyld,” udtaler Stephen Zimmermann, som er Director of Operations i Integrity Vice Presidency (INT).

Undersøgelsen konkluderer også, at Consia har været indblandet i svindel og ulovlige pengetransaktioner til embedsmænd i Vietnam i forbindelse med flere Verdensbankfinansierede projekter, herunder Hanoi Urban Transport Development Project og Northern Delta Transport Development Project.

Rådgivervirksomheden har blandt andet faktureret lønudgifter til “spøgelsesmedarbejdere”, som aldrig har været ansatte eller har arbejdet på de kontrakterede rådgivningsopgaver.  

Udenrigsministeriet: Afgørelsen har ikke indvirkning på Danida-samarbejde

Selvom der i de senere år er indgået en lang række aftaler mellem bistandsaktører om at opretholde en fælles front mod korruption og snyd, kan Verdensbankens afgørelse, ifølge Udenrigsministeriet, ikke bringes til at omfatte Consias samarbejde med danske aktører, herunder Danida, der i en årrække har været kunde hos Consia.

“Sagen vedrører Verdensbanken og den er håndteret af Verdensbanken i henhold til bankens regler og procedurer. Havde sagen drejet sig om en aftale indgået af Udenrigsministeriet vedrørende danske udviklingsmidler, så ville den blive håndteret af os i henhold til dansk lov og ret, ligesom vi ville kunne sanktionere overtrædelser. Men det gør den ikke, så derfor er det Verdensbanken, der gennemfører sanktioner for de overtrædelser man har konstateret har fundet sted, ikke Danmark,” udtaler Henrik Larsen, souschef i Udenrigsministeriets kontor for Kvalitet og Faglighed i Udviklingssamarbejdet (KFU) til Globalnyt.

I henhold til en aftale fra 2010 (Agreement of Mutual Recognition of Debarments) forventes de regionale udviklingsbanker (Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling) at tilslutte sig sanktionerne mod Consia og adm. direktør Erling Rask.

Alle har tidligere været, eller er, kunder hos virksomheden.